Akut visitation af patienter indbragt med ambulance Målgrupper og anvendelsesområde Definitioner Fremgangsmåde Ansvar og organisering Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil Akkrediteringsstandarder Bilag Formål Formålet med denne instruks er at fastlægge visitationskriterierne for akutte, somatiske patienter, der indbringes med ambulance, typiske efter 1-1-2 opkald. Målgrupper og anvendelsesområde Alt præhospitalt sundhedsfagligt personale med funktion på ambulancer, akutlægebiler og specialkøretøjer i Region Hovedstaden. Anvendes ved præhospital indsats og patientbehandling i henhold til egen kompetenceprofil og specifikke medicin- og behandlingsinstrukser. Ambulanceassistenter skal være bekendt med indholdet i denne VIP. Alt personale med funktion ved 1-1-2 AMK-Vagtcentralen i Region Hovedstaden. Hospitalerne i Region Hovedstaden. Definitioner Præhospitalt sundhedsfagligt personale: Præhospitale akutlæger, anæstesisygeplejersker, paramedicinere, ambulancebehandlere og lægeassistenter, der varetager præhospital tjeneste for Region Hovedstaden. Lægeassistent: Ambulancebehandler eller paramediciner med særlig kompetence som assistent for præhospital akutlæge. Akuthospitaler: Bispebjerg Hospital, Herlev Hospital, Hillerød Hospital, Hvidovre Hospital og Rigshospitalet samt Bornholms Hospital. Øvrige hospitaler: Frederikssund Hospital, Frederiksberg Hospital, Amager Hospital og specialhospitalerne Gentofte Hospital og Glostrup Hospital. Specialhospitalerne modtager akutte patienter i henhold til hospitalernes specialkapacitet på hhv. hjerteområdet (Gentofte Hospital) og neurologi der ikke skal tromboliseres (Glostrup Hospital). De øvrige hospitaler har ikke akut kirurgi eller anæstesi- og intensivt døgnberedskab. Fremgangsmåde Generelt Akutte patienter indbragt med ambulancetjenesten er oftest diagnostisk uafklarede. Nedenstående retningslinjer er derfor udarbejdet for at sikre bedst mulig visitation af akutte uafklarede patienter. Generelt gælder, at patienter skal køres til et akuthospital, hvis de opfylder et af nedenstående visitationskriterier, eller hvis det er nødvendigt med udrykningskørsel til hospitalet. Visitationskriterier til akuthospital Generelt gælder, at følgende patienter altid skal køres til et akuthospital: - Kirurgi: Patienter, hvor der kan være behov for en kirurgisk vurdering eller behandling. - Intensiv: Patienter, hvor der kan være behov for vurdering og behandling ved anæstesilæge og indlæggelse på intensiv afdeling. - Akutte patienter, hvor blot ét af følgende kriterier er opfyldt (”De tre 8-taller”): - Bevidstløs (Glasgow Coma Scale - GCS- mindre eller lig med 8). - Iltmætning mindre end 80 %. - Systolisk blodtryk mindre end 80 mmHg. Visitation af akutte patienter til Gentofte og Glostrup Hospitaler - Gentofte og Glostrup Hospitaler har ikke en akutmodtagelse, men begge hospitaler har specialfunktioner og en døgnbemandet intensivafdeling. Der er på denne baggrund indgået en særaftale om visse specialfunktioner med Gentofte og Glostrup Hospitaler: I mange tilfælde vil patienten være tilset og visiteret af en akutlæge præhospitalt, men det er ikke en forudsætning. - Gentofte Hospital modtager akutte kardiologiske patienter, der indbringes med prioritet A og B (dog med undtagelse af STEMI-patienter, der visiteres til akut PCI på Rigshospitalet). - Glostrup Hospital modtager akutte neurologiske patienter, der indbringes med prioritet A og B. - Under den forudsætning at anæstesiafdelingen er til stede ved modtagelsen med henblik på akut behandling og visitation, kan nedenstående patientgrupper modtages: - Kritisk syge patienter med formodet medicinsk sygdom uden samtidige kirurgiske problemstillinger, uanset om de indbringes med kørsel A eller B. - Patienter med formodet medicinsk sygdom med behov for observation eller behandling på en intensivafdeling, uanset om de indbringes med kørsel A eller B. Melding af kørsel prioritet A patienter til Gentofte og Glostrup Hospitaler - Patienten meldes på sædvanlig vis til akutklinikkens meldetelefon ud fra ISBAR-principperne. Der tilføjes meldingen ”Akutkald - Anæstesi skal være til stede”. Akutklinikkens personale tilkalder vagthavende anæstesilæge, således at vedkommende er til stede ved patientens ankomst. Ved alle andre akutte ambulanceindbragte patienter gælder samme regler for Gentofte Hospital og Glostrup Hospital, som for de øvrigeakutklinikker på hospitalerne. Primær visitation af akutte medicinske patienter Øvrige medicinske patienter modtages på de øvrige hospitaler. Visitationskriterier af gravide med akut opstået sygdom Visiteres uanset graviditetsuge derhen, hvor de hører til graviditetsmæssigt. Visitationskriterier af obstetriske patienter til specialiserede funktioner Rigshospitalet: - højtspecialiserede fødsler - truende ekstremt tidlig fødsel (tidligere end 28 uger og senere end 22+0 uger) - hjertesyge, diabetes, immuniserede, transplanterede, autoimmun trombocytopeni, svære neurologiske sygdomme, paratetraplegi - alvorlig sygdom hos fostret, mangefoldsgraviditeter, monoamniotiske graviditeter Hvidovre Hospital: - HIV - gastric bypass-opererede Herlev Hospital: - gravide med hæmoglobinopatier (genetiske defekter medførende abnorm hæmoglobinmolekylestruktur, f.eks seglcelleanæmi og thalassæmi). Melding om destination, kørselsform og tvivlstilfælde Alle ambulancer meddeler 1-1-2 AMK-Vagtcentralen, hvilket hospital der køres til og kørselsform (med eller uden udrykning). Hvis der køres med udrykning til et ikke akut- eller specialhospital skal dette korrigeres af 1-1-2 AMK-Vagtcentralen, og ambulancen vil blive bedt om i stedet at køre til nærmeste relevante akuthospital, og vil blive forespurgt om de har behov for akutlægeassistance. Hvis en ambulanceopgave er bestilt som A-kørsel med et modtagehospital, er det ambulancepersonalets opgave at vurdere hvilken kørselsform det er relevant at indbringe patienten til hospitalet med, medmindre det specifikt fremgår at patienten skal indbringes kørsel A Meldingen om modtagehospital og kørselsform vil gå til en dispatcher på 1-1-2 AMK-Vagtcentralen. Hvis der er behov for yderligere drøftelse, eller der er faglige tvivlsspørgsmål, konfereres med AMK-lægen på ###TELEFON###. Ansvar og organisering Ambulanceansvarlig overlæge i Akutberedskabet er ansvarlig for udbredelse af og sikring af kendskab til instruksen i ambulanceberedskabet. Ambulanceleverandørerne er ansvarlige for den lokale implementering hos ambulancepersonalet. Sektionsledere ved 1-1-2 Præhospital Akutmedicin er ansvarlig for udbredelse af og sikring af kendskab til instruksen blandt personalet, der varetager tjeneste ved akutlægebiler og øvrige specialkøretøjer, samt blandt personale ved 1-1-2 AMK-Vagtcentralen. Præhospitalt sundhedsfagligt personale, der varetager præhospital tjeneste for Region Hovedstaden har et selvstændigt ansvar for at sætte sig ind i nærværende vejledning og overholde den i det daglige virke. Personale ved 1-1-2 AMK-Vagtcentralen i Region Hovedstaden har ansvar for at sætte sig ind i nærværende vejledning og overholde den i daglig virke. Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil Sundhedslovens § 208 om specialeplanlægning Bilag Ingen