Selvbetalere - planlagt sygehusbehandling af udenlandske patienter mod betaling Formål Målgrupper og anvendelsesområde Definitioner Fremgangsmåde Ansvar og organisering Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil Bilag Genvej til indhold - Patienter fra andre EU/EØS-lande - Tredjelandsborgere med tilknytning til et EU/EØS-land samt patienter fra Færøerne eller Grønland - Tredjelandsborgere uden tilknytning til et EU/EØS-land - Krav om henvisning og indhold heri - Ansøgningsprocedure - Pris for behandling - Klage til Styrelsen for Patientklager - Vejledning om patienters rettigheder til behandling i Danmark - Registrering af patientens data - Regionens informationspligt - Klagevejledning – selvbetalende patienter, som har bopæl i et andet EU/EØS-land - se bilag 1 Formål Denne vejledning har til formål at beskrive udenlandske patienters mulighed for planlagt behandling mod betaling (selvbetalere). Afgrænsning - Vejledningen vedrører ikke EU/EØS-sygeforsikrede patienters ret til medicinsk nødvendig behandling under midlertidigt ophold i Danmark. - Vejledningen er ikke målrettet danskere med bopæl i udlandet. Det skyldes, at danskere med bopæl i udlandet ofte ikke vil være selvbetalere. F.eks. kan danskere med det særlige sundhedskort, pensionister, efterlønnere, arbejdstagere udstationeret af danske arbejdsgivere og visse studerende efter omstændighederne have ret til sygehjælp i Danmark uden at skulle betale. Det enkelte tilfælde skal undersøges konkret. Målgrupper og anvendelsesområde Vejledningen henvender sig til ledelser af kliniske og administrative områder, sekretær- og arkiveringspersonale samt sundhedspersonale i hospitaler og psykiatrien. Definitioner ###TABEL_1### Fremgangsmåde 1. Patienter fra andre EU/EØS-lande Personer, der er dækket af en offentlig syge(for)sikring i et andet EU/EØS-land (eller har ret til sundhedsydelser til udgift for andre EU/EØS-lande), har ret til planlagt behandling mod betaling i Danmark. Planlagt behandling af patienter fra EU-/EØS-lande mod betaling er ikke omfattet af reglerne om udredningsretten og frit sygehusvalg. - Undtagelser: - Patienter kan efter en konkret vurdering afvises, hvis afdelingen har betydelig ventetid til den pågældende behandling, og væsentlige hensyn til andre patienter ellers vil blive tilsidesat. Hospitalerne skal offentliggøre information om behandlingsområder, hvortil adgangen til planlagt behandling for EU/EØS-borgere er begrænset af kapacitetsmæssige årsager. Dette kan eventuelt ske på hospitalets hjemmeside, eksempelvis under den aktuelle afdeling, gerne på engelsk. Bemærk: Hvis en afdeling afviser danske patienter, som ønsker behandling efter reglerne om frit sygehusvalg, kan afdelingen ikke samtidig tage imod selvbetalende patienter. - Selvbetalere har ikke ret og adgang til organer med henblik på organtransplantation. Hvorledes dokumenterer patienten sin ret Ved fremvisning af et gyldigt EU-sygesikringskort eller en midlertidig attest (E-107) fra den kompetente myndighed i hjemlandet (gyldighedsperioden er angivet på både EU-sygesikringskortet og den midlertidige attest.) Har patienten ikke den fornødne dokumentation, kan behandlingen ikke iværksættes. - Undtagelser: - Nordiske lande - EU-sygesikringskort anvendes ikke mellem de nordiske lande, personer fra de nordiske lande skal alene kunne dokumentere deres bopæl. - Storbritannien og Nordirland - EU-sygesikringskort anvendes ikke mellem Danmark og Storbritannien og Nordirland. For statsborgere fra Storbritannien, Nordirland og øen Man er forevisning af et United Kingdom-pas tilstrækkeligt som dokumentation (indehaveren er på passets side 2 angivet som: British Citizen). Hvis patienten kun fremviser EU-pas og ikke EU-sygesikringskort, vil patienten kun have ret til behandling mod betaling på offentligt sygehus, hvis en privat udbyder ikke kan tilbyde behandlingen. 