Patientforberedelse til PET/CT scanning

Formål
Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Bilag
 

Formål

At sikre korrekt forberedelse af patienten til PET/CT scanning.

Tilbage til top

Målgrupper og anvendelsesområde

Læger og sygeplejersker på Intensiv afdeling, BFH, som skal forberede patienten til en PET/CT scanning. 

Tilbage til top

Definitioner

PET: Positron Emisions Tomografi, der indgives et radioaktivt sporstof og efterfølgende dannes der 3D billeder af fordelingen i kroppen.

CT: Computed Tomografi, 3D billeder dannet ved hjælp af røntgenstråling.

18F-fluor-deoxyglucose (18F-FDG): Radioaktivt sporstof der ligner glukose, fremstilles på cyklotron. Har en halveringstid på knap 2 timer, hvilket stiller store krav til timing af undersøgelse af patienter.

 

PET/CT scanningen udføres som én samlet scanning, og foretages på Klinisk Fysiologisk/Nuklearmedicinsk afdeling, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Tilbage til top

Fremgangsmåde

Baggrund

For information om rekvirering, indikation og kontraindikation, se venligst VIP, Rekvirentvejledning til 18F-FDG PET/CT-undersøgelse

Særligt for rekvisition for intensivpatienter gælder, at der i bemærkninger i Best./Ord. bestillingen, noteres om patienten er i respirator. Efterfølgende skal afdelingen efterfølgende kontaktes for koordinering af tid til skanningen.

Kontakt venligst overbioanalytiker ###NAVN###: ###TELEFON### eller assisterende overbioanalytiker ###NAVN###: ###TELEFON###.

 

PET:

Der gives en injektion af 18F-FDG mens patienten er i hvile. Det radioaktive sporstof fordeles i kroppen med blodet og optages i cellerne sammen med almindeligt glukose.

I kroppens celler bliver almindeligt glukose nedbrudt og indgår i energistofskiftet. 18F-FDG kan ikke nedbrydes og bliver derfor fanget i cellerne, hvorfor det kan bruges som et udtryk for energiomsætning. Ca. 1 time efter injektionen udføres PET-scanningen. Mange, men ikke alle, maligne tumorer og metastatiske processer har ofte en høj energiomsætning, og der ses derfor høj 18F-FDG optagelse. Øget 18F-FDG optagelse ses også ved inflammatoriske og/eller infektiøse processer.

CT:

Umiddelbart inden PET-scanningen udføres en CT-scanning, idet denne indeholder nødvendige informationer for optimal efterbehandling af PET-optagelsen. CT-scanningen kan udføres som enten lavdosis CT eller som diagnostisk CT, ideelt med i.v. kontrast, hvis dette er indiceret.

 

Generelt om scanningen

  • Indgift af det radioaktive stof foregår på ITA. Stuegangsgående læge kontakter Klinisk Fysiologisk/Nuklearmedicinsk afdeling og aftaler tidspunkt for indgift.
  • Stoffet injiceres gennem et grønt PVK af et personale fra Klinisk Fysiologisk/Nuklearmedicinsk afdeling.
  • Patienten skal efterfølgende forholde sig i ro indtil scanningen foretages.
  • Omkring 1 time efter injektionen udføres PET/CT scanningen.
  • Selve skanningen tager mellem 30-45 min, hvorfor patienten skal kunne ligge stille, på ryggen, så længe.

 

Forberedelse af patienten

Gældende for ALLE patienter:

  • Det er vigtigt at patienten har været FASTENDE i 4 timer inden scanningen.
  • Patienten må IKKE indtage glukose (hverken pr. os eller iv). Vær derfor opmærksom på evt. infusioner opblandet i glukose!
  • Patienten må IKKE dialyseres i 4 timer før scanningen, idet dialysatvæsken indeholder glukose.
  • Patienten må kun indtage postevand.
     
  • Patienten placeres på et scannerstykke/liggesejl.
  • Der anlægges et grønt PVK til indgift af det radioaktive stof.
  • Ved alle pågående infusioner, skal der påsættes to forlængerslanger. Dette for at kunne nå igennem scanneren.
  • Det er ikke nødvendigt at forlænge respiratorslangerne på transport-respiratoren.
  • Vi skal selv medbringe forlængere til iltudtag i væggen, så transportrespiratoren kan kobles til ilt og atmosfærisk i væggen i scanningsrummet. Vigtigt, da scanningen tager 45 min! Forlængerslangerne ligger i hylden over transportrespiratoren, depot A, skab 9.
     
  • Har patienten ikke et urinkateter, skal patienten lade vandet umiddelbart inden scanningen.
  • Kateterposen skal tømmes inden patienten kører til scanningen.
  • Blodglukose måles umiddelbart inden patienten kører til scanningen.
  • Der skal foreligge blodprøvesvar på P-kreatinin samt eGFR (max. 48 timer gamle).
     

 Patienter MED diabetes:

Se ovenfor. Det der er gældende for ALLE patienter, er også gældende for patienter med diabetes!

  1. Patienter i insulinbehandling (uanset tablet behandling)
     
  • Det er vigtigt at patienten har været FASTENDE i 4 timer inden scanningen.
  • Patienten må IKKE indtage glukose (hverken pr. os eller iv). Vær derfor opmærksom på evt. infusioner opblandet i glukose! 
  • Der må gerne gives s.c. eller i.v insulin som vanligt/hvis nødvendigt, dog senest 4 timer før der gives radioaktivt stof.
  • Tabletter mod diabetes indtages som vanlig. Dog skal Metformin pauseres i 48 timer inden skanningen.

 

Graviditet

  • Ud fra et forsigtighedsprincip anbefales det, at gravide ansatte undgår kontakt med patienten i op til 4 timer fra injektionstidspunktet.

Tilbage til top

Ansvar og organisering

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

Bilag