Zika-virus - Undersøgelse/kontrol af gravide med mulig eksposition Formål Målgrupper og anvendelsesområde Definitioner Fremgangsmåde Ansvar og organisering Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil Akkrediteringsstandarder Bilag Formål At vejlede personalet i Afdeling for Graviditet, Fødsel og Barsel i håndtering af gravide med mistanke om Zika virus. Målgrupper og anvendelsesområde Personalet i Afdeling for Graviditet, Fødsel og Barsel Definitioner/baggrund Zikavirus er en virussygdom, der i lighed med andre virussygdomme som denguefeber og chikungunya overføres ved stik af myggearten Aedes. Smitten overføres generelt ikke fra menneske til menneske. Der har dog været rapporteret enkelte tilfælde af seksuelt overført smitte. Symptomerne (feber af 4-7 dages varighed, evt. ledsaget af udslæt, muskel- og ledsmerter, hovedpine og øjenbetændelse) optræder typisk 3-14 dage efter eksposition. Der er ingen specifik behandling af infektionen, men den går over spontant efter 4-7 dage. I årene 2015-2017 var der en omfattende Zikavirus epidemi, som fik stor opmærksomhed, da zikavirus viste sig at kunne forårsage alvorlige fosterskader. Siden 2017 er udbruddet ophørt, men zikavirus forekommer fortsat endemisk i Afrika, Asien og i Syd- og Mellemamerika. Rejsende opfordres derfor til at beskytte sig mod myggestik. Fremgangsmåde Generelle anbefalinger: - Gravide anbefales at udskyde ikke-nødvendige rejser til områder med zikavirus. - Såfremt gravide alligevel har rejst i lande med zikavirusforekomst (https://www.ssi.dk/aktuelt/sygdomsudbrud/zikavirus) OG har/har haft symptomer på Zika virus infektion er der grundlag for at tilbyde yderligere undersøgelser. - Der er p.t. ikke grund til at undersøge gravide, der har rejst i andre lande end de anførte på SSI´s hjemmeside og gravide uden symptomer skal som udgangspunkt ikke testes. - Mænd, der kommer hjem fra områder med Zikavirus, og som har en partner, der er gravid, bør anvende kondom resten af graviditeten - Par, hvor manden kommer hjem fra områder med Zikavirus, og hvor hans kvindelige partner er i den fertile alder og ikke gravid, bør anvende prævention (af en hvilken som helst art) i 3 mdr. efter hjemkomst - Par, der rejser sammen til områder med Zikavirus, bør anvende prævention (af en hvilken som helst art) under opholdet og i 3 mdr. efter hjemkomst - Kvinder, der har rejst i områder med zikavirus,og som planlægger graviditet, bør vente to måneder efter hjemkomst med at blive gravide Udredning af gravide: Gravide, der har rejst i områder med forekomst af Zikavirus under deres graviditet OG som under rejsen eller mindre end to uger efter hjemkomst har haft symptomer forenelige med Zikavirus, skal vurderes hos egen læge eller evt. jordemoderkonsultation. Vurderingen bør indeholde svar på følgende spørgsmål: - Hvor har den gravide rejst? - Har den gravide rejst alene eller med sin partner? - Hvornår har den gravide rejst (periode)? - Har den gravide haft tegn på sygdom? Den gravide kan herefter henvises til infektionsmedicinsk afdeling mhp. blodprøvetagning. Blodprøver inkluderer både PCR (RNA us.) og serologi (IgM og IgG) for Zika-virus. Diagnosen kan stilles ved påvisning af Zika virus ved PCR (RNA) undersøgelse og/eller IgM positivitet OG IgG titerstigning i blodprøve. Resultaterne kan være vanskelige at tolke, bl.a. på grund af mulig krydsreaktion med andre vira (fx denguefeber) og det kan være nødvendigt at konferere med virolog på SSI (tlf. ###TELEFON###) Såfremt kvinden testes positiv for Zikavirusinfektion, henvises hun til Føtalmedicinsk læge på Afdeling for Graviditet, Fødsel og Barsel, afsnit 4002, som indkalder/kontakter pt. mhp. yderligere rådgivning og udredning. Udredning kan omfatte amniocentese mhp. PCR for Zikavirus i fostervand, ultralydskanning evt inklusiv neurosonografisk undersøgelse og/eller MR af fosterets hjerne og ved fund forenelige med føtal Zika-virus infektion at planlægge yderligere udredning og information/rådgivning. Kontakt til Afdeling for Graviditet, Fødsel og Barsel, Rigshospitalet: - Sekretariat Afdeling for Graviditet, Fødsel og Barsel, Center for Føtalmedicin og Graviditet, afsnit 4002, tlf. ###TELEFON###, akut føtalmedicnsk læge tlf. ###TELEFON### - Overlæge ###NAVN### Center for Føtalmedicin og Graviditet, afsnit 4002, tlf. ###TELEFON### mail: ###EMAIL### Gravide med zikavirus infektion kan føde naturligt, uanset transmission til fosteret. Moderen kan amme barnet, da risiko for smitte og skader er lav. Ansvar og organisering Overlæge ###NAVN### Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil - DFMS guideline zikavirus og graviditet 2020: https://www.dfms.dk/guidelines - Zika virus during pregnancy: From maternal exposure to congenital Zika virus syndrome. Pren Diagn 2019; 39: 420-430 - Link til European Center of Disease prevention and Controls (ECDC) webside om Zika: http://ecdc.europa.eu/en/healthtopics/zika_virus_infection/Pages/index.aspx - Link til USA's CDC interim guideline om Zika-infektion og graviditet: http://www.cdc.gov/zika/pregnancy/index.html - Link til SST's webside om Zika og graviditet: https://www.sst.dk/da/nyheder/2019/rejseanbefalinger-til-omraader-med-zikavirus-er-opdateret - Link til SSI’s webside om Zika: https://www.ssi.dk/aktuelt/sygdomsudbrud/zikavirus Akkrediteringsstandarder Bilag