Psykiatriloven - Tvangstilbageholdelse Formål Målgrupper og anvendelsesområde Definitioner Fremgangsmåde Ansvar og organisering Referencer Bilag Genveje til indhold - Psykiatriloven §§ 5 og 10 - Betingelser for tvangstilbageholdelse - Overførsel - Anmodning om udskrivning - Tvangstilbageholdelse - Eftersamtale - Klageadgang og klagevejledning - Efterprøvelse - Vejledning til udfyldelse af tvangsprotokol Formål Formålet er at beskrive lovgrundlaget for derigennem at understøtte en korrekt og lovlig procedure i forhold til tvangstilbageholdelser. Målgrupper og anvendelsesområde Sundhedsfagligt personale på de psykiatriske afdelinger i Region Hovedstaden og Region Sjælland. Definitioner Ingen. Fremgangsmåde 1. Psykiatriloven § § 5 og 10 Tvangstilbageholdelse regulerer adgangen til at nægte udskrivning af en patient, der er indlagt på en psykiatrisk afdeling. Der kan også ske tvangstilbageholdelse af frivilligt indlagte. Ambulante patienter er ikke indlagte og kan derfor ikke tvangstilbageholdes. Begrebsmæssigt forudsætter en tvangstilbageholdelse, at der har været fremsat begæring om udskrivning. Hvis der ikke er fremsat udskrivningsbegæring, er der ikke anledning til at etablere tvangstilbageholdelse. Hvis betingelserne for tvangstilbageholdelse er opfyldt, skal der ske tvangstilbageholdelse. ”24-timers reglen”/overlægens betænkningstid: Fremsætter en patient anmodning om udskrivning, skal overlægen snarest muligt og senest efter 24 timer meddele patienten, om denne kan udskrives, eller om tvangstilbageholdelse skal ske. ”48-timers reglen”/overlægens betænkningstid: Fremsætter en tvangsindlagt patient anmodning om udskrivning inden for det første døgn efter at tvangsindlæggelsen har fundet sted, skal overlægen snarest muligt og senest efter 48 timer meddele patienten, om denne kan udskrives, eller om tvangstilbageholdelse skal ske. 1.1 Betingelser for tvangstilbageholdelse Tvangsindlæggelse eller tvangstilbageholdelse må kun finde sted, såfremt patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling, fordi: 1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet eller 2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre. Tvangstilbageholdelse af en person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, skal ske, hvis overlægen finder, at betingelserne er opfyldt. Se bilag 1 (Gælder kun for Region Hovedstaden). 1.2 Overførsel Overførsel af en patient, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, til lukket psykiatrisk afdeling behandles efter reglerne om tvangstilbageholdelse, såfremt patienten ikke giver sit informerede samtykke til overførelsen. 1.3 Anmodning om udskrivning Anmodning om udskrivning kan fremsættes over for afdelingens læger, sygeplejersker eller andet sygeplejepersonale. Når der er fremsat udskrivningsbegæring, må lægen tage stilling til om udskrivning uden videre kan ske, eller om der kan blive spørgsmål om tvangstilbageholdelse, således at udskrivningsbegæringen skal forelægges overlægen. Overlægens beslutning skal herefter snarest muligt og senest efter 24 timer meddeles patienten. Det er overlægen, der har kompetencen til at beslutte anvendelsen af betænkningstid i op til 24 timer. Fristen på 24 timer er en absolut maksimumfrist, som overlægen alene bør udnytte, når spørgsmålet om udskrivning giver anledning til særlig tvivl. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor patienten første gang ytrer ønske om udskrivning. Ikke fra det tidspunkt, hvor overlægen kontaktes (i tilfælde af at udskrivningsønsket er fremsat over for andre end overlægen selv). Reglen om 48 timers betænkningstid er en særregel, der alene gælder for patienter, der er tvangsindlagte. Fremsætter en tvangsindlagt patient anmodning om udskrivning inden for det første døgn efter at tvangsindlæggelsen har fundet sted, skal overlægen snarest muligt, og senest efter 48 timer, meddele patienten, om denne kan udskrives, eller om tvangstilbageholdelse skal ske. Formålet med bestemmelsen er at indrømme overlægen en betænkningstid, der udstrækker sig længere end 24 timer, for at tage stilling til, om den tvangsindlagte skal tilbageholdes. Fristen på 48 timer regnes fra tvangsindlæggelsens iværksættelse. Fremsætter en tvangsindlagt patient en udskrivningsbegæring efter f.eks. 4 timer fra indlæggelsestidspunktet har overlægen maksimalt 44 timer til at tage stilling til den. Fremsættes begæringen senere end 24 timer efter tvangsindlæggelsen, f.eks. 40 timer efter, anvendes hovedreglen om, at overlægen skal tage stilling til udskrivningsanmodningen indenfor 24 timer. Formålet med betænkningstiden er at sikre overlægen tid til en vis observation af patienten, hvorfor både beslutningsgrundlaget og beslutningstageren er mere kvalificeret end tilfældet er ved tvangsindlæggelser, hvor en læge - eventuelt uden forudgående eller dybere kendskab til patienten - her og nu skal afgøre, om tvangsindlæggelse er nødvendig. Hvis en tvangsindlagt patient anmoder om at blive udskrevet, vil patienten i ventetiden fortsat have status af tvangsindlagt. Hvis udskrivning nægtes, vil patientens status ændres, så vedkommende nu er tvangstilbageholdt. Hvis en frivillig indlagt patient anmoder om at blive udskrevet, er patienten i ventetiden hverken tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt. 1.4 Tvangstilbageholdelse Har overlægen besluttet, at patienten ikke kan udskrives, iværksættes tvangstilbageholdelse. I disse tilfælde skal patienten underrettes herom, og underretningen skal indeholde følgende oplysninger: - oplysning om baggrunden for beslutningen om tvangstilbageholdelse - formålet med tvangstilbageholdelse - udsigterne til en bedring af helbredstilstanden. Overlægen har ansvaret for frihedsberøvelsen (tvangstilbageholdelsen) ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt. Såfremt overlægen, ved efterprøvelsen af frihedsberøvelsen, træffer afgørelse om, at frihedsberøvelsen skal opretholdes, skal patienten og patientrådgiveren underrettes om afgørelsen. Når betingelserne for frihedsberøvelse ikke længere er opfyldt, skal denne straks bringes til ophør. Patienten og patientrådgiveren underrettes straks herom. 1.5 Eftersamtale Patienten skal efterfølgende have tilbud om en samtale. Se Psykiatriloven - Eftersamtaler efter brug af tvang 1.6 Klageadgang og klagevejledning Hvis overlægen afslår at imødekomme en udskrivningsanmodning, foreligger der en tvangstilbageholdelse. I den situation skal der beskikkes en patientrådgiver, hvis der ikke i forvejen er beskikket en til patienten, f.eks. i kraft af forudgående tvangsindlæggelse. Se Psykiatriloven - Beskikkelse af patientrådgivere og bistandsværger Hvis overlægen efter betænkningstiden imødekommer patientens ønske om udskrivning, vil patienten kunne forlade hospitalet/sygehuset. Er patienten i forvejen tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt, vil ventetiden være en bestanddel af tvangsindlæggelsen eller tvangstilbageholdelsen, som patienten kan klage over til vedkommende psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen. Se Psykiatriloven - Klagesystemet OBS: Hvis den pågældende er frivilligt indlagt, og overlægen har benyttet sig af adgangen til betænkningstid, jf. ovenstående frist på 24 timer, og patienten mod sin vilje er