2. Tredjelandsborgere med tilknytning til et EU/EØS-land samt borgere fra Færøerne eller Grønland Patienter, der har tilknytning til et EU/EØS-land, borgere fra Grønland eller Færøerne, kan, når der ikke er tale om akut behandling, behandles som selvbetalere: - hvis behandlingen kan ydes inden for den eksisterende kapacitet, og - der ikke er privathospitaler i regionen, der kan yde den pågældende behandling. Det er afdelingen/hospitalet der skal sikre sig, at betingelserne for at behandle patienten er opfyldt, herunder at den pågældende patient opfylder tilknytningskravet. Hvis patientens ægtefælle er statsborger i et EU/EØS-land, er tilknytningskravet opfyldt. Det samme er tilfældet, hvis patienten er forælder, bedsteforælder, barn eller barnebarn til en dansk statsborger/EU/EØS-borger. Identiteterne kan dokumenteres ved fremvisning af et gyldigt pas eller kopi heraf fra begge de berørte parter. Det må afhænge af den konkrete situation, hvornår der foreligger tilstrækkelig dokumentation for selve tilknytningen. 3. Tredjelandsborgere uden tilknytning til et EU/EØS-land Personer uden tilknytning til et EU/EØS-land, Grønland eller Færøerne må som udgangspunkt ikke behandles som selvbetalere. Der må således udføres akut behandling, som ved alle andre akutte patienter uanset bopæl og nationalitet, men der må ikke udføres planlagt behandling. - Undtagelser: - Der kan opkræves betaling for behandlingen, når den ydes i forlængelse af akut behandling, hvis det under de foreliggende omstændigheder ikke skønnes rimeligt at henvise patienten til behandling i hjemlandet, eller patienten ikke tåler at blive flyttet til et sygehus i hjemlandet. 4. Krav om henvisning og indhold heri Patienten skal have en lægehenvisning til sygehusbehandlingen. Der kan dog undtagelsesvist ydes sygehusbehandling til en person, som ikke har en henvisning, når omstændighederne taler derfor. Henvisninger fra læger i andre EU/EØS-lande skal accepteres. Det er dog altid den modtagende afdeling, der beslutter, om der er indikation for at tilbyde behandlingen. Henvisningen skal være et udtryk for patientens konkrete og aktuelle tilstand og behandlingsbehov. Det er ikke en betingelse, at patienten er henvist til sygehusbehandling i Danmark, ligesom det ikke er en betingelse, at henvisningen er udfærdiget af en dansk sundhedsperson. Den pågældende sundhedsperson skal kunne sidestilles med den læge, tandlæge eller anden sundhedsperson eller offentlig myndighed, der i Danmark kan afgive en henvisning til en tilsvarende sygehusbehandling. Hvis der er behov for at oversætte henvisningen, kan der opkræves betaling herfor fra patienten. Hvilke oplysninger skal vi have om en patient, som vi tager imod som selvbetaler ###TABEL_2### 5. Ansøgningsprocedure Det besluttes lokalt på det enkelte hospital, hvorledes ansøgningsproceduren skal være. 6. Pris for behandling Hospitalet skal opkræve samme betaling for behandlingen, som der opkræves ved mellemregional afregning, dvs. DRG-takster og højt specialiserede takster. Der kan varsles forskellige takster, således at endelig afregning afhænger af, hvordan behandlingen/forløbet udvikler sig. Der skal opkræves et depositum svarende til behandlingens pris forud for behandlingen. I opgørelsen af betalingen kan indgå udgifter til nødvendig tolkning. Hvis regionen har haft udgifter til befordring (til og fra landet og til og fra opholdsadresse i Danmark) i forbindelse med behandlingen, skal dette betales af patienten, således at beløbet påføres patientens faktura. 