Perioperativ infektionsprofylakse, retningsgivende principper (Actioncard skal anvendes sammen med tilhørende hoveddokument) Forudsætninger Følgende retningsgivende principper skal desuden være kendt og anvendt: - Håndhygiejne for sundhedspersonale - Generelle infektionshygiejniske forholdsregler for sundhedspersonale - Personlige værnemidler, anvendelse af Præoperativ patientforberedelse Infektionsstatus før operation - Patientens aktuelle infektionsstatus bør være kendt før operationen - Elektiv operation bør kun udføres på patienter, der ikke har pågående infektion (undtaget er operationer, der er en del af behandlingen) - Ved akut operation på en patient, der har en pågående infektion, bør relevant antibiotikaprofylakse gives. Hårfjernelse - Hårfjernelse skal udføres med saks eller klipper, så tæt på operationstidspunktet som muligt - Der må ikke foretages skarp rasering - Hårfjernelse bør foregå uden for operationsstuen. Bad - Patienten anbefales præoperativt bad med vand og hudvenlig sæbe aften før eller på operationsdagen, således at huden fremstår ren - Hudcremer bør undgås på operationsdagen. Piercinger og smykker - Piercing og smykker i og tæt ved operationsfeltet bør fjernes - Smykker, placeret hvor der er tegn på infektion i øvrigt, bør ligeledes fjernes. Patientbeklædning og seng - Patienten bør møde frem i rent tøj. Sundhedsfaglig person tilser, og visuelt sikrer sig, at patienten er i rent tøj - Hvis patienten selv er gående, skal vedkommende være iført rent og let aftageligt fodtøj - Fodtøj må ikke komme op på operationslejet - Hvis patienten køres i seng ind på operationsstuen, skal sengen være synlig ren og med rent sengetøj - Om patienten skal være omklædt i hospitalets tøj eller må have eget rent tøj på, afhænger af infektionsfølsomhed og stuetype, hvorfor der henvises til bilag 1 i Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer (NIR) for det præ-, per- og postoperative område. Akutte operationer Der skal så vidt muligt udføres samme præoperative forberedelser ved akutte operationer som ved elektive operationer. Peroperativ patientforberedelse Huddesinfektion - I Danmark anvendes ethanolsprit 70-85 % v/v tilsat 0,5 % klorhexidin, og bør være tilsat farvemarkør - Huden/operationsfeltet skal være synligt rent - Huden/operationsfeltet skal desinficeres to gange med egnet desinfektionsmiddel og med en indvirkningstid på mindst 2 minutter - Midlet skal tørre helt mellem de to påføringer, før afdækning påsættes og inden hudperforation - Desinfektion kan foretages med en steril péan, sterile handsker eller en kombination af begge dele - Huden bearbejdes med tamponer eller servietter, godt gennemvædet med desinfektionsmiddel - Der påbegyndes centralt i området, hvorefter man arbejder ud perifert - Til anden påføring anvendes nye tamponer/servietter, nye handsker, eller steril péan. Der påbegyndes ligeledes centralt, og der desinficeres til ca. 1 cm fra kanten af første påføring. Slimhindedesinfektion - Der anvendes vandige opløsninger af klorhexidin i forskellige koncentrationer - Der er specielle anbefalinger for øjen- og ørekirurgi - Der anbefales ikke desinfektion eller afvaskning med isotonisk saltvand af vaginalslimhinden i forbindelse med gynækologiske indgreb. Forebyggelse af hypotermi - Der bør implementeres tiltag, der sikrer, at patienter er normoterme, før, under og efter et operativt indgreb - Uanset opvarmningsmetode bør risikoen minimeres for, at operationsfeltet kontamineres - Udstyr til opvarmning, som genbruges, rengøres mellem hver patient. Ved synlig forurening rengøres og desinficeres. Antibiotikaprofylakse - Valg af antibiotika skal træffes i samråd med klinisk mikrobiologisk afdeling ud fra den foreliggende litteratur og de lokale resistensforhold - Antibiotikaprofylakse skal gives inden for