Søvn- og døgnrytmeforstyrrelser hos voksne med psykisk lidelse Formål Målgrupper og anvendelsesområde Definitioner Fremgangsmåde Ansvar og organisering Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil Bilag Formål - At al klinisk personale i Region Hovedstadens Psykiatri (RHP) kan rådgive patienter med søvnforstyrrelser og behandle kronisk insomni vha. non-farmakologiske behandlingsprincipper. - At anvise retningslinjer for den medicinske og biologiske behandling af kronisk insomni. Målgrupper og anvendelsesområde Alle patienter i Region Hovedstadens Psykiatri med kroniske søvnforstyrrelser i kombination med psykisk lidelse. Medarbejdere, der er involveret i rådgivning af patienter med søvnforstyrrelser samt sundhedspersonale, der er involveret i medicinsk/biologisk behandling. Afgrænsning Behandling af akut insomni er beskrevet i VIP’erne: - Anvendelse, ordination og aftrapning af benzodiazepiner og benzodiazepinlignende lægemidler i psykiatrien - Akut agitation - medicinsk behandling af voksne Behandling af søvn- og døgnrytmeforstyrrelser af børn og unge er dækket af: - Behandling af søvnforstyrrelser hos børn og unge (ikke-medikamentel og medikamentel behandling) Definitioner Søvnforstyrrelser: En bred betegnelse som dækker over såvel søvnsygdomme (herunder insomni, hypersomni, døgnrytmeforstyrrelser, mareridt, søvnapnø, restless legs og narkolepsi) som mere uspecifikke forstyrrelser af søvnens struktur. Insomni: Insomni er en søvnsygdom med subjektive klager over: - problemer med at falde i søvn, - opvågninger efter at være faldet i søvn, - for kort søvnlængde og/eller - for ringe søvnkvalitet Insomni medfører dagtræthed og reduceret funktion i dagtid samt kræver fravær af anden søvnsygdom. Akut insomni: < 3 måneder. Ofte belastningsudløst. Kronisk insomni: ≥ 3 måneder og ≥ 3 nætter pr uge. Skyldes ofte vedvarende belastninger i kombination med vedligeholdende faktorer. KAT-i: Kognitiv adfærdsterapi for insomni. (eng. Cognitive Behavioral Therapy for Insomnia (CBT-i)) Tyngdeprodukt/sansestimulerende redskab: Produkt der ved hjælp af sansestimuli til kroppen er med til at øge kropsbevidstheden og har en beroligende effekt som blandt andet kan bedre søvnen. Et tyngdeprodukt kan fx være en kugledyne eller en tyngdedyne. Fremgangsmåde VIP’en omhandler udredning af søvnforstyrrelser, behandling af kronisk insomni samt enkelte råd om døgnrytmeforstyrrelser hos patienter med psykisk lidelse. Mistanke om andre søvnsygdomme (søvnapnø, restless legs syndrom, narkolepsi mv) kræver udredning og viderehenvisning til andet speciale, fx søvnklinik. Opstart af specifik behandling af kronisk insomni forudsætter, at der er taget stilling til, om den psykiatriske grundlidelse er tilstrækkeligt behandlet (farmakologisk og non-farmakologisk). Udredning af søvnforstyrrelser (flowchart 1) Principperne for den non-farmakologiske behandling af søvnforstyrrelse kan ses i nedenstående flowcharts: - Flowchart 1 beskriver den indledende afdækning, som varetages af patientens kontaktperson og den behandlingsansvarlige læge i fællesskab. Gode spørgsmål når du skal afdække patientens søvnproblemer Få patienten til at beskrive, hvad deres søvnproblem er: - Hvornår opstod det? - Hvorfor tror du selv, at du sover dårligt? - Har du tidligere modtaget behandling for dit søvnproblem, hvilken behandling var der tale om? - Har du nogensinde brugt alkohol, cannabis eller alternativ medicin for at falde i søvn? Få patienten til at beskrive en typisk nat: - Hvornår går du i seng? - Hvad laver du før du går i seng? - Hvornår lægger du dig til at sove? - Føler du dig træt, når du lægger dig til at sove? - Hvor lang tid tager det at falde i søvn? - Hvad gør du, hvis du har problemer med at falde i søvn? - Hvor mange gange vågner du om natten? - Hvad gør du, hvis du er vågen om natten? - Hvornår vågner du? - Vågner du spontant eller ved en alarm? - Hvornår står du op? - Hvor lang tid tror du, du sammenlagt har sovet? Symptomer i dagstiden: - Hvordan påvirker søvnproblemet din dag? - Sover du om dagen? Hvad foretager du dig om dagen: - Har du været udenfor i dagslyset? - Har du set eller talt med andre? - Har du haft nogle