7. Klage til Styrelsen for Patientklager Hvis afdelingen/hospitalet afviser eller giver afslag på at behandle vedkommende, kan patienten klage til Styrelsen for Patientklager. Afvisningen/afslaget skal begrundes, og afgørelsen skal indeholde en klagevejledning. En evt. klage skal indgives inden 4 uger efter, at patienten har fået afgørelsen. Styrelsen for Patientklager kan dog se bort fra en overskridelse af klagefristen, hvis særlige grunde taler derfor. Klageadgangen omfatter bl.a. klage over afslag, pris samt eventuelle øvrige vilkår for behandlingen. Se nærmere i bilag 1. 8. Vejledning om patienters rettigheder til behandling i Danmark Har en patient behov for vejledning om sine rettigheder og muligheder for behandling i Danmark, kan denne henvises til at kontakte en af regionens patientvejledere. 9. Registrering af patientens data Når patienten behandles, oprettes en journal. Hvis patienten ikke har et cpr. nr., skal der oprettes et erstatnings-cpr.nr., og patienten skal registreres i de patientadministrative systemer. Hvis behandlingen/undersøgelsen af patienten afvises af kapacitetsmæssige årsager, skal henvisningen samt den foretagne vurdering i sagen dokumenteres i det administrative system. 10. Regionens informationspligt Patienten har krav på at få oplyst tid og sted for behandling/undersøgelse senest 8 hverdage efter modtagelsen af henvisningen. Patienten er ikke omfattet af, og skal derfor ikke vejledes om reglerne om udredningsret, frit- og udvidet frit sygehusvalg m.m. En patient kan dog vælge en anden afdeling i regionen eller i de øvrige regioner, hvis patienten er afvist på én afdeling på grund af kapacitet. Hospitalerne skal offentliggøre, f.eks. på deres hjemmeside under den konkrete afdeling, hvis et område er lukket for tilgang af fritvalgspatienter og udenlandske patienter. Desuden skal et konkret afslag offentliggøres i anonymiseret form, hvis "området" ikke tidligere har været "lukket". Ansvar og organisering - Hospitalsdirektionerne har det overordnede ansvar for at påse, at afdelingerne/klinikkerne efterlever reglerne i sygehusbekendtgørelsen, herunder at der sker offentliggørelse, f.eks. på afdelingernes hjemmeside, hvis en behandling er lukket for fritvalgspatienter og selvbetalere på grund af kapacitetsmæssige årsager. - Hospitalsdirektionerne har det overordnede ansvar for årligt at afrapportere statistik til koncerncentrene om antal modtagne og afviste selvbetalere, idet koncerncentrene skal oplyse dette videre til Styrelsen for Patientsikkerhed. Styrelsen for Patientsikkerhed skal herefter afrapportere tallene videre til EU-kommissionen til brug for kommissionens rapporter mv. om grænseoverskridende sundhedsydelser. - Afdelings- og klinikledelser har ansvaret for, at patienter, der henvender sig med ønske om en behandling, modtager relevant information. Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil - Regionens patientvejledere - Sundhedsloven (Lovbekendtgørelse nr. 210 af 27/01/2022) - Sygehusbekendtgørelsen (Bkg. nr. 657 af 28/06/2019) - Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (Lovbekendtgørelse nr. 9 af 04/01/2023) - Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EF) Nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger - Patientmobilitetsdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 2011/24/EU af 9. marts 2011 om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser) - Styrelsen for Patientsikkerhed - Styrelsen for Patientklager Regional vejledning - Selvbetalere - Akut og fortsat behandling af visse patienter uden dansk folkeregisteradresse mod betaling Bilag Bilag 1 Klagevejledning