Defusing eller Debriefing, gennemførsel af Formål Målgrupper og anvendelsesområde Definitioner Fremgangsmåde Ansvar og organisering Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil Bilag Formål At sikre gennemførsel af defusing eller debriefing efter akutte hændelser, der har påvirket ansatte ved Akutberedskabet i Region Hovedstaden eller ambulanceleverandører i Region Hovedstaden. Målgrupper og anvendelsesområde Ledere og medarbejdere med funktion på 1-1-2 Vagtcentralen samt alt præhospitalt sundhedsfagligt personale med funktion på ambulancer, akutlægebiler og specialkøretøjer i Region Hovedstaden. Definitioner Defusing: Kort faktuel kronologisk gennemgang af en hændelse, der gennemføres umiddelbart efter hændelsen. Defusing kan også kaldes en aflastningssamtale, er en kort struktureret samtale der har til formål at skabe en umiddelbar forståelsesramme for den kritiske/traumatiske hændelse tidligt efter begivenheden. Den foregår indenfor 24 timer efter hændelsen. Defusing giver det involverede team mulighed for at udveksle umiddelbare indtryk, således at de ikke forlader deres vagt med uafklarede indtryk og oplevelser. Debriefing: Faciliteret faktuel kronologisk gennemgang af en hændelse, med mulighed for refleksion, der gennemføres 1-3 uger efter hændelsen. Debriefing er en systematisk psykologisk gennemgang for en gruppe af medarbejdere/det involverede team som sammen har oplevet en kritisk eller traumatisk hændelse eller på anden vis er blevet berørt af en uventet alvorlig hændelse. Som ved defusing er det primære formål at skabe en fælles forståelsesramme for den kritiske/traumatiske hændelse samtidig med at tanker, følelser og reaktioner opstået i forbindelsen med hændelsen diskuteres. Fremgangsmåde Identificering af hændelse der kræver defusing En hændelse der kræver defusing, kan enten identificeres af AMK-lægen, VL112 eller ved henvendelse fra medarbejdere eller anden sektor til AMK-lægen eller VL112 Behovet for iværksættelse af defusing vurderes af AMK-lægen og VL112. Der kan ikke beskrives en udtømmende liste over hændelser, der kan udløse et behov for en defusing, men nedenstående er eksempler på traumatiske hændelser: - død eller alvorlig tilskadekomst hos børn - hjertestop hos børn, afsluttet med eller uden ROSC - død eller alvorlig tilskadekomst med tragiske omstændigheder - vold eller trusler mod præhospitale enheder - ulykker der involverer præhospitale enheder Se venligst Bilag 2 Flowchart for defusing - ansvar og proces.pdf Gennemførsel af Defusing En defusing kan gennemføres af AMK-læge eller VL112, når det afholdes lokalt, alt efter tidspunktet for den udløsende hændelse og foregår enten på Vagtcentralen, et hospital eller anden egnet lokation. De implicerede medarbejdere er ude af drift under defusing. Defusingen kan foregå efter modellen i ”Actioncard for Defusing”, jf. Bilag 1 Defusing AC.pdf. VL112 orienterer ambulanceleverandørernes Driftsleder eller Overvagtmester (OVM) og logfører i C3, at der har været gennemført defusing, se venligst Bilag 2 Flowchart for defusing - ansvar og proces.pdf Identifikation af hændelse, der kræver debriefing En hændelse der kræver debriefing, kan enten identificeres af AMK-lægen, VL112, de involverede præhospitale enheder, af SFV, af dispatcher eller blive tilbudt fra et hospital eller politiet. Enhedsledelsen i Vagtcentralen skal orienteres om hændelsen via mail og vil beslutte, om der skal gennemføres egen debriefing eller deltagelse i debriefing gennemført af andre. Gennemførsel af Debriefing En debriefing skal arrangeres enten ved udsendelse af invitation til gennemførsel i regi af Akutberedskabet eller ved udsendelse af invitation fra afholdende instans, f.eks. en hospitalsafdeling eller politiet. Dette koordineres af enhedsledelse i Vagtcentralen og A & K, som udpeger koordinerende leder. Følg proces beskrevet i flowchart for debriefing, jf. Bilag 3 Flowchart for debriefing - ansvar og proces.pdf Ansvar og organisering Afdelingsledelsen for 1-1-2 Vagtcentralen har ansvar for indhold og implementering af vejledningen. Cheflægen for Ambulancetjenesten i Akutberedskabet er ansvarlig for udbredelse af og sikring af kendskab til instruksen i ambulanceberedskabet. Ambulanceleverandørerne er ansvarlige for den lokale implementering hos ambulancepersonalet. Afsnitsledere i 1-1-2 Vagtcentralen og Ambulancetjenesten er ansvarlige for udbredelse af og sikring af kendskab til instruksen blandt personalet, der varetager tjeneste ved 1-1-2 Vagtcentralen, akutlægebiler og øvrige specialkøretøjer. Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil Arbejdstilsynet - At-intern instruks IN-4-4. - at.dk/om-os/interne-retningslinjer/at-interne-instrukser/psykisk-arbejdsmiljoe/in-4-4/ Bilag Bilag 1 Defusing AC.pdf Bilag 2 Flowchart for defusing - ansvar og proces.pdf Bilag 3 Flowchart for debriefing - ansvar og proces.pdf Bilag 4 Psykisk førstehjælp - Pixi-guide.pdf Bilag 5 ActionCard Psykisk førstehjælp.pdf