Hoftenære frakturer - fysioterapeutisk undersøgelse, behandling og genoptræning Formål Målgrupper og anvendelsesområde Definitioner Fremgangsmåde Ansvar og organisering Referencer Bilag Genveje til indhold - Henvisning - Indikation for fysioterapi - Restriktioner efter operation pga. hoftenær fraktur - Fysioterapeutisk undersøgelse, vurdering og behandlingsmål - Fysioterapeutisk behandling - Dokumentation og databaser Formål Formålet er at sikre, at patienter indlagt med en hoftenær fraktur, modtager fysioterapeutisk vurdering og intervention i overensstemmelse med tilgængelig evidens eller ’best practice’ mhp. at: - Undgå alvorlige komplikationer - Gøre patienten så selvhjulpen som muligt i forhold til basismobilitet (forflytninger og gang) samt specifikke funktioner relevant for udskrivelse. - Øge patientens muskulære styrke-udholdenhed og bevægelighed i afficerede UE samt at bedre balancen. Målgrupper og anvendelsesområde Fysioterapeuter på ortopædkirurgiske afdelinger i Region Hovedstaden og Region Sjælland, der er involveret i undersøgelse, behandling og genoptræning af patienter med hoftenære frakturer. Hoftenære frakturer dækker over patienter med en af følgende diagnosekoder: - Collum femoris fraktur: S72.0 - Pertrokantær femur fraktur: S72.1 - Subtrokantær femur fraktur: S72.2 Definitioner ADL (Almindelig Daglig Levevis): Menneskers håndtering af egenomsorg, som omfatter basale daglige gøremål, der er nødvendige at udføre for alle mennesker, såsom at klare toiletbesøg, bad og påklædning, spisning og mobilitet. CAS (Cumulated Ambulation Score): CAS anvendes til vurdering af basismobilitet, og er defineret som evnen til at komme ind og ud af seng, rejse sig fra og sætte sig i stol samt gang indendørs med relevant gangredskab. Scoren går fra 0-6 – se bilag 1. NMS (New Mobility Score): Test til vurdering af funktionsevne/gangfunktion inde, ude og i forbindelse med indkøb. Der scores ud fra hvor meget hjælp patienten har brug for i den givne situation hvor 0 angiver: kan ikke, 1: kan med hjælp fra anden person, 2: kan med et gangredskab, 3: kan uden besvær og uden gangredskab. Total score mellem 0-9 – se bilag 2. NRS (Numerisk Rang Skala): Redskab til måling af smerteintensitet. Smerten angives på en skala fra 0-10, hvor 0 angiveringen smerter og 10 værst tænkelige smerter – se bilag 4. VAS (Visuel Analog Skala): Redskab til måling af smerteintensitet. Patienten angiver smerteintensiteten med en streg/et kryds på en linje fra 0-10 cm. Den ene ende indikerer ingen smerter og den anden ende indikerer værst tænkelige smerter – se bilag 5. VRS (Verbal Rating Scale): Redskab til måling af smerteintensitet, anbefales til patienter med hoftenært brud. Patienten angiver smerte på en af 5 responsniveauer: 0 angiver ingen smerter, 1 angiver lette smerter, 2 angiver moderate smerter, 3 angiver kraftige smerter og 4 angiver værst tænkelige smerter – se bilag 3. Fremgangsmåde 1. Henvisningsprocedure Iht. lokale procedurer/lokale tilføjelser. 2. Indikation for fysioterapi Alle indlagte patienter opereret for en hoftenær fraktur kan henvises til fysioterapi. 3. Restriktioner efter operation pga. hoftenær fraktur Læs altid operationsbeskrivelsen, da restriktioner kan forekomme afhængig af operationstype. Følgende restriktioner kan gøre sig gældende, dog er der variation hospitalerne imellem hvilket vil fremgå af lokal instruks/lokal tilføjelse: - Operation med Hansson-Pinde efter disloceret fraktur: Undgå fuld belastning på opereret ben ved gang de første 6 uger postoperativt (brug gangredskab). - Operation med hemi-/total alloplastik, bagre adgang: Undgå fleksion over 90 grader, adduktion, og indadrotation de første 3 måneder postoperativt. - Operation med hemi-/total alloplastik, lateral adgang: Ingen aktiv abduktion mod tyngden de første 6 uger, efter 6 uger begyndes aktiv abduktion uden modstand, og efter 12 uger begyndes abduktion mod modstand. 4. Fysioterapeutisk undersøgelse, vurdering og behandlingsmål På 1. postoperative dag indhentes relevante oplysninger om patienten fra SP/journal, plejepersonale, læge og evt. pårørende. 4.1. Tidligere funktionsniveau Der indhentes oplysninger om patientens tidligere funktionsniveau (grad af selvstændighed i ADL, anvendelse af hjælpemidler, hjemmehjælp, smerter, faldrisiko). Tidligere funktionsniveau og basismobilitet umiddelbart forud for frakturen vurderes med CAS og NMS. 4.2. Aktuelle funktionsniveau Vurdering af smerter i hvile og aktivitet (VRS/VAS/NRS), basismobilitet (CAS) og respiration. Desuden vurdering af siddende og stående balance, muskelstyrke svarende til hofte og knæ, ledbevægelighed, hævelse/ødem, kognition samt ressourcer og begrænsninger. Derudover klarlægges patientens forventninger til behandlingen. 