PTC PTC Galdevejsdræn – indlagt ved PTC Plejeplan er vedhæftet nederst i dokumentet Formål Undersøgelsen udføres for at påvise forsnævringer eller tillukning af galdevejene. I forbindelse med undersøgelsen træffes der beslutning om eventuel behandling. Undersøgelsen foregår i fuld narkose på røngtenafdelingens Kardiovaskulær sektor. Forberedelse Patienten skal forberedes som til operation og følge fasteregler, beklædningsregler og have anæstesitilsyn. Patienten skal have antibiotika i henhold til antibiotikainstruks med til røngtenafdelingen. Der skal tages præoperative basisprøver inklusive levertal, koagulationstal og BAS- test. Undersøgelsens varighed Afhængig af undersøgelsens karakter vil undersøgelsen tage fra ca. 1-3 timer. Efter undersøgelsen kører patienten til opvågningsafsnit eller sengeafsnit afhængig af anæstesilægens vurdering og beslutning. Efter undersøgelsen Patienten skal være TL i 4 timer eller efter ordination og have målt blodtryk og puls. Patienten må kun få tyndt flydende i de første 4 timer. Dagen efter tages lever- galdetal og væsketal (Basis C). Herefter blodprøver efter ordination. Instruktion i pasning af galdevejsdræn indlagt ved PTC I forbindelse med percutan transhepatisk cholangiografi (PTC) afsluttes der ofte med anlæggelse af en drænage af galde-vejene. Der kan være extern eller intern/extern. Drænagen har til formål at tage trykket af galdevejene og hindre infektion i de uaflastede galdeveje. Ved anlæggelse af Wall- stent får patienten ikke PTC -dræn. Definitioner: Ved extern drænage er drænet ført fra huden gennem laterale bugvæg, leveren ind i galdevejene. Det er fikseret til huden med en sutur. Et eksternt PTC-dræn står åbent til pose, og skal fungere med galde (omkring 1 liter pr. døgn). Ved intern/extern drænage går drænet fra huden gennem laterale bugvæg og leveren ind i galdevejene og videre gennem galdevejsobstruktionen og papilla Vateri til duodenum. Det er fikseret til huden med en sutur. Drænet muliggør, at galden kan ledes fra de intrahepatiske galdegange gennem drænet (obstruktionen) og ned i tarmen. Dette gælder, når drænet er proppet til. Som dræn benyttes et kateter eller et sårdræn oftest 10F eller eventuelt et større. Drænet er forsynet med sidehuller, hvorigennem galden kan passere enten ud i pose på drænstedet eller gennem drænet til duodenum. Generelle infektionshygiejniske principper ved tilsyn og pasning af PTC-dræn: - Ved al håndtering af PTC-dræn anvendes ren procedure. Dvs. håndhygiejne udføres og medicinske engangshandsker iklædes altid ved tilsyn og pleje af dræn samt ved forbindingsskift. - Ved procedure, der kræver anbrud af drænagesystemet eller diverse membraner, skal der desinficeres med ethanol/klorhexidin 82% (serviet) i 5 sekunder. - Indstiksstedet observeres dagligt for infektionstegn, enten ved direkte inspektion eller ved palpation igennem den intakte forbinding. - Drænindhold inspiceres dagligt. - Forbindingen skiftes altid hver tredje dag. - Forbindingen skiftes før, hvis den ses uren, fugtig eller løs. - Ved forbindingsskift desinficeres huden ind til indstikssted med ethanol/klorhexidin 82% (serviet). - Omkring indstiksstedet kan huden evt. renses med sterilt saltvand. - Indstiksstedet dækkes med ny steril, tilsluttende forbinding (Drainfix). - Drænsystemet skal holdes lukket og må kun brydes ved dysfunktion, ved skift af drænpose eller ved ordineret afklemning af dræn. - Hele posesystemet inkl. PTC-connectere (M-connecter eller Luer-Lok) skiftes hver syvende dag. - Ved adskillelse af drænagesystemet skal samlingerne desinficeres med ethanol/klorhexidin 