Tandlægeunits - kvalitetskontrol Formål Baggrund Målgrupper og anvendelsesområde Definitioner - Begreber og forkortelser Fremgangsmåde - Rengøring og vedligehold af tandlægeunits - Rengøring mellem hver patient - Ugentlig desinfektion af tandlægeunits - Halvårlig desinfektion af tandlægeunits - Mikrobiologisk kontrol - Prøvetagning - Besvarelse af analyseresultater Ansvar og organisering Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil Akkrediteringsstandarder Bilag Formål At udføre stikprøvekontrol af tandlægeapparatur med henblik på, at der ikke sker en ukontrollabel opvækst i apparaturet, der kan medføre infektion hos de patienter, som apparaturet benyttes til. Baggrund Vandglasset, boremaskinerne (mikromotor, airrotor) og trefunktionssprøjten på tandlægeunits har alle vandtilførsel fra den almindelige vandforsyning gennem tynde plastslanger. Dette indebærer en risiko for, at der dannes biofilm i slangerne og dermed en opformering af vandbakterier. Ved brug af instrumenterne kan vandtilførslen aktiveres, hvorved der sprøjtes aerosoler ind i patientens mundhule. Her kan bakterierne kolonisere luftvejene og i værste fald føre til lungebetændelse. De almindeligste mikroorganismer i vandforsyningen er Pseudomonas-lignende, Legionella spp., Acinetobacter spp., Stenotrophomonas maltophilia, der alle kan opformeres i biofilm. Det er derfor vigtigt, at slangesystemerne i tandlægeunits regelmæssigt rengøres og desinficeres samt, at der foreligger et kvalitetskontrolprogram til at sikre, at desinfektionen er effektiv. Målgrupper og anvendelsesområde Rigshospitalets Afdeling for Kæbekirurgi. Definitioner Begreber og forkortelser Tandlægeunit: Patientstol med tilhørende vandglas og tandlægeinstrumenter. Mikromotor: Konventionelt langsomtkørende bor. Airrotor: Hurtigtkørende bor med vandkøling. Trefunktionssprøjte: Trykluftsblæsepistol. Totalkimtal er det samlede antal levedygtige bakterier, der kan dyrkes (angives som kim pr. liter). Legionella-kimtal er det antal Legionella-bakterier, der dyrkes fra prøven (angives som Legionella pr. liter”). IHL: Infektionshygiejnisk Laboratorium, Afdeling for Klinisk Mikrobiologi, Rigshospitalet IHE: Infektionshygiejnisk Enhed, Afdeling for Klinisk Mikrobiologi, Rigshospitalet Fremgangsmåde Rengøring og vedligehold af tandlægeunits Der skal være individuelle vejledninger til hver enkelt type tandlægeunit ud fra fabrikantens anvisninger. Hver tandlægeunit skal beskrives detaljeret på en billedanvisning. Rengøring mellem hver patient Tandlægeunits rengøres udvendigt. Der anvendes almindelige rengøringsmidler efter vejledning, godkendt af Infektionshygiejnisk Enhed (IHE). Der føres logbog for disse procedurer. Ugentlig desinfektion af tandlægeunits Tandlægeunits har et indbygget desinfektionssystem - baseret på enten varme eller brintoverilte. Tandlægeunits desinficeres, som minimum, en gang om ugen i henhold til fabrikantens anvisninger. Det anbefales også, at tandlægeunits, der har stået ubrugt over flere dage desinficeres inden brug. Der føres logbog for disse procedurer. Halvårlig desinfektion af tandlægeunits Det anbefales, at alle tandlægeunits desinficeres med dialox®, som er et kombinationsdesinfektionsmiddel, der også benyttes til desinfektion af dialyseapparater. Desinfektionen bør foregå to gange årligt – efter sommerferien (august) og juleferien (januar) og foretages i henhold til fabrikantens anvisninger. Denne desinfektion anbefales foretaget på disse tidspunkter, dels fordi tandlægeunits har stået ubrugt i længere tid og dels fordi mikroorganismerne kan blive resistente overfor brintoverilte. Der føres logbog for disse procedurer. Mikrobiologisk kontrol Den mikrobiologiske vandkvalitetskontrol udføres to gange årligt. Prøvetagning Der udtages 125 ml vand fra følgende steder på hver tandlægeunit: - Vandglas - Mikromotor - Airrotor - Trefunktionssprøjte Prøverne analyseres for - Totalt kimtal (evt. patogene bakterier noteres). - Legionella-kimtal. Prøverne analyseres ikke for mykobakterier. Besvarelse af analyseresultater Infektionshygiejnisk Laboratorium udsender resultatet af analyserne som brev til afdelingen. ###TABEL_1### Hvis totalkim eller Legionella kim er for høje i forhold til grænseværdierne skal Afdeling for Kæbekirurgi kontakte firma for rens af unit. Efter service kontakter Afdeling for Kæbekirurgi Infektionshygiejnisk Laboratorium for aftale om nye prøver. Ansvar og organisering IHE er ansvarlig for opdatering og vedligeholdelse af vejledningen. IHL er ansvarlig for prøvetagning, analyse og udsendelse af analysesvar. Afdeling for Kæbekirurgi er ansvarlig for implementering og gennemførelse af procedurer og kontakt til firma for rens af unit samt kontakt til Infektionshygiejnisk Laboratorium for aftale om nye prøver efter rens af unit. Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil NIR Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer for Tandklinikker Bilag Intet.