Center for Hjerneskade, henvisning til forløb, arbejdsgange og ansvarsfordeling Formål Målgrupper og anvendelsesområde Definitioner Fremgangsmåde Ansvar og organisering Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil Bilag Genvej til indhold: - Henvisningskriterier - Kapacitetsforespørgsel på Center for hjerneskade - Henvisning - Tilbagemelding på henvisning - Genoptræningsplan Formål At beskrive arbejdsgange og ansvarsfordeling i forbindelse med henvisning til et forløb på Center for Hjerneskade (CfH) under fritvalgsrammen med henblik på at sikre en velkoordineret og effektiv overgang mellem forløbet i hospitalsregi, kommunalt regi og Center for Hjerneskade. Målgrupper og anvendelsesområde Læger, neuropsykologer, logopæder, fysioterapeuter, ergoterapeuter og sekretærer på neurologiske og neurokirurgiske hospitalsafdelinger i Region Hovedstaden. Patientgruppen: Patienter indlagt med nyopstået hjerneskade og med et behov for rehabilitering efter udskrivelse. Se mere under Henvisningskriterier. Definitioner CfH: Center for Hjerneskade er en selvejende institution under Region Hovedstaden, der indenfor fritvalgsrammen har til formål at tilbyde intensiv træning til børn, unge og voksne med erhvervet hjerneskade. Fremgangsmåde Henvisning til CfH foretages, i henhold til Sundhedsloven, af alment praktiserende læger, speciallæger og hospitalsafdelinger. Denne vejledning gælder hospitalsafdelinger. CfH har ikke adgang til Sundhedsplatformen som regionens øvrige hospitaler, og er ikke tilkoblet E-journal via Sundhed.dk. Det er en tværfaglig udredning af læge og neuropsykolog i samarbejde med fysioterapeut, ergoterapeut og logopæd, der danner grundlaget for en henvisning til CfH under fritvalgsrammen. Henvisningskriterier - Patienten har behov for og forudsætningerne for at kunne deltage i et helhedsorienteret, intensivt, tværfagligt, neuropsykologisk funderet genoptræningsforløb (4 dage ugentligt fra 9-14/15; minimum 12 lektioner ugentligt). - Patienten er motiveret for og har behov for intensiv tværfaglig genoptræning (3-4 dage/ugen; 3-6 timer om dagen). - Patienten har vanskeligheder på mindst 3 ud af 4 områder – fysisk; kognitivt; sprogligt; socialt/emotionelt. - Eller 2 af ovenstående områder er påvirket i svær grad – oftest det kognitive område. - Kendt – ikke progredierende årsag til skaden. Evt. tumor må ikke være behandlingskrævende. - Kan klare toiletbesøg og kan spise uden hjælp. - Ikke aktivt misbrug (i 3- 6 måneder) eller alvorlig, behandlingskrævende psykisk lidelse. Se bilag 1: Forløb via fritvalgsrammen på Center for hjerneskade for beskrivelse af indhold i forløbet. Kapacitetsforespørgsel på Center for hjerneskade Rehabiliteringsforløbene på CfH er organiseret således, at den årlige bevilling fordeles jævnt over hele året med optag/oprettelse af hold 5-6 gange årligt. Når der på baggrund af en tværfaglig udredning vurderes, at det er relevant for patienten at få et forløb på CfH under fritvalgsrammen, kontakter hospitalet CfH´s visitation ift. en kapacitetsforespørgsel: Enten sendes der en mail ved ###EMAIL###.dk med tekst i emnefeltet ”CfH´s visitation” eller der tages telefonisk kontakt på: (+45) ###TELEFON###, spørg efter ”visitationen”. Det tilstræbes fra CfH svarer ift. kapaciteten samme dag og senest indenfor tre hverdage via korrespondancemeddelse. Se bilag 2: Kommunikationsflow vedr. visitation til forløb under fritvalgsrammen ved Center for Hjerneskade. Er der ikke kapacitet, det vil sige at der er mere end 3 måneders ventetid inden næste ledige plads, så skal CfH informere om, at der ikke kan sendes en henvisning. Denne besked gives enten telefonisk eller CfH orienterer hospitalet via en korrespondancemeddelelse. Henvisning Såfremt patienten vurderes relevant af CfH og der er kapacitet, skal der sendes en Sygehushenvisning (XREF01) til CfH mhp. visitation. Med henblik på at sikre en optimal, hurtig og smidig visitation bør en fyldestgørende henvisning indeholde følgende: ###TABEL_1### Tilbagemelding på henvisning CfH vurderer patienten på baggrund af henvisningen, og orienterer hospitalet via korrespondancemeddelelse, hurtigst muligt og senest 3 hverdage efter modtagelse af henvisningen, om hvorvidt der kan visiteres til et forløb samt tidspunkt for opstart af tilbud. Såfremt ovenstående oplysninger foreligger, vil det ofte være muligt at vurdere, om en borger kan visiteres til et forløb, alene på baggrund af henvisningen. Er henvisningen ikke fyldestgørende, kan det være nødvendigt at gennemføre en forundersøgelse eller indhente supplerende oplysninger, hvorved tre-dages visitationsfristen ikke kan overholdes. CfH informerer patienten hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter modtagelse af henvisning, via E-Boks om tidspunkt for opstart af tilbud. Se bilag 2: Kommunikationsflow vedr. visitation til forløb under fritvalgsrammen ved Center for Hjerneskade. Genoptræningsplan Nogle patienter har behov for genoptræning og/eller rehabilitering i kommunalt regi, inden opstart af forløb på CfH, pga. ventetid. I disse tilfælde ordineres og udarbejdes der en genoptræningsplan sv.t. relevant specialiseringsniveau. I genoptræningsplanen beskrives plan for forløb med angivelse af dato for opstart af tilbud ved CfH. Se bilag 2: Kommunikationsflow vedr. visitation til forløb under fritvalgsrammen ved Center for Hjerneskade. Ansvar og organisering - Klinikledelsen er sammen med afdelingsledelsen ansvarlig for implementering af den regionale vejledning. - Region Hovedstaden er ansvarlig for, at vejledningen indeholder opdaterede retningslinjer for henvisning. - Den enkelte læge, neuropsykolog, logopæd, fysio- og ergoterapeut på de neurologiske afdelinger er ansvarlig for at kende og følge vejledningens indhold. Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil - Visitation til fritvalgsrammen – jf. Sundhedslovens § 79, stk. 2 - Manual til udgående henvisning i Sundhedsplatformen Bilag Bilag 1 Forløb på Center for Hjerneskade Bilag 2 Kommunikationsflow vedr. visitation til forløb under fritvalgsrammen ved Center for Hjerneskade