de sidste 60 minutter før hudincision - Anvendes undtagelsesvis vancomycin eller ciprofloxacin, begyndes administration dog 2 timer før indgreb - Der skal sikres en sufficient koncentration af antibiotika i blod og væv under hele indgrebet og derfor, skal der tages stilling til, om antibiotikaindgift skal gentages - Som hovedregel tjener det intet infektionsprofylaktisk formål at fortsætte indgiften ud over et døgn. Patientafdækning - Operationsafdækninger skal opfylde kravene i DS/EN 13795 - Patienten skal afdækkes i et passende stort område, så aseptisk teknik kan overholdes - Selvklæbende incisionsfilm anbefales ikke - Overvejes at anvende selvklæbende incisionsfilm af afdækningstekniske grunde, bør der foretages en risikovurdering. Forbinding - Anlæggelse af forbinding skal foregå med anvendelse af aseptisk teknik - Forbindingen bør være steril og være tætsluttende - Forbindingen over tørre og lukkede sår kan fjernes efter 24 timer - Forbindingen skal skiftes, når den er gennemsivet, fugtig, løs eller forurenet. Peroperative krav og anbefalinger for sundhedspersonale Kirurgisk håndhygiejne - Før dagens første invasive indgreb skal der foretages kirurgisk håndvask med brug af håndsæbe efterfulgt af desinfektion med et hånddesinfektionsmiddel - En rutinemæssig langvarig mekanisk påvirkning af huden med vand og sæbe, og evt. svamp/børste er ikke hensigtsmæssig og giver ikke det ønskede bakteriedrab - Ved to på hinanden følgende invasive indgreb, hvor der er sket våd eller synlig forurening af hænder, håndled og underarme med blod, sekret, ekskret eller andet biologisk materiale, skal der udføres kirurgisk håndvask med brug af håndsæbe efterfulgt af desinfektion med et hånddesinfektionsmiddel. - Ved to på hinanden følgende invasive indgreb, hvor der ikke er sket våd eller synlig forurening af hænder, håndled og underarme med blod, sekret, ekskret eller andet biologisk materiale, skal der kun foretages kirurgisk hånddesinfektion. Arbejdsdragt - Operationsafdelingens arbejdsdragt skal anvendes - Arbejdsdragten inklusiv evt. tilbehør skal opfylde de nationale krav fra Sundhedsstyrelsen - Færdes man på operationsstuen, skal man være iført ren arbejdsdragt - Ved høj infektionsfølsom kirurgi skal alle på operationsstuen være iført barrierearbejdsdragt. Afdelingsledelsen definerer disse indgreb jf. bilag 1 i NIR for det præ-, per- og postoperative område - Arbejdsdragten skal skiftes dagligt og ved synlig forurening - Barrierearbejdsdragt skal skiftes dagligt og ved synlig forurening - Steril operationskittel skal bæres af operationsteamet og skiftes mellem hver operation - Ved kirurgiske indgreb, hvor der forventes en høj risiko for kontakt med væsker, skal der anvendes operationskittel med passende væskebarriere - Ved anvendelse af arbejdsdragt og barrierearbejdsdragt til flergangsbrug følges retningslinjer for genbehandling som angivet i NIR Tekstiler. Kirurgisk maske - Skal anvendes af operationsteamet - Personer, der er mindre end 1 meter fra sterilt område og/eller instrumenter, bør anvende kirurgisk maske. Skal sidde korrekt, tæt til ansigtet og sammen med operationshuen dække eventuelt skæg, der kan supplerende anvendes skægbind - Ved risiko for sprøjt anbefales kirurgisk maske type II R - Skal kasseres, når den bliver fugtig, synligt forurenet og, når den tages af. Operationshue - Skal bæres af alle, der befinder sig på operationsstuen - Skal dække alt hår/hovedbund samt skæg, der ikke er dækket af kirurgisk maske - Ved infektionsfølsom kirurgi bør der bæres operationshue, der dækker hoved og hals, og skal være stoppet ned under kraven - Skal skiftes dagligt og ved synlig forurening - Til engangsbrug skal huen kasseres, når den tages af - Til flergangsbrug skal huen til vask, når den tages af og vaskes på hospitalets vaskeri - Til