blevet forhindret i at forlade afdelingen i venteperioden, udgør denne tilbageholdelse en frihedsberøvelse, hvis lovlighed vil kunne indbringes for domstolene. En efterprøvelse ved domstolene vil omfatte en vurdering af, om det må anses for rimeligt, at overlægen anvendte en betænkningstid af den pågældende varighed indenfor 24-timers fristen. Pligt til klagevejledning Det følger af psykiatriloven, at patienter skal vejledes om adgang til at påklage tvangsindgreb. Selvom en frihedsberøvelse i medfør af overlægens betænkningstid (24-timers reglen) ikke er et tvangsindgreb i psykiatrilovens forstand, må et almindeligt retssikkerhedsprincip om styrkelse af psykiatriske patienters retsstilling føre til at også patienter, der er udsat for dette indgreb i deres frihed, har krav på klagevejledning. Overlægen skal således på eget initiativ give klagevejledning til patienten. Patienten skal vejledes om adgang til domstolsprøvelse og sygehusmyndigheden skal bistå patienten med iværksættelse og gennemførelse af sagens indbringelse for retten. 1.7 Efterprøvelse Overlægen har ansvaret for, at frihedsberøvelse og anvendelse af anden tvang efter reglerne i psykiatriloven ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt. Udover den løbende efterprøvelse, som bør ske regelmæssigt, skal der for tvangstilbageholdte patienter ske efterprøvelse med obligatoriske revurderinger efter faste intervaller. Enhver frihedsberøvelse skal efterprøves efter 3, 10, 20 og 30 dage og herefter mindst hver 4. uge, så længe frihedsberøvelsen opretholdes. Efterprøvelsen udregnes fra den dag, hvor den først iværksatte frihedsberøvelse blev iværksat (dag 0). Datoerne for efterprøvelse ændres således ikke, når en tvangsindlagt patient senere tvangstilbageholdes, og de anføres i rubrikken ”Efterprøvelse af frihedsberøvelse”. Ved overflytning af en frihedsberøvet person til en anden psykiatrisk afdeling, skal overflytningsdatoen registreres som dato for iværksættelse af frihedsberøvelsen på den modtagende afdeling. Hvis en tvangsindlagt patient ikke modsætter sig overførsel, vil der være tale om videreførelse af tvangsindlæggelsen på den nye afdeling (men med ny ikrafttrædelsesdato og heraf fornyet efterprøvelse på de obligatoriske tidspunkter). Hvis en tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt patient modsætter sig overflytning, vil der være tale om en tvangstilbageholdelse. 2. Vejledning til udfyldelse af tvangsprotokol Ved tvangstilbageholdelse skal der ske registrering i tvangsprotokol. Hvis en patient er tvangsindlagt og senere tvangstilbageholdes, skal der ske tilførsel i tvangsprotokollen af såvel tvangsindlæggelsen som tvangstilbageholdelsen. OBS: Der skal ikke udfyldes tvangsprotokol vedr. overlægens betænkningstid. Se Psykiatriloven - Indberetning og registrering ved tvangsprotokoller, udskrivningsaftaler og koordinationsplaner Ansvar og organisering - Hospitalsdirektioner/sygehusledelser er ansvarlige for at distribuere dokumentet til relevante psykiatriske afdelinger. - Center-, afdelings- og klinikledelser i psykiatrien er ansvarlige for at dokumentet efterleves i relevante afdelinger. - Den enkelte medarbejder er ansvarlig for at kende og anvende vejledningen. Referencer - Psykiatriloven Tværregionale dokumenter - Psykiatriloven - Klagesystemet - Psykiatriloven - Eftersamtaler efter brug af tvang - Psykiatriloven - Indberetning og registrering ved tvangsprotokoller, udskrivningsaftaler og koordinationsplaner - Psykiatriloven - Beskikkelse af patientrådgivere og bistandsværger Bilag Bilag 1 Frihedsberøvelse, Tvangsprotokol, Skema 1 (Gælder kun for Region Hovedstaden)