Anastomoselækage

ANASTOMOSELÆKAGE

 

Formål

At vejlede afdelingens læger og sygeplejersker om mistanke om, diagnostik af og behandling af anastomoselækage

 

Definition

Anastomoselækage er den tilstand, hvor sammensyningen mellem to hulorganer (typisk to tarmender)  ikke holder. Den kan være delvis eller komplet og den kan være asymptomatisk eller klinisk erkendelig.

 

Generelt

Anastomoselækager kan ses efter alle typer anlagte anastomoser. Risikoen er højst for anasto­moser, der involverer oesophagus eller rectum. Frekvensen af anastomoselækage er i afdeling K mellem 1 og 15%. Årsagen til anastomoselækage er formentlig dårlig vaskularisering og skyldes næppe rent mekaniske forhold på baggrund af passerende tarmindhold. Stræk på den anlagte anastomose og ikke mindst på karforsyningen til området er formentlig den hyppigst udløsende faktor. Det er aldrig påvist, at intraluminale og ekstraluminale dræn er forebyggende mod anastomoseinsufficiens. En enkelt undersøgelse har vist at aflastende ileostomii i nogen grad kan beskytte mod kolorektal anastomoselækage og aflastende stomi kan muligvis formindske konsekvensen af en eventuel lækage Generelt erkendes anastomoseinsufficiens oftest flere dage senere, end den er opstået.. Ved lav anterior resektion stiger risikoen for lækage, jo lavere anastomosen er anlagt. Derfor vil der oftest anlægges aflastende stomi jo lavere anastomoserne er. I afdeling K anvendes pt transversostomi som rutine.

 

Mistanke om anastomoseinsufficiens skal man få hos patienter, der ikke har et umiddelbart ukompliceret postoperativt forløb, eller patienter, hvor tarmfunktionen går i stå efter at have været i gang, feber af ukendt årsag,pludselig opståede smerter eller øget analgetikabehov. Ved rektumanastomoser: afgang af rigeligt, blodigt sekret per rectum. Ved CRP på > 200 på 3 dagen postoperativr.

 

Undersøgelsesplan

Ved mistanke om lækage af lav rektumanastomose skal der laves rektoskopi og eksploration på operationsgangen, helst ved operatøren. Lækage verificeres ved indhældning med vandig kontrast eller rektalt. Ved helt lave anastomoser skal der være kirurg til stede ved undersøgelsen for at undgå at ”tulipanen” (røntgenkontrastindførerøret) laver yderligere skade på anastomosen. Ved mistanke om lækage af en tyndtamsanastomose kan der gives vandigt kontrast på os

 

Klinisk strategi

Er afhængig af, hvor anastomoseinsufficiensen sidder. Ved anastomoselækage på tyndtarmen tidlig reoperation indiceret. Ved gentagen anastomoselækage skal man ikke anlægge fornyet anastomose, men anlægge ileostomi (eventuelt flere). Ved anastomoser mellem tyndtarm og colon skal der laves reresektion med blindlukning af distale colon og ileostomi. Ved intraperitoneale kolokoliske anastomoser laves reresektion, kolostomi og blindlukning af det anale ben (Hartmann’s procedure).

 

Specielt omkring lav rektum-/koloanal-anastomose

Ved upåvirket, afebril patient med afføring og pus per rectum sent i det postoperative forløb er skylning i rectum tilstrækkeligt.

 

Ved upåvirket, afebril patient med fækal fistel i dræn eller pus per rectum: Ved stor defekt skal der laves transversostomi, ved lille defekt behandles med antibiotika og skylning som ovenfor. Efter anlæggelse af tranversostomi, skal man huske at få det anale ben skyllet tom for fækalier.

 

Helingen af den pararektale kavitet kan eventuelt fremmes ved anvendelse af Vacuum-drænage

 

Septisk/peritoneal patient: Anastomosen tages ned, og der laves en Hartmann’s procedure.