Anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile Formål Målgrupper og anvendelsesområde Definitioner Fremgangsmåde Ansvar og organisering Referencer Bilag Genvej til indhold - Tvangsbehandling - Betingelser - Principper for tvangsbehandling - Tvangsindgreb med henblik på gennemførelse af tvangsbehandling - Betingelser - Mulige tvangsindgreb - Fysisk fastholdelse - Beroligende medicin - Tvangsindlæggelse - Gennemførelse af personlig hygiejne på tvangsindlagte patienter - Tilbageholdelse og tilbageførsel – også af patienter, der ikke er indlagt under tvang - Procedurer i forbindelse med tvangsindlæggelse - Erklæring om tvangsindlæggelse - Iværksættelse og gennemførelse af tvangsindlæggelse - Obligatorisk efterprøvelse - Delegation af beslutninger - Tvangsprotokol - Indberetning til Sundhedsdatastyrelsen - Klager til tvangsbehandlingsnævnet - Oplysninger - Frister - Skabelon til erklæring til brug ved tvangsindlæggelse ved somatisk behandling af varigt inhabile - word, bilag 1 - Skabelon til erklæring til brug ved tvangsindlæggelse ved somatisk behandling af varigt inhabile - pdf, bilag 1 - Tvangsbehandling - Fysisk fastholdelse - word, bilag 2 - Tvangsbehandling - Fysisk fastholdelse - pdf, bilag 2 - Tvangsprotokol - Beroligende medicin - word, bilag 3 - Tvangsprotokol - Beroligende medicin - pdf, bilag 3 - Tvangsprotokol - Tvangsindlæggelse - word, bilag 4 - Tvangsprotokol - Tvangsindlæggelse - pdf, bilag 4 - Tvangsbehandling - Tilbageførsel og tilbageholdelse af varigt inhabil tvangsindlagt patient - word, bilag 5 - Tvangsbehandling - Tilbageførsel og tilbageholdelse af varigt inhabil tvangsindlagt patient - pdf, bilag 5 Formål At understøtte korrekt, lovlig og skånsom brug af tvang i forbindelse med somatisk behandling af varigt inhabile patienter. Målgrupper og anvendelsesområde Målgruppen er sundhedsfagligt personale på de somatiske hospitalsafdelinger og det præhospitale område i Region Hovedstaden og Region Sjælland. Vejledningen gælder for patienter - der er fyldt 15 år - har behov for behandling - varigt mangler evnen til at give et informeret samtykke til behandling, jf. § 18 i sundhedsloven - ikke er omfattet af reglerne i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, - ikke har et øjeblikkeligt behandlingsbehov, jf. sundhedslovens § 19 og - ikke i et behandlingstestamente har bestemt, at pågældende ikke ønsker at modtage behandling med brug af tvang efter reglerne i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile. Alle former for sundhedsfaglig behandling er omfattet af loven (ikke alternativ behandling). Dette omfatter efter sundhedslovens § 5 undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, fødselshjælp, genoptræning, sundhedsfaglig pleje samt forebyggelse og sundhedsfremme i forhold til den enkelte patient. Varig mangel på evne til at give informeret samtykke til behandling foreligger, når evnen til at handle fornuftsmæssigt er varigt fraværende, for eksempel på grund af manglende mental udvikling eller på grund af alderssvækkelse, kognitive forstyrrelser eller lignende. Afgørende er, om patienten kan forholde sig fornuftsmæssigt til behandlingsforslag m.v. i en behandlingssituation, dvs. give et gyldigt informeret samtykke. Det kan være nødvendigt at inddrage speciallæge i geriatri, psykiatri, neurologi eller anden med særlig viden om den pågældende patientgruppe. Reglerne gælder kun for patienter, der behandles for somatiske lidelser. Reglerne finder ikke anvendelse over for patienter, som er indlagt på psykiatrisk afdeling efter psykiatriloven, eller over for patienter, der efter psykiatrilovens § 13 er indlagt på somatisk afdeling. Hvis en patient er omfattet af psykiatriloven, er det denne lov, der har forrang. Når en patient ikke opfylder betingelserne for tvang efter psykiatriloven, reguleres patientens selvbestemmelsesret af reglerne i sundhedsloven og lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile. Definitioner Tvang: Ved tvang forstås i denne vejledning anvendelse af foranstaltninger, som en varigt inhabil patient i ord eller handling modsætter sig. Tvang kan bestå af - tvangsbehandling, - tvangsindgreb der er nødvendige for at gennemføre tvangsbehandling og - personlig hygiejne. Fremgangsmåde Formålet med disse regler er - at sikre den bedst mulige behandling, omsorg og beskyttelse af patienten med udgangspunkt i den enkeltes behov og under hensyn til den enkelte patients værdighed, - at sikre, at iværksættelse og gennemførelse af tvang sker i overensstemmelse med grundlæggende retssikkerhedsprincipper, og - at begrænse tvang og indgreb i den personlige frihed over for den enkelte patient til det absolut nødvendige. 