82% (serviet). - Ved prøver til analyser anvendes aseptisk non-touch teknik. Hvis muligt, skift gerne posen før prøvetagning. - Før prøvetagning desinficeres studsen på posen med ethanol/klorhexidin 82% (serviet). - Studsen på posen skal altid være foldet op i slidsen på posen og holdes, så vidt muligt, 30 cm. over gulvniveau. Aseptisk non-touch teknik: En arbejdsopgave, hvor der anvendes sterilt udstyr, men ikke nødvendigvis sterile handsker. De infektionsfølsomme områder bliver kun berørt med sterilt udstyr. Berører det sterile udstyr områder, der ikke var tiltænkt, så afbrydes proceduren, og nyt sterilt udstyr tages i anvendelse. Ekstern drænage: Observation Drænet er ført til pose, hvor galden opsamles. Når posen tømmes eller skiftes skal plejepersonalet være opmærksom på eventuel displacering af drænet, og hvis dette observeres, skal man straks advisere Kardiovaskulært afsnit (lokal 5-2029) med henblik på kontrol og eventuel genplacering til korrekt position. Pasning af ekstern drænage Der injiceres forsigtigt 20 ml saltvand, som straks aspireres og kasseres. Dette udføres en gang i døgnet. Vær opmærksom på, at patienten kan angive smerter, når der injiceres saltvand. Intern/extern drænage: Observation Ved anlæggelse af dræn ved PTC er drænet ført ud i en pose, hvor galden kan løbe ud. Drænet kan proppes med gul prop/hvid Luer Lok ved lægelig ordination. Hvis der ved observation af dræn ses displacering af drænet skal man straks advisere Kardiovaskulært afsnit (lokal 5-2029) med henblik på kontrol og eventuel genplacering til korrekt position. Pasning af intern/extern drænage: Drænet skal skylles 3 gange dagligt med 10 ml saltvand for at undgå tilstopning, hvorfor skylning skal foregå med en vis kraft. Der må ikke aspireres, da man derved suger tarmindhold ind i drænet. Straks efter hver skylning proppes drænet. Vær opmærksom på, at patienten kan angive smerte, når der injiceres saltvand. Ses dette ved hver skylning kan drænet være tilstoppet og bør skiftes i Kardiovaskulært afsnit. Ved skylning anvendes aseptisk non-touch teknik. Drænet skal skiftes hver 3. måned, da det langsomt ændrer elastiske egenskaber og bliver stift. Generelt foreslås det at henvende sig i Kardiovaskulært afsnit (5-2029), hvis der opstår problemer med et galdedræn. Fjernelse af PTC-dræn: Metode 1: Den lille luge på drænet åbnes (f.eks med en saks). Tråden, som står i spænd*, klippes over og drænet "retter sig ud". Vent nogle minutter før drænet trækkes ud (gerne 10 - 30 min). *Hvis ikke tråden står i spænd - fortsæt til metode 2. Bandager med en lille sugende forbinding over drænstedet, da der kan forekomme sivning efterfølgende. Metode 2: Sæt en sikkerhedsnål igennem drænet /pean på nær ved patientens hud. Klip drænet over mellem sikkerhedsnål/pean og den hvide boks. Vent nogle minutter mens drænet retter sig ud (10-30 min) og træk drænet ud. Bandager med en lille sugende forbinding over drænstedet, da der kan være lidt sivning efterfølgende. Se VIP: PTC – dræn skylning på indlagte patienter Se VIP: PTC - dræn hjemmeskyl - personalevejledning Se VIP: PTC - dræn hjemmeskyl - patientvejledning Se Vip: Antibiotikabehandling og profylakse PTC.Plejeplan. maj 2020.pdf PTC.Oversigt. maj 2020.pdf Referencer, lovgivning og faglig evidens Nationale infektionshygiejniske retningslinjer SST, Central Enhed for Infektionshygiejne: "Generelle forholdsregler i Sundhedssektoren, 2017" "Informationsmateriale om infektionshygiejniske forholdsregler ved brug af eksterne dræn, 2018" "Brug af interventionskathetre, 2016" "Præ- per- og postoperative område, 2020"