GLO - Personalepolitik vedrørende gravide medarbejdere på operationsgangen Formål Målgrupper og anvendelsesområde Definitioner Fremgangsmåde Ansvar og organisering Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil Bilag Formål og mål Afdelingens hensigt er at sikre arbejdsmiljøet, så de gravide medarbejdere kan blive i afdelingen længst muligt ved at forebygge arbejdsrelaterede graviditetsgener og komplikationer. Derudover skal politikken sikre de gravide medarbejderes trivsel og tryghed, så de kan fungere bedst muligt på arbejdspladsen. Mål Målet med afdelingens politik er, at afdelingssygeplejersken og den gravide har en løbende dialog for at kunne tilgodese den gravide medarbejders behov. Afdelingsledelsen og medarbejderne udvikler, viderebringer og anvender viden og erfaringer med hensyn til arbejdsmiljøet, således at operationsafsnittet kontinuerligt kan tilbyde de bedst mulige arbejdsbetingelser for de gravide medarbejdere. Målgrupper og anvendelsesområde Ansatte på Afdeling for Rygkirurgi, Led- og Bindevævssygdomme's operationsgang Definitioner Fremgangsmåde Forholdsregler ved brug af røntgen - Gravide arbejdstagere må – når arbejdsgiveren er oplyst om graviditeten – ikke udsættes for en belastning på mere end 1 mSv pr. år (AT-vejledning A.1.8). - Alle ansatte i afdelingen skal være informeret om betydningen af ovenstående og derfor tidligt kunne informere arbejdsgiveren om graviditet - Den gravide medarbejder skal bære et persondosimeter foran på kroppen omkring bæltehøjde i hele graviditetsperioden. Måleperioden er 1 måned. (Statens Institut for Strålehygiejne) - Det anbefales, at den gravide medarbejder ved brug af røntgen både anvender røntgenforklæde og står bag røntgenskærm. (Regionens stråleansvarlige fysiker) - Da det er vigtigt at begrænse mængden af røntgenstråling til det minimale, betyder det: - At den gravide medarbejder ved operationen ’instrumenteret dese’ kun assisterer som usteril hjælper - At den gravide medarbejder ikke deltager ved operationer hvor O-arm anvendes - At den gravide medarbejder ved operationen Vertebroplastik skal forlade operationsstuen under selve cementblandingen. Forholdsregler i forbindelse med vagter Antal og type af vagter tilpasses efter den gravide medarbejders fysiske formåen i samarbejde med afsnittets forskellige krav. Den gravide medarbejder kan tages ud af vagtordningen efter aftale, (lønnen i orloven beregnes efter et 3 måneders gennemsnit) Forholdsregler i forbindelse med brug af anæstesi på operationsstuen Der anvendes på afdelingen anæstesigasser af typen Desfluran/Suprane til bedøvelse af patienter ved rygoperationer. I sjældne tilfælde anvendes Sevoflurane/Sevorane. Arbejdspladsbrugsanvisningen fra Alfa-Omega databasen angiver, at der hersker usikkerhed om hvorvidt Desfluran/Suprane påvirker evnen til at få sunde børn. Sevoflurane/Sevorane er klassificeret for sine mulige skadevirkninger på barnet under graviditeten. Anæstesigasserne er ikke kendt for at have kræftfremkaldende egenskaber, men kan give effekter som irritation af luftvejene samt svimmel- og døsighed (kemikonsulent ###NAVN###, Driftafdelingen). Under operationen anvendes anæstesigasserne i lukkede systemer, og udgør derfor ikke nogen risiko for gravide medarbejdere. Der eneste risiko for udslip er når patienten er ekstuberet og ånder anæstesigasser ud i rummet (AT-vejledning A. 1.8). Udslip af anæstesigasser til rummet kan desuden ske, hvis påfyldningsflasken vælter eller går i stykker. Hvis hele indholdet af påfyldningsflasken med Desfluran/Suprane slipper ud i rummet på én gang, vil koncentrationen i rummet nå en værdi på 400 gange en maksimal eksponeringsgrænse på 2 ppm for anæstesigasser (NIOSH). Beregningen er udarbejdet af kemikonsulent ###NAVN###, Driftsafdelingen). Da der hersker usikkerhed om Suprane/Desflurans eventuelle skadelige virkninger på fostre, skal der forinden gravide medarbejdere deltager i aktiviteter på operationsstuen drages omsorg for, at systemerne med anæstesigassen er tætte og at udsugningen fungerer optimalt. Der skal desuden drages omsorg for, at udslip fra påfyldningsflasken ikke forekommer. Samme forholdsregler gælder for anvendelsen af Sevoflurane/Sevorane. Personalet på operationsstuen skal derfor kontrollere: - at udsugningsstikket er sat op i søjlen og at den røde knap er tændt. Er stikket faldet ud, skal gravide medarbejdere forlade rummet. - at udsugningen virker ved at se at den grønne kugle er i toppen af røret ”Flow- up”- sidder bag på siden af anæstesiapparatet. - at påfyldningsflasken er lukket tæt til og står sikkert nede på anæstesibordet - at der er slukket for flow og anæstesigas når patienten kobles fra ved vending fra seng til bugleje. Den gravide medarbejder kan eventuelt forlade operationsstuen medens vending foregår. - Gravide medarbejdere skal ikke være på stuen, når patienten ekstuberes. Forholdsregler ved håndtering af tunge byrder, stående og siddende arbejde - Den gravide medarbejder skal være opmærksom på ikke gentagne gange at løfte byrder over 12 kg. Fra begyndelsen af 6-7 graviditetsmåned må byrderne ikke veje over 6 kg. Byrder under 4-5 kg. anses ikke for skadeligt for fosteret (AT-vejledning A.1.8). - Fra begyndelsen af 6-7 graviditetsmåned bør den gravide ikke deltage i manuelle personforflytninger. - Anvende forflytningsteknikteknik. - Fra ca. 5. graviditetsmåned skal den gravide ikke flytte eller skubbe tungt apparatur, lejer eller vogne alene(AT-vejledning A.1.8). - Fra begyndelsen af 4. graviditetsmåned skal arbejdet tilrettelægges så der er en vekslen mellem stående, gående og siddende arbejde (At-vejledning A.1.8). Arbejdspladsvurdering (APV) For at sikre et godt arbejdsmiljø for den gravide anvendes anbefalingerne i AT vejledningen om arbejdsstedets indretning: A 1.8 om gravide og ammendes arbejdsmiljø. Ansvar og organisering Det er såvel ledelsens som medarbejdernes ansvar at holde sig opdateret omkring forholdsregler for gravide medarbejdere ansat på operationsgangen i Afdeling for Rygkirurgi, Led- og Bindevævssygdomme. Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil Sundhedstryrelsen anbefalinger vedrørende strålehygiejne AT vejledning A 1.8: Arbejdstilsynets anbefalinger for gravide og ammende Bilag