Brillevejledning til børn Da det oftest ikke er muligt at lave en subjektiv refraktionering på helt små børn og da børns akkommodation i de fleste tilfælde er meget udtalt, baseres briller til børn sig på autorefraktionsmålinger eller skiaskopi efter drypning med cyclogyl. Nedenstående er en vejledning til hvilke refraktionsanomalier der kan forstyrre synsudviklingen hvorfor man i de fleste tilfælde bør give barnet briller. Det vil dog altid baseres på et individuelt skøn, der tager højde for barnets øvrige tilstand og synsudvikling. Er man ikke rutineret i at udskrive briller bør man konferere med erfaren kollega. Så snart barnet kan medvirke til subjektiv refraktionering samt nærvisus bør dette indgå i vurderingen. Nedenstående retningslinjer er et kompromis mellem anbefalinger fra AAPOS og optikerforeningen, se nedenfor for referencer. Procedure Barnet dryppes i henhold til instruks på VIP: Børn, øjendrypning ved undersøgelse og behandling i Øjenklinikken Dråberne virker efter 30-45 minutter hvorefter refraktionen kan måles. Vær opmærksom på hvor godt dråberne har virket og om virkningen er ens i begge øjne. Autorefraktion før og efter dråber kan synliggøre evt. akkommodationsvanskeligheder, men er i sig selv ikke indikation for læsebrille/-tillæg. Se nedenfor afsnit om læsetillæg. Myopi (symmetrisk) Alder 0-1 år: -4 eller højere Alder 1-2 år: -3 eller højere Alder 2-3 år: -2 eller højere Alder over 3 år: -1 eller højere Brillestyrke: Giv fuld værdi Kommentar: Overvej om der er en tilgrundliggende årsag til myopien herunder glaukom. Vær opmærksom på om barnet er i fuld cycloplegi. Hypermetropi UDEN skelen Alder 0-1 år: +6 eller højere Alder 1-2 år: +5 eller højere Alder 2-3 år: +4 eller højere Alder over 3 år: +3 eller højere Brillestyrke: Reducer målingen i cycloplegi med 0,5 til -1sf. For høje værdier (> +7) overvej at give en startbrille med yderligere reduceret styrke fx med 2/3 af den fulde værdi. Styrken øges når barnet har vænnet sig til brillen. Kommentar: Ved sent opdaget bilateral udtalt hypermetropi kan der være element af bilateral amblyopi hvorfor visus ikke nødvendigvis forventet normaliseret efter 3 mdr. Hypermetropi MED skelen = Esotropi med akkommodativt element (for patienter med exotropi gælder regler som for patienter uden skelen, da man risikerer at forværre en exotropi ved fuld korrektion af hypermetropi) Alder 0-2 år: +2 eller højere Alder over 2 år: +1,5 eller højere Brillestyrke: Fuld korrektion eller evt. reducer med 0,5. Astigmatisme Alder 0-2 år: -3 eller højere Alder over 2 år: -2 eller højere Brillestyrke: Fuld styrke. Obs vær opmærksom på hvor pålidelige målingerne er. Kan gentagne målinger reproducere cylinder af samme størrelse og i samme akse? Passer K-målene med den målte styrke? Hvis upålidelige målinger da vil det ofte være bedre at give den sfæriske ækvivalent. Ligesom en manglende korrektion for astigmatisme kan medføre amblyopi kan en forkert korrigeret astigmatisme også medføre amblyopi. Anisometropi Der gives briller hvis forskellen mellem øjnene på autorefraktionen er større end 1,50. Brillestyrke: Ved myopi gives fuld styrke Ved hypermetropi reduceres som beskrevet under Hypermetropi afsnittet. Obs. der skal reduceres med samme styrke på begge øjne. Børn vil ofte kunne klare op til 5D forskel på styrken i briller. Ved større forskel da kan kontaktlinser overvejes. I givet fald og afhængigt af barnets alder kan det være indiceret at henvise til specialoptiker. Læsetillæg/Læsebriller Hvem: -Hypermetrope børn med normalt afstandsvisus men nedsat nærvisus og/eller læseudtrætning. Brillestyrke: Autorefraktion reduceret med 0,5sf -Ved akkomodationsvanskelligheder herunder børn med Downs syndrom og børn der er opereret for katarakt. Brillestyrke: Hvis barnet allerede har behov for afstandsbrille, laves læsetillæg i disse på mellem +2,0 og +3,0sf. Afhænger af barnets alder og læseafstand. Kan ofte efterprøves. Hvis barnet ikke har briller i forvejen kan læsebrille laves efter samme metode. Justering af eksisterende briller Hvis cycloplegisk refraktion er ændret med > 1 dioptri eller Forværring i visus eller subjektive gener og cycloplegisk refraktion ændret > 0,5 eller Stellet passer ikke til barnet længere, glassene er ridsede eller andre forhold der gør at brillerne alligevel skal skiftes. Information til forældrene For langt de fleste af børnene gælder at brillerne skal bæres hele tiden. Da børns øjne udvikler sig med tiden, vil man forvente at brillerne skal justeres løbende for at passe til barnet. Dette gælder styrken i glassene, men også stellet således at barnet kigger gennem centrum af glassene. Se patientinformationsfolder om brillebrug hos børn og udlever denne i forbindelse med ordination af første brille. Tilskud til briller Ved cycloplegisk refraktion > +7sf i højst brydende plan og alder <10 år gives automatisk tilskud til briller. Der gives tilskud selvom brillen er <+7sf, så længe refraktionen målt i cycloplegi >+7sf. Skriv det på brillerecepten. Jf. §15, bilag 2. Til børn < 16 år kan forældre selv søge om tilskud jf. sundhedsloven §§ 70 og 72. Til handikappede børn kan der også søges om tilskud hvis barnet hyppigt ødelægger brillerne §112. Forældrene skal selv henvende sig til det lokale servicecenter. OBS det er oftest et meget beskedent beløb der gives. For børn med medicinsk-optisk defineret varig øjelidelse, herunder børn indmeldt i Synsregistret, gælder særlige regler for tilskud jf. serviceloven §15, bilag 2, se: Medicinsk-optisk defineret varig øjenlidelse Særlige forhold Nystagmus: Børn med nystagmus og astigmatisme kan få problemer, hvis de har en cylinder der ligger skråt i forhold til deres nystagmus. Overvej at give den sfæriske ækvivalent i stedet. Ligger aksen dog svarende til nystagmus (fx 180 grader ved horisontal nystagmus) da kan man godt give cylinderen i brillen. Børn med nystagmus kan også udvikle behov for læsetillæg i brillen. Hjælp fra specialoptiker til optimale briller til disse børn kan være indiceret. Tidl. intrakraniel patologi: Børn der fx tidligere er opereret for tumor, blødning eller har seq. til anden sygdom i hjernen kan udtrættes lettere og der kan være indikation for læsebrille trods normalt nærvisus og værdier under de grænser beskrevet ovenfor. Afhænger af om der er udtrætningssymptomer. Tidligere præmature: kan senere hen i livet have gavn af briller trods autorefraktions værdier der ligger under de grænser der er beskrevet ovenfor. Afhænger af symptomer. Svagtseende børn: der vil ofte være særlige forhold som gør sig gældende ved svagtseende børn, det anbefales at konferere med erfaren kollega.