4.3. Behandlingsmål Fastsættelse af mål og plan sammen med patienten og evt. pårørende, hvilket løbende tilpasses i samarbejde med sundhedsfagligt personale. 5. Fysioterapeutisk behandling Fysioterapi påbegyndes 1. postoperative dag eller på operationsdagen og tilbydes alle hverdage afhængig af ressourcer og faglig vurdering. Tidlig mobilisering og træning af basismobilitet er en absolut afgørende faktor i forhold til et positivt outcome efter operation for et hoftenært brud og den indikator i hoftefraktur registret der har den største impact på reduktion af 30 dages mortalitet, genindlæggelse og indlæggelsesvarighed. 1. postoperative dag eller på operationsdagen: Patienten informeres om behandlingsforløbet og evt. restriktioner. Vurdering og træning af basismobilitet (CAS) samt instruktion i bevæge- og styrkeøvelser mhp. selvtræning. Der udleveres relevant patientinformation og øvelsesvejledning. Der trænes basismobilitet med relevant ganghjælpemiddel. Ved behov udføres lungeterapi. 2. postoperative dag til udskrivelse: Fortsat vurdering og træning af basismobilitet (CAS) samt progredierede bevæge-, balance- og styrketræning. Vurdering/revurdering af ganghjælpemiddel og træning hermed samt evt. trappetræning. Ved behov udføres lungeterapi. Ved længerevarende indlæggelser bør styrketræning af knæekstensorer tilbydes såfremt dette ikke er kontraindiceret. Ved udskrivelsen: - Vurdering af basismobilitet ved udskrivelse (CAS). - Udlån af ganghjælpemiddel jf. lokal instruks for udlån. - Udarbejdelse af genoptræningsplan (GGOP) i fællesskab med patienten (jf. instruks ”genoptræningsplaner”. Kriterier for afslutning af fysioterapeutisk behandling: Vurderes individuelt ift. lokale afslutningskriterier, tidligere funktionsniveau samt almen tilstand. 6. Dokumentation og database Der dokumenteres i patientens journal efter hvert besøg jf. lokale instrukser for journalføring i SP. Interventionen registreres med SKS koder efter hver undersøgelse og behandling. Følgende Patientdata indrapporteres til Dansk Tværfagligt Register for Hoftenære Lårbensbrud, Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP): Obligatoriske-indikatorer: Præ-fraktur CAS og NMS* samt CAS ved udskrivelse. ”kan” indikator: CAS-vurdering 1. postoperative dag. *NMS er ny indikator implementeres ultimo 2022. Ansvar og organisering - Sygehusledelser/hospitalsdirektioner har ansvaret for distribuering af vejledningen til relevante afdelinger. - Center-, afdelings- og klinikledelser for ergo- og fysioterapi har ansvaret for lokal implementering af denne vejledning og hvor relevant konkretisering heraf. - Den enkelte fysioterapeut har ansvaret for at kende og anvende vejledningen. Referencer - McDonough CM, Harris-Hayes M, Kristensen MT, Overgaard JA, Herring T, Kenny AM, Mangione KK. Physical therapy management of older adults with hip fracture. J Orthop Sports Phys Ther. 2021 February 1;51:CPG1–CPG81 - Hulsbæk S, Juhl C, Røpke A, Bandholm T, Kristensen MT. Exercise therapy is effective at improving short- and long-term mobility, ADL and balance in older patients following hip fracture: a systematic review and meta-analysis. Journals Gerontol Ser A. 2021 August 13 (online ahead of print) - Kristensen MT, Öztürk B, Röck ND, Ingeman A, Palm H, Pedersen AB. Regaining pre-fracture basic mobility status after hip fracture and association with post-discharge mortality and readmission - A nationwide register study in Denmark. Age Ageing. 2019 March 1;48:278–284 - Foss NB, Kristensen MT, Kehlet H. Prediction of postoperative morbidity, mortality and rehabilitation in hip fracture patients: the cumulated ambulation score. Clin Rehabil. 2006;20:701–708 - Kristensen PK, Thillemann TM, Søballe K, Johnsen ASP. Are process performance measures associated with clinical outcomes among patients with hip fractures? A population-based cohort study. Int J Qual Heal care J Int Soc Qual Heal Care. 2016;28:698–708 - Dansk Tværfagligt Register for Hoftenære Lårbensbrud - Referenceprogram for hoftebrud. Behandling, pleje og genoptræning af patienter med hoftebrud (2008). - Dansk Selskab for Fysioterapi, Måleredskaber og test (kræver log-in) - CAS - Cumulated Ambulation Score (kræver log-in) - NMS – New Mobility Score (kræver log-in) - VRS – Verbal Rang Skala (kræver log-in) - Tværsektoriel genoptræningsforløbsbeskrivelse Region Hovedstaden (se fanen genoptræning, opdateres forår 2022) Tværregionale vejledninger - Hoftenære frakturer hos voksne, forløb for udredning og behandling - Smertevurdering og smertedokumentation, generelle principper for Bilag Bilag 1 Cumulated Ambulation Score (CAS), scoringsskema Bilag 2 New Mobility Score (NMS) Bilag 3 Verbal Rang Skala (VRS), smerteskema Bilag 4 Numerisk Rang Skala (NRS), smerteskema Bilag 5 VAS smerteskema