regelmæssige måltider? - Har du bevæget dig? Døgnrytmeforstyrrelser: - Sover du før kl. 20, eller senere end kl. 02 mindst 3 gange ugentligt over den sidste måned? - Vågner du op efter kl. 10.00 mere end 3 dage om ugen? Hypersomni: - Sover du mere end 9 timer dagligt, og er du samtidig træt i løbet af dagen? Parasomnier: - Oplever du mareridt? - Går du i søvne, taler du i søvne? Fysiske lidelser: - Oplever du fysiske symptomer der forstyrrer din søvn (fx reflux, vandladninger, smerter, kløe)? Er du i behandling for disse symptomer? - Har du fået noget ny medicin, du tænker, kan påvirke din søvn? Non-farmakologisk behandling af insomni (flowchart 2) Behandling af insomni bør indledes med non-farmakologisk behandling. Når der er konstateret en behandlingskrævende insomni beskriver lægen dette i behandlingsplanen. - Flowchart 2 beskriver den non-farmakologiske behandling trin for trin. Behandlingen kan varetages af patientens kontaktperson, ergoterapeut eller fysioterapeut med støtte fra den behandlingsansvarlige læge. Til at monitorere patientens søvnproblemer mellem de enkle samtaler bruges en søvndagbog (bilag 3), som patienten, med vejledning fra kontaktpersonen, selv kan udfylde imellem samtalerne. De nonfarmakologiske principper i VIP’en er inspireret af kognitiv terapi for insomni (KAT-i), men kræver ikke forudgående kendskab til eller uddannelse i KAT-i. Til alle behandlingsprincipper er tilhørende manualer/bilag. Hvis kropslige symptomer og motorisk uro er en del af det kliniske billede, kan tyngdeprodukter såsom en kugle-/tyngdedyne anvendes som supplement til den øvrige behandling: Tyngdeprodukter i voksenpsykiatrien - Rekvirering, afprøvning og dokumentation. Farmakologisk behandling af insomni (flowchart 3) - Flowchart 3 beskriver den farmakologiske behandling som overvejes som supplement til den non-farmakologiske behandling, når non-farmakologisk behandling alene har været tilstrækkeligt afprøvet, uden at have haft tilstrækkelig effekt. - Opstart af farmakologisk behandling af kronisk insomni forudsætter, at den psykiatriske grundlidelse er sufficient behandlet. - Hos nogle patienter med svær kronisk insomni kan det være nødvendigt i en kortere periode at kombinere farmakologisk behandling mod insomni med non-farmakologiske råd mhp at lindre patientens symptomer i tilstrækkelig grad kunne arbejde med de non-farmakologiske behandlingsprincipper. Behandling af insomni kan foregå både under indlæggelse eller i et ambulant forløb. Til overgangen fra indlæggelse til ambulant behandling er der udarbejdet nogle støttende råd til patienten (se bilag 6: Pas på din søvn når du bliver udskrevet). Søvndagbogen udfyldes gennem 14 dage. Dette kan evt. gøres over færre dage for indlagte. Andre tilbud i RHP - Center for Transkulturel Psykiatri, PC Ballerup, har udarbejdet psykoedukationsmateriale på flere sprog (arabisk, dansk, engelsk og farsi) som kan udleveres til patienten. I materialet findes psykoedukation omkring søvn. - Skolen for Recovery, PC Ballerup, tilbyder kurser for patienter, pårørende og medarbejdere i Region Hovedstadens Psykiatri. Herunder et kursus om søvn: ”Forstå din søvn bedre”. Ansvar og organisering Direktionen er ansvarlig for formidling af dokumentet. Center-, klinik- og afsnitsledelser i psykiatrien er ansvarlige for, at dette retningsgivende dokument er kendt og implementeret. Den enkelte medarbejder i psykiatrien har ansvar for at følge arbejdsgangene beskrevet i dette dokument. Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil Tyngdeprodukter i voksenpsykiatrien - Rekvirering, afprøvning og dokumentation psykoedukationsmateriale på flere sprog - Center for Transkulturel Psykiatri, PC Ballerup Skolen for Recovery, PC Ballerup Bilag Bilag 1, Søvnråd og psykoedukation til behandler - juli 2023.pdf Bilag 2, Søvnråd og psykoedukation til patienten - juli 2023.pdf Bilag 3, Søvndagbog - juli 2023.pdf Bilag 4, Søvnrestriktion - juli 2023.pdf Bilag 5, Basale kognitive teknikker - juli 2023.pdf Bilag 6a, Pas på din søvn når du bliver udskrevet - juli 2023.pdf Bilag 6b, Pas på din døgnrytme ambulant - juli 2023.pdf Flow chart 1 + 2 - juli 2023.pdf Flowchart 3 - juli 2023.pdf