flergangsbrug skal huen opfylde kravene i NIR om håndtering af tekstiler til flergangsbrug i sundhedssektoren - Anvendes hovedtørklæde skal anvendes operationshue, som også dækker hals og nakke over tørklæde. Operationshandsker - Sterile handsker skal opfylde kravene i DS/EN 455 - Sterile operationshandsker skal anvendes af operationsteamet - Sterile operationshandsker skal være pudderfri - Dobbelthandsker bør anvendes ved invasive indgreb, hvor der kan være øget risiko for perforation af handskerne - Operationshandsker skal skiftes, hvis de perforeres - Ved brud på yderhandsken, når der anvendes dobbelthandsker, bør der foretages en individuel risikovurdering af, hvorvidt både yder- og inderhandske bør skiftes - Håndhygiejne efter brug af handsker skal udføres som angivet i NIR om Håndhygiejne. Fodtøj - Der skal anvendes vaskbart fodtøj - Skoovertræk anbefales ikke. Brug af smykker hos operationspersonalet - Ringe, armbånd og ure må ikke bæres - Øreringe bør ikke bæres af personale i operationsteamet - Bæres halskæde bør denne bæres under arbejdsdragten - Eventuelle piercinger i ansigtet hos operationsteamet bør tildækkes - Kunstige øjenvipper og make-up, som drysser bør ikke anvendes. Adfærd på operationsstuen - Trafikken og antal døråbninger på operationsstuen skal begrænses mest muligt for at mindske CFU på operationsstuen - Fra operationens start, indtil forbindingen er anlagt, bør døre og andre adgangsveje holdes lukkede - Brug af gennemstiksskabe og samtaleanlæg/telefon foretrækkes fremfor åbning af døre. Ved særlig infektionsfølsom kirurgi reguleres adfærd (inklusiv påklædning/afdækning) på operationsstuen jf. bilag 1 og bilag 2: Generelt om adfærd på operationsstue med ”Laminar air-flow” i NIR for det præ-, per- og postoperative område. Gæster på operationsstuen Pårørende eller gæster, som opholder sig på operationsstuen - Pårørende eller gæsters ophold på operationsstuen begrænses til det nødvendige - Pårørende eller gæster bør være iført samme type påklædning som operationspersonalet, såfremt de er til stede under hele operationen - Pårørende eller gæster bør anvende operationshue og overtrækskittel, såfremt de kun er til stede i den indledende anæstesi - skal instrueres i korrekt adfærd på operationsstuen. Hvis pårørende/gæster er til stede under den indledende anæstesi, må der ikke pakkes sterile instrumenter/utensilier ud, før pårørende og gæster har forladt operationsstuen Allerede udpakkede sterile instrumenter skal være overdækket af sterilt afdækningsstykke. Håndtering af instrumenter på operationsstuen - Instrumenthåndteringen på operationsstuen skal være en styret proces, som har til formål at sikre steriliteten - Der skal foreligge procedurer i afdelingen, som beskriver de infektionshygiejniske forholdsregler ved instrumenthåndteringen - Instrumenterne skal pakkes ud og håndteres under anvendelse af aseptisk teknik - Emballagen skal være intakt og tør, udløbsdatoen må ikke være overskredet og eventuelle autoklaveindikatorer kontrolleres - Allerede under operation, eller umiddelbart efter, kan det være nødvendigt at påbegynde genbehandlingsprocessen (soignering med sterilt vand) - Soignering af instrumenter under operation vil kunne bestå af aftørring med fugtig klud og/eller gennemskylning af hulrum/kanaler - Instrumenter, der er pakket ud, men ikke anvendt, skal betragtes som brugte instrumenter. Udpakkede engangsinstrumenter kasseres, mens instrumenter til flergangsbrug skal gennemgå en fuld genbehandling - Udstyr/instrumenter transporteres under forhold, så indtørring undgås og instrumentets egenskaber ikke forringes - Engangsudstyr bør ikke genbehandles med henblik på genbrug Instrumenter, som ikke er pakket ud og har været opbevaret i vogne, der er lukkede, overvåget eller tildækket på stuen, kan genplaceres