Obstipation - neonatal Formål Definition Disponerende faktorer Symptomer Forebyggelse og behandling Behandling med mixtur laktulose Behandling med lavement Kilder Formål: At obstipation observeres, forebygges og behandles. Når først et barn er obstiperet, kan en ond cirkel begynde. Det gør ondt at komme af med en stor hård portion afføring. Der kan opstå revner ved endetarmen som vil øge smerten yderligere og barnet vil begynde at holde afføringen tilbage for at undgå smerten. Hermed forbliver føden længere tid i colon, hvorfra mere væske vil diffundere tilbage til kroppen. det er altså vigtigt at forsøge at forebygge/bryde denne cirkel, så komplikationer og ubehag mindskes for barnet. Definition: Relativ fast afføring og en besværet afføringsproces. (Hejl M, ugeskrift for læger 1990 s.1820) Disponerende faktorer: 1) For tidlig fødsel (pga. umodnet tarmsystem og dermed nedsat peristaltik) 2) Børn der ernæres med modermælkserstatning (børn der ernæres med mm/aa/hpa vil sjældent blive obstiperet, da modermælken er sammensat således, at den passer til barnets fordøjelsessystem) 3) Børn der får proteintilskud som f. eks. enfamil tilsat mælken. 4) I få tilfælde kan obstipation være et symptom på en tarmlidelse. Her vil barnet som regel også have andre symptomer som for eksempel manglende vægtstigning og dårlig trivsel. Symptomer: Hård/knoldet, fast afføring. Barnet vil være besværet eller forpint og presser når det skal af med afføringen. Efter afføring lindres barnet og slapper af. Forebyggelse og behandling: 1) Observation af afføringsmønster (det er normalt at have afføring fra flere gange dagligt til en gang om ugen eller sjældnere. Det er derfor vigtigt at observere det enkelte barns afføringsmønster. kun hvis barnet er generet af lange intervaller imellem afføringen, skal der gives laktulose/lavement.) 2) Cykelbevægelser/massage af barnets mave giver bevægelse til mavemusklerne, som vil trykke på tarmene og dermed øge peristaltikken. Ved mavemassage starter man ved navlen og masserer ud af i cirkel bevægelser med uret rundt. Almindeligvis vil barnet slappe af ved massagen hvis barnet derimod virker forpint må man overveje om der kan være noget andet i vejen end obstipation. 3) Rectal stimulation. I forbindelse med temperaturmåling kan der f.eks. benyttes et rectal termometer. Pas på med at benytte vatpinde af træ. De kan give små revner i endetarmsåbningen som yderligere vil forværre obstipationen. 4) Ekstra væske i form af kogt vand kan gives til de større børn. Behandling med mixtur laktulose (667 mg/ml): Virkningsmekanisme: Ikke absorberbart syntetisk disakkarid, som øger mængden af osmotisk aktive stoffer i tarmen. Det omdannes af bakterier i tyktarmen under gæringsprocessen. Herved dannes kortkædede fedtsyrer som også øger peristaltikken. Indikationer: Obstipation, forebyggende behandling ved f.eks. modermælkserstatning/enfamil tilsætning. Anbefalet dosis: Opstart: ½ - 1 ml pr. kg/døgn x 2 Dosis øges herefter med dages mellemrum til der opnås effekt (lind afføring). Der er ingen max dosis, da laktulose ikke optages i kroppen. Ved behov for øgning i dosis kan det være en fordel at fordele mængden over døgnet dvs. give flere små doser (x 4-6) Bivirkninger: Meteorisme, flatulens, diarre. OBS! Rigelig væskeindtagelse er nødvendig pga. den osmotiske effekt. Laktulosen gives indtil barnets afføring er blevet normal, oftes 7-10 dage. Hvorefter man trapper ned igen over nogle uger. Nogle børn vil have behov for lactulosen gennem længere tid. Behandling med lavement: Indikationer: Meget imature til de er kommet af med meconium afføring. Ved obstipation til behandling med laktulose virker. Kontraindikationer: Børn i behandling for NEC Børn opereret i tarmene Børn med lav PP Utensiler til brug ved lavement: Handsker (ikke nødvendigt at de er sterile) blå sonde 2 stk. 20 ml sprøjter Min. 20 ml isotonisk NaCl Lille foliebakke med varmt vand fra hanen vaseline Fremgangsmåde: Den isotoniske NaCl lunes inden åbning i en lille foliebakke med lidt varmt vand. Herefter trækkes cirka 20 ml NaCl op i en sprøjte påsat en blå sonde. Barnet lejres på venstre side. Sondespidsen påføres lidt vaseline og føres forsigtigt op gennem endetarmen. Cirka 10-15 cm. afhængig af barnets størrelse. Der må ikke være modstand og det må ikke gøre ondt, barnet skal være roligt og afslappet. Når sonden ligger hvor den skal presses forsigtigt 2-5 ml NaCl ind i barnets tarm (mængden er afhængig af barnets størrelse). Sprøjten med NaCl udskiftes herefter til en ren tom sprøjte og der trækkes nu tilbage på sonden så saltvand og evt. afføring trækkes ud i denne sprøjte. Herefter skiftes tilbage til sprøjten med NaCl og proceduren forsætter til alle 20 ml er givet eller lavementet har haft effekt. Det er en god ide at lave lidt ben-gymnastik med barnet både under og efter lavementet. OBS! Tilsæt aldrig olie, da det irriterer tarmen. I særlige tilfælde kan der efter lægeordination tilsættes mucomyst som er slimopløsende. Behandling med Movicol Indikation: Obstipation Anbefalet dosis: 1-1,5 g/kg fordelt på 2 doser som initial dosis, ofte reduktion til halvdelen i vedligehold. Fremgangsmåde: Kan opløses i alt flydende, der ikke er tykkere end mælk/modermælkserstatning. 1 g movicol = 1,5 ml pulver opløses i 10 ml væske Bivirkninger: Mavesmerter, diarré Kilder: 1. Skiveren, Jette m.fl. Sygeplejersken nr. 14 : Myter og fakta om lactulose og magnesia (1998) 2. Sundhedsstyrelsen: Vellykket amning 2. udg. København 1995 3. Lægemiddelkataloget, 1998. København: Dansk lægemiddel information A/S. 4. Hejl, Mogens m.fl. Ugeskrift for læger/ Årg. 152, Nr. 25: Spædbarnsobstipation og allomin – laktulose 1990 5. Ellis, R. Mark m.fl. The journal of family practice/ August 2002. Vol. 51, No. 8: What is the best theraphy for constipation in infants? Telefonisk kontakt til andre neonatalafdelinger: Hillerød, Hvidovre, Glostrup, Roskilde, Odense, Skejby, Sønderborg, Lund. Læger: ###NAVN###, Susan Bode, ###NAVN### Databaser: Medline, Netdoktor, Neonatal.dk, Sygeplejersken.dk, Neonatalnetwork.com.