Morbus Ménière

Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Akkrediteringsstandarder
Bilag

Målgrupper og anvendelsesområde
Læger og sygeplejersker

Definitioner
Ménières sygdom er en af de hyppigere årsager til vertigo. Cirka 1 ud af 1000 rammes.

Fremgangsmåde
Patogenese: 
Mb. Ménière anses at være forårsaget af en øget mængde væske eller øget væsketryk i endolymferummet, hvilke er observeret på temporalbenspræparater. Hvordan dette hydrops kan forårsage symptomer, eller om den er en årsag eller følge af Ménière sygdom, er der ikke enighed om i litteraturen. Den førende hypotese er dog at et hydrops fører til cochleovestibulært funktionstab, hvilket i sin natur forårsager hørenedsættelse, tinnitus og nedsat funktion af det vestibulære apparat.
Generelt rammes patienten af pludselige attacker af triaden: vertigo, tinnitus og hørenedsættelse, hvilke er de karakteristika der kræves for at kunne stille diagnosen. Man mener attackerne kan skyldes at den membranøse labyrint, der omskeder endolymferummet, brister med følgende trykændring heri og lækage af ioner mellem peri- og endolymfe rummene.
Symptomer: 
Anfald kommer i varighed af ½ til nogle timer. Triaden af symptomer er
1. Vertigo som er rotatorisk af karakter, ofte kvalme med opkast
2. Høretab som er anfaldsvis med progressivt ofte med diplakusis, fyldningsfornemmelse (= fullness) i samme øre før og under anfaldene.
3. Tinnitus som er anfaldsvis og progressivt
Efterhånden aftager svimmelhedsanfaldene, da den vestibulære funktion forringes. Mellem anfaldene er symptomerne reversible, men som sygdommen skrider frem kommer der permanent sensorineuralt høretab og tinnitus. Bilateral affektion ses hos cirka 40 % og er hyppigst relateret til at patienten har haft sygdommen i lang tid.
Diagnose: 
Diagnosen stilles ved:
1. To eller flere anfald af vertigo af mindst 20 minutters varighed
2. Objektiv sensorineural hørenedsættelse i lavtone område
3. Tinnitus og træthedsfornemmelse i øret
4. Basale og udvidede otoneurologiske tests.
Differentialdiagnostik:
Et lignende sygdomsbillede ses ved migræne, som ikke giver hørenedsættelse, hvorfor disse patienter altid skal have et audiogram. Vestibulær schvanom kan give hørenedsættelse, men er oftest ikke fulgt at vertigoanfald.
Behandling:
Disse deles ind i 2 kategorier
1. Konservativ behandling, hvor man bevarer den cochleovestibulære funktion under samtidig forsøg på at korrigere for ætiologiske faktorer.
Medicinsk: Patient behandles patient med diuretika, kvalme- og vertigodæmpende medicin. Desuden underkastes patienten saltrestriktion.
Kirurgisk: Dræn/Meniet behandling. Shuntoperation, hvilke er et omdiskuteret område.
2. Destruktion af hele eller dele af det indre øre ved hhv. kirurgisk eller medicinsk behandling.
Kirurgisk: - Vestibulær neurektomi
&n bsp; - Labyrintektomi
Medicinsk: - Gentamycin installation i mellemøre

Ansvar og organisering

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

Akkrediteringsstandarder

Bilag