på lager/i skabe, såfremt håndteringen er styret og overvåget Ved aflysning af operation, kan udpakkede instrumenter anvendes til næste operation, forudsat at stuen i den mellemliggende periode er uden aktivitet, står urørt og tom. Instrumenterne skal være overdækket af steril støvfri barriere (sterilt afdækningsstykke). Ventilationen skal overvåges. Rengøring af operationsstuen Rengøring af stuen skal opfylde kravene i NIR for rengøring i hospitals- og primærsektoren, herunder dagtilbud og skoler. Anbefalinger generelt, for rengøring på operationsstuen - Operationsstuer, der ikke er anvendt inden for de sidste 24 timer, skal inden brug inspiceres og eventuelt rengøres, så lokalet overholder hygiejne- og kvalitetsprofil 5 - Inden dagens første procedure rengøres alle horisontale overflader med fugtig overtørring, herunder skærme i henhold til producentens anvisninger. Anbefaling inden mellem- og slutrengøring - Spild og forurening med humanbiologisk materiale fjernes straks eller snarest muligt, herefter foretages rengøring og ved smitterisiko og/eller større mængder spild, suppleres med desinfektion - Oprydning og fjernelse af affald og snavsetøj bør ske inden rengøring. Anbefaling for mellemrengøring - Det patientnære område og kontaktpunkter på operationsstuen rengøres, og evt. desinficeres, efter hver kirurgisk eller invasiv procedure, dvs. mellem hver patient - Der foretages våd rengøring med vand og egnet rengøringsmiddel, alternativt med engangsrengøringsklud med egnet rengøringsmiddel Eventuelt foretages eftertørring med en tør klud - Gulvet rengøres, hvor der er synlig forurening. Anbefaling for slutrengøring - Slutrengøring udføres dagligt på operationsstuer, når dagens procedurer er slut, eller en gang i hver 24 timers periode på arbejdsdage - Alt inventar på operationsstuen rengøres. Vægge og lofter ses efter og rengøres ved forekomst af urenheder - Gulvet vaskes. Fysiske forhold på operationsstuen Luftfugtighed, trykforhold og luftskifte - Luftfugtigheden bør ligge under 70 % - Der skal være overtryk på operationsstuen i forhold til de tilstødende lokaler. Vejledende tryk: 10-15 Pa. Der bør være indikator til at vise overtryk - Hvis trykforhold og/eller ventilation ikke fungerer på operationsstuen, skal en kompetent person tage stilling til, om operationen kan gennemføres - Særlig infektionsfølsomme operationer kan foregå på en operationsstue med renluftventilation (laminar air-flow). Jf. bilag 1 og 2 i NIR for det præ-, per- og postoperative område - Kontrolmåling af luftkvalitet på operationsstuer henvises til lokale/regionale vejledninger/retningslinjer. Yderligere krav og anbefalinger på området - Nationale Infektionshygiejniske retningslinjer for det præ-, per- og postoperative område, Den Centrale Enhed for Infektionshygiejne 2. udgave 2020, Statens Serum Institut - Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer om Håndhygiejne, Den Centrale Enhed for Infektionshygiejne 2.1 udgave 2021, Statens Serum Institut - Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer om håndtering af tekstiler til flergangsbrug i Sundhedssektoren, 1. udgave 2015, Statens Serum Institut - Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer for rengøring i hospitals- og primærsektoren, herunder dagtilbud og skoler, Centrale Enhed for Infektionshygiejne 1. udgave 2015, Statens Serum Institut - Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer for genbehandling af steriliserbart medicinsk udstyr, Centrale Enhed for Infektionshygiejne 1. udgave 2019, Statens Serum Institut - EN 13795 Afdækningsstykker, operationskitler og renrumsdragter anvendt som medicinsk udstyr til patienter, kliniske personale og udstyr, 2013 - Sundhedsstyrelsen. Vejledning om arbejdsdragt indenfor sundheds- og plejesektoren. Sundhedsstyrelsen, 2011