Lumbal stenose, Postoperativ fysioterapi, Rigshospitalet - Glostrup Formål At sikre en ensartet fysioterapeutisk behandling til patienterne. Målgrupper og anvendelsesområde Fysioterapeuter ansat i Afdeling for Ergo- og Fysioterapi, som varetager vurdering og behandling af patienter opereret for lumbal stenose i Afdeling for Rygkirurgi, Led- og Bindevævssygdomme. Definitioner Klinisk vejledning: Systematisk udarbejdede anvisninger med angivelse af formål, der kan bruges af fagpersoner, når de skal træffe beslutning om passende sundhedsfaglige ydelser i specifikke situationer . ICF-nomenklatur: (International Classification of Function): ‘International klassifikation af funktionsevne, funktionsevnenedsættelse og helbredstilstand’ (1). Indikation: Begrundelse for påbegyndelse af fysioterapeutisk intervention Kropsfunktion: Fysiologiske og psykologiske funktioner Aktivitet: En persons udførelse af en opgave eller handling Deltagelse: En persons involvering i hverdagslivet i relation til helbredstilstand Omgivelsesmæssige faktorer: Fysiske, sociale og holdningsmæssige omgivelser, hvor mennesker bor og lever deres liv. Faktorerne ligger således uden for den enkelte person og kan have både positiv (fremmende) og negativ (hæmmende) indflydelse på funktionsevnen. Personlige faktorer: De personlige faktorer består af træk, egenskaber, kompetencer hos den enkelte borger (hvad man har med sig i rygsækken), som ikke er en del af helbred eller helbredsrelaterede tilstande. De personlige faktorer er væsentlige og betydningsfulde bl.a. for personens adfærd og mestringsevne. Disse faktorer kan også omhandle køn, etnisk baggrund, alder, vaner, livsstil m.m. Spinalstenose: Forsnævring af spinalkanalen og/eller de intervertebrale nerverodskanaler som regel forårsaget af aldersrelaterede degenerative forandringer i rygsøjlens knogler, ligamenter, facetled og diskusskiver. Fremgangsmåde Henvisningsprocedure og indikation for fysioterapi: Der er rammeordination for alle patienter opereret for lumbal spinalstenose (2). Fysioterapeutens rolle: Postoperativ vurdering og mobilisering. Inden for fysioterapi til patienter med rygdiagnoser arbejder vi ud fra et bio-psyko-socialt perspektiv, og skræddersyer tilgangen til den enkelte patient. Patienten involveres i den fysioterapeutiske behandlingsplan som tager udgangspunkt i patientens historie, bekymringer og ønsker. Dette skal understøtte patientens aktive deltagelse i det efterfølgende forløb (3,4). Der findes, til denne operationstype, på nuværende tidspunkt ikke nogen evidens for specifik fysioterapeutisk intervention i det umiddelbare postoperative forløb, mens patienten er indlagt. Derfor tilpasser fysioterapeuten sin intervention til patienten ud fra sine undersøgelsesfund og patientens præferencer. Fysioterapeuten vurderer behovet for evt. videre genoptræning i kommunalt regi. En oversigt over fysioterapifaglige områder som er mulige at observere, undersøge og evt. rette sin intervention imod er klassificeret ud fra ICF modellen og præsenteret i skemaet nedenfor (1). De nationale kliniske retningslinjer for behandling af lumbal spinal stenose fra 2017 finder, at der ikke er evidens for superviseret træning efter operation for spinal stenose, men kommer dog med en svag anbefaling om at overveje at tilbyde patienten superviseret træning. Dette gøres ud fra rationalet at fysisk aktivitet er gavnligt efter en operation og ikke har bivirkninger. Desuden nævnes det at patientens resurser bør indgå i vurderingen af graden af supervision, der evt. er behov for (5). ###TABEL_1### Ansvar og organisering Afdelingsterapeuten har det overordnede faglige ansvar. Den behandlende fysioterapeut er til enhver tid ansvarlig for, at behandlingen er i overensstemmelse med ovennævnte vejledning. Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil 1. International classification of functioning, disability and health: ICF, World Health Organization. 2001 2. Rekvireringsprocedure til fysio- og ergoterapi for Afdeling for Rygkirurgi, Led- og Bindevævssygdomme - GLO 3. Stissen D.B., Tegner H., Bendix T. et al. The experience of patients with fear-avoidance beliefs hospitalized for low back pain – aqualitative study. Disabil Rehabil 2015;20: 1-8 4. O’sllivan P., Lin I. Acute low back pain Beyond drug therapies. PainManagement Today. 2014;1(1):8-13 5. Nationale kliniske retningslinjer for behandling af lumbal spinalstenose, Sundhedsstyrelsen 2017 Bilag Patienthåndbog Operation for forsnævring i hvirvelkanalen / spinalkanalen (spinalstenose) Fysioterapi til rygpatienter med dropfod, Rigshospitalet - Glostrup GLO - Patientforløbsbeskrivelse for Lumbal Stenose