COMFORTneo - neonatal smertevurdering Formål Målgrupper og anvendelsesområde Definitioner Fremgangsmåde Ansvar og organisering Referencer Bilag Formål At understøtte et ensartet grundlag for vurdering af procedurerelaterede smerter/ubehag samt vedvarende og postoperative smerter hos børn indlagt i neonatalafsnit. Målgrupper og anvendelsesområde COMFORTneo anvendes af sundhedspersonale der plejer og behandler børn indlagt på neonatalafsnit og er målrettet børn indlagt i neonatalperioden (se Definitioner) og andre afdelinger, der har børn i den aldersgruppe. Definitioner COMFORneo er en smertescoringsskala videreudviklet til neonatale børn fra COMFORT behaviour skalaen (se Fremgangsmåde vedr. brug). Neonatalperiode: - For mature børn (over GA 37+0): fra fødsel + 28 dage. - For præmature børn (mulig overlevelse – svarende til GA 23+0): fra fødsel til 28 efter beregnet terminsdato. Cut-off-score: Grænseværdi NRS (Numeric Rating Scale): En vurdering på en skala fra 0 til 10, hvor 0=Ingen, 2=Mild, 4=Moderat, 6=Svær, 8= Meget svær og 10=værst tænkelige. Ved COMFORTneo scoring vurderes det observerede med NRS, både i forhold til smerter og distress. Farmakologisk intervention: Anvendelse af smertestillende medikamenter eventuel i kombination med relaxantia (se særskilt vejledning). Non-farmakologisk intervention (Comfort Care): Tilbud om sut (evt. i kombination med Sukrose 24 %), optimeret pleje efter NIDCAP-principper, hud-mod-hud-kontakt, svøbning/afgrænsning, beroligelse (ex: forældres stemmer, fast hånd på hoved, hale og/eller ryg, finger at holde i etc.), ændret lejring, hjælp til selvberoligende adfærd/samling, beskyttelse mod stimuli (ex: lyd, lys, lugt, forstyrrelse, varme/kulde, fyldning af mavesæk etc.). Fremgangsmåde Forholdsregler og procedurer for scoring Alle børn indenfor målgruppen skal scores med COMFORTneo minimum én gang i hver vagt (3 gange/døgn), samt efter behov. Scoring skal foretages hyppigere, hvis den kliniske tilstand eller en scoring indikerer det. Afvigelser herfra dokumenteres og begrundes i sygeplejenotat. Scoringen kan foregå både i vugge/kuvøse samt hos forældre. Bliver barnet uroligt og intervention er påkrævet, skal der handles og observationen startes forfra når det er muligt. Barnet observeres i 2 minutter uden forstyrrelse eller berøring, i forhold til 6 områder: - Vågenhed - Ro/ængstelse - Respiratorisk respons (kun børn der er intuberede) eller Gråd (børn der ikke er intuberede) - Kropsbevægelse - Ansigtstonus - Muskeltonus Hvert område vurderes til en score fra 1-5 og resulterer i et samlet antal point. Figur 1. COMFORTneo - desuden vedlagt som bilag 1. Oplysninger om barnets medicinering/behandling………………………………………………………………………..... Oplysninger om barnets tilstand…………………………………………………………………………………………….…………. Det observerede vurderes med NRS, både i forhold til smerter og distress. Se også Smertevurdering - børn og unge - CUT-off-score er 8 og 14 Hvis barnet scorer 14 eller derover skal der interveneres. Interventionens art besluttes ud fra sygeplejerskens vurdering på NRS (Numeric Rating Scale). Dette gøres med afsæt i to punkter - smerter & distress. Interventionen kan være både farmakologisk og/eller non-farmakologisk (se Definitioner). Det vil sige, at der skal interveneres, uanset om barnet vurderes til at have smerter eller er distress’et. Hvis barnet scorer under 8, skal det overvejes om barnet er oversederet eller neurologisk påvirket, og der skal interveneres hvis muligt. Interventionen vil hovedsagelig være farmakologisk. Smertebehandlingen er et fast punkt under stuegang, hvis barnet har smerter eller er i risiko for at opleve smerter. Vurdering af interventionens effekt Det er af stor vigtighed, at man efter intervention foretager en ny COMFORTneo-scoring (efter 10 – 20 min) for at sikre, at interventionen har haft den ønskede effekt. Interventionen dokumenteres. Se COMFORTneo flowchart – bilag 2. Dokumentation Barnets COMFORTneo-score, NRS-vurderingen og eventuelle tiltag dokumenteres i SP. Ordineret, dispenseret og administreret medikamentel behandling dokumenteres i MDA. Hos børn der bliver behandlet for smerter, skal der oprettes en individuel plejeplan med angivelse af særlige kendetegn, effektive tiltag m.m. Hos børn der er distress-påvirket af deres situation indarbejdes de relevante og virkningsfulde non-farmakologiske interventioner ligeledes i barnets individuelle plejeplan. Certificering af plejepersonale For at udvikle et ensartet sprog og deraf en ensartet vurdering af smerter/distress hos det enkelte barn, skal alt sundhedspersonale, der har ansvar for plejen i forhold til neonatale børn under indlæggelse på et neonatalafsnit (sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, ventilatører og studerende) certificeres. Dette gøres ved at udføre 10 scoringer sideløbende med en certificeret sygeplejerske, og efterfølgende diskutere det sete. Der skal være stor grad af overensstemmelse mellem observatørerne for at blive certificeret. Til at vurdere i hvor høj grad to personers vurdering af smerter stemmer overens, bliver Cohens Kappa koefficienter anvendt. Den beregnede kappa-værdi skal være over 0,65 for at vedkommende kan blive certificeret. Der er udarbejdet et certifikat, som man får som bevis, når man er blevet certificeret. Denne beregning og udarbejdelse af certifikat foretages af særligt personale kendt af afsnitsledelsen. Ansvar og organisering - Sygehusledelser/hospitalsdirektioner er ansvarlige for at distribuere vejledningen til neonatal afdelinger. - Center-, afdelings- og klinikledelser i neonatalafdelinger er ansvarlige for at implementere vejledningen og, hvor relevant, for at konkretisere denne lokalt. - Afsnitsledelsen er ansvarlig for certificering af plejepersonale. Referencer - Klinisk retningslinje for smertevurdering af neonatale børn Tværregionale dokumenter - Smertevurdering - børn og unge - Lokalbedøvende creme/gel ved stikprocedurer hos børn og unge - Udviklingsstøttende omsorg for nyfødte ud fra NIDCAP principper - Hud-mod-hud kontakt - syge nyfødte og neonatale børn Bilag Bilag 1 COMFORTneo Scale Bilag 2 COMFORTneo flowchart for scoringer