Centrale Hypersomnier, udrednings- og behandlingsstrategi - børn og voksne Formål Målgrupper og anvendelsesområde Definitioner Fremgangsmåde Ansvar og organisering Referencer Bilag Genvej til indhold - Hypersomnityper - Udredningsstrategi - Lægekontakt - Behandlingsstrategi - Farmakologisk behandling - Opfølgning Formål Formålet med denne vejledning er at have klare, fælles retningslinjer for udrednings- og behandlingsstrategi for patienter henvist til udredning for - eller med mistanke om - central hypersomni. Målgrupper og anvendelsesområde Vejledningen henvender sig til læger på Neurologiske og Neurofysiologiske afdelinger og klinikker i Region Hovedstaden og Region Sjælland. Dokumentet omfatter patienter henvist til udredning for – eller som er mistænkt for at have - central hypersomni. Definitioner Ingen. Fremgangsmåde Hypersomnier kan opdeles i følgende typer: 1. Narkolepsi med katapleksi (Type1) Diagnosekode DG4741: Narkolepsi med katapleksi 2. Narkolepsi uden katapleksi (Type2) Diagnosekode DG4742: Narkolepsi uden katapleksi 3. Sekundær narkolepsi Diagnosekode DG4743: Narkolepsi udløst af sygdom klassificeret andetsteds 4. Idiopatisk hypersomni Diagnosekode DG4712: Idiopatisk hypersomni med lang søvntid Diagnosekode DG4713: Idiopatisk hypersomni uden lang søvntid 5. Kleine-Levins syndrom Diagnosekode DG4711: Periodisk hypersomni Udredningsstrategi Ved klinisk mistanke om hypersomni skal der visiteres til: 1. Polysomnografi (PSG) 2. Multipel Søvnlatens Test (MSLT) Herefter tages stilling til: 3. Lumbalpunktur Ved narkolepsi dokumenteret ved PSG + MSLT + lumbalpunktur: 4. Magnetisk Resonans (MR) af cerebrum Ved Kleine-Levins syndrom: Med henblik på differentialdiagnose tilstræbes PSG undersøgelse med EEG - gerne under anfald. Da patienterne ofte er kognitivt påvirkede under anfald, er det vigtigt at lave aftale om akut undersøgelse under anfald med både patient og evt. pårørende. Der udføres lumbalpunktur, hvis muligt. Lægekontakt Hvis undersøgelser rejser mistanke om hypersomni, eller der er anden klinisk grund hertil, indkaldes patienten til ambulant svar. Det ambulante notat skal følge den regionale vejledning for ambulant journalførelse, og der skal specifikt spørges til/informeres om følgende: - Søvnanfald, - Katapleksi, - Hallucinationer, - Søvnparalyse, - Søvn/REN`M Behavior Disorder (RBD) - se REM Behavior Disorder, udrednings- og behandlingsstrategi for voksne, - Andet: Depression, stemningsleje, adfærd mv., - Periodicitet (varighed af episode, hyppighed og interval mellem episoder). Derudover: - Behandling: effekt/bivirkninger, - Sociale/familiemæssige/skole/uddannelse, - Videre behandling, - Andet, - Kontrol. Behandlingsstrategi For alle hypersomnier indgår ikke-farmakologisk behandling samt evt. farmakologisk behandling, se nedenfor. Den ikke-farmakologiske behandling består i information og vejledning om: - Kost, - Regelmæssig motion, - Regelmæssig søvn, - Vægtkontrol, - Skærmende foranstaltninger under observation, tilpasses individuelt. Socialt: - Sikring af uddannelse, - Fastholdelse i familie, arbejde mv. Den farmakologiske behandlingsstrategi er nedenfor angivet opdelt efter diagnose: Narkolepsi med katapleksi (Type1): Centralstimulerende behandling: 1. Methylphenidat 10-60 mg/døgn Ved bivirkninger eller manglende effekt: 2. Modafinil 100-400 mg/døgn NB: Lægen skal sikre sig, at kvindelige patienter, som (skal) behandles med modafinil, er informeret og forstår følgende: - den potentielle risiko for et foster ved brug af modafinil under graviditeten; - behovet for at anvende effektiv prævention; - at modafinil kan reducere effekten af oral prævention og at alternative eller yderligere præventionsmetoder derfor er påkrævet. 3. Wakix 9-36 mg/døgn Antikataplektisk behandling: Børn: Venlafaxin 37,5-75 mg/døgn Voksne: 1. Venlafaxin 75-150 mg/døgn eller 2. Wakix 9-36 mg/døgn eller 3. Imipramin 10-100 mg/døgn eller 4. Protiptylin 25-100 mg/døgn Ved bivirkninger af ovenstående antidepressive behandling eller ved manglende effekt: 5. Xyrem 4-9 g/nat. Optrapning efter plan. Xyrem kan anvendes hos såvel børn som voksne. Opfølgning Patienten tilbydes opfølgende samtale efter 3-12 måneder. Medicinfornyelse: Efter aftale med primærsektoren bør medicinfornyelse ske via egen læge. Undtaget herfor er Xyrem, der i Region Hovedstaden receptfornyes via Dansk Center for Søvnmedicin. Narkolepsi uden katapleksi (Type2): Centralstimulerende behandling: 1. Methylphenidat 10-60 mg/døgn Ved bivirkninger eller manglende effekt: 2. Modafinil 100-400 mg/døgn NB: Lægen skal sikre sig, at kvindelige patienter, som (skal) behandles med modafinil, er informeret og forstår følgende: - den potentielle risiko for et foster ved brug af modafinil under graviditeten; - behovet for at anvende effektiv prævention; - at modafinil kan reducere effekten af oral prævention og at alternative eller yderligere præventionsmetoder derfor er påkrævet. Opfølgning Patienten tilbydes opfølgende samtale efter 3-12 måneder. Medicinfornyelse: Efter aftale med primærsektoren bør medicinfornyelse ske via egen læge. Idiopatisk hypersomni/Kleine-Levins syndrom: Der er ikke dokumenteret effekt af centralstimulerende medicin. Ansvar og organisering - Sygehusledelser/hospitalsdirektioner har ansvaret for distribuering af vejledningen til relevante afdelinger. - Center-, afdelings-/klinikledelsen i neurologiske – og neurofysiologiske afdelinger er ansvarlig for implementering af vejledningen. - Læger, der udreder og/eller behandler patienter mistænkt for at have central hypersomni, er ansvarlige for at kende og følge vejledningen. Referencer Tværregional vejledning - REM Behavior Disorder, udrednings- og behandlingsstrategi for voksne Bilag Ingen.