1. Tvangsbehandling 1.1. Betingelser En læge/tandlæge kan beslutte at tvangsbehandle en varigt inhabil patient, som i ord eller handling modsætter sig en sundhedsfaglig behandling, forudsat at der er givet samtykke/tilslutning til selve behandlingen efter sundhedslovens § 18 fra - patientens værge, nærmeste pårørende eller fremtidsfuldmægtig, eller - en anden sundhedsperson med faglig indsigt på området, som ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage i behandlingen af den pågældende patient, eller Styrelsen for Patientsikkerhed. og at der er samtykke/tilslutning til, at der kan anvendes tvang for at gennemføre behandling fra - patientens værge, nærmeste pårørende eller fremtidsfuldmægtig, eller - en anden læge/tandlæge med faglig indsigt på området, som ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage i behandlingen af den pågældende patient hvis - en undladelse af at behandle patienten ud fra en sundhedsfaglig vurdering vil føre til væsentlig forringelse af patientens helbred eller sundhedstilstand, og - behandlingen anses for nødvendig for at forhindre denne væsentlige forringelse, og - det efter en helhedsvurdering fremstår som den bedste løsning for patienten at gennemføre behandlingen. Beslutningen om tvangsbehandling skal vedrøre en konkret og aktuel behandling. Beslutninger om tvangsbehandling er gyldige i den periode, der er nødvendig for behandlingen, dog højst i 4 måneder fra beslutningsdatoen. Det forudsættes, at beslutning om tvangsbehandling på sygehuse tages af den behandlingsansvarlige overlæge/overtandlæge. Hvis patienten i et behandlingstestamente har bestemt, at pågældende ikke ønsker at modtage behandling med brug af tvang efter reglerne i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile, skal dette respekteres, da det er juridisk bindende. Lægen eller tandlægen, der påtænker at beslutte tvangsbehandling, skal derfor sikre, at der forinden beslutningen om tvang er slået op i FMK-online med henblik på at afklare om patienten har skrevet et behandlingstestamente. Se vejledningen Livstestamente - anvendelse, oprettelse og tilbagekaldelse 1.2. Principper for tvangsbehandling Den læge/tandlæge, der træffer beslutning om tvangsbehandling, skal inddrage patienten i beslutningen og underrette patienten om den trufne beslutning og dens nærmere indhold, baggrund og formål. Inden tvangsbehandling besluttes og iværksættes, skal tillidsskabende tiltag være forsøgt, og patienten skal være forsøgt motiveret til frivilligt at medvirke til behandlingen. Tvangsbehandlingen skal afbrydes straks, hvis betingelserne ikke længere er opfyldt. Beslutninger om tvangsbehandling skal overholde tilkendegivelser i et eventuelt livstestamente, der er skrevet før 1. januar 2019, se Livstestamente - anvendelse, oprettelse og tilbagekaldelse 2. Tvangsindgreb med henblik på gennemførelse af tvangsbehandling 2.1. Betingelser - tillidsskabende tiltag skal være forsøgt, inden tvangsindgreb besluttes og iværksættes, - tvangsindgrebet skal være nødvendigt for at gennemføre tvangsbehandlingen, - der skal foreligge samtykke/tilslutning til tvangsindgrebet fra patientens værge, nærmeste pårørende, fremtidsfuldmægtig, eller en anden læge/tandlæge med faglig indsigt på området, som ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage i behandlingen af den pågældende patient, - indgrebet skal være så skånsomt og kortvarigt som muligt, og - stå i rimeligt forhold til formålet. Det mindst indgribende indgreb skal anvendes, hvis det er tilstrækkeligt til at opnå formålet. Alle indgreb skal udføres med størst mulig hensyntagen til den pågældende patient for at undgå unødige krænkelser og ulemper. Tvangsindgreb må ikke erstatte personlig pleje og omsorg. Beslutninger om tvangsindgreb er gyldige i den periode, der er nødvendig for at gennemføre den tvangsbehandling, der er besluttet, dog højst i 4 måneder. Der kan træffes beslutning om samtidig anvendelse af flere tvangsindgreb. Det forudsættes, at beslutning om tvangsindgreb på sygehuse tages af den behandlingsansvarlige overlæge/overtandlæge. 2.2. Mulige tvangsindgreb 2.2.1. Fysisk fastholdelse En læge/tandlæge kan beslutte fysisk at fastholde patienten, hvis betingelserne for tvangsindgreb er opfyldt. Der må ikke anvendes hjælpemidler og remedier til fastholdelsen. Se bilag 2. 2.2.2. Beroligende medicin En læge/tandlæge kan beslutte at give patienten et beroligende lægemiddel, hvis betingelserne for tvangsindgreb er opfyldt. Beroligende lægemidler må ikke anvendes af ordenshensyn. Se bilag 3. 2.2.3. Tvangsindlæggelse En læge/tandlæge kan beslutte, at en patient skal tvangsindlægges, hvis betingelserne for tvangsindgreb er opfyldt. Læger/tandlæger uden for sygehus, for eksempel patientens egen læge, kan også beslutte, at patienten skal tvangsindlægges på offentligt sygehus for at gennemføre behandlingen. Dog er det en overlæge/overtandlæge på den afdeling, hvor patienten tvangsindlægges, der træffer endelig beslutning om, hvorvidt tvangsindlæggelse skal ske. Overlægen/overtandlægen skal i den forbindelse påse, om betingelserne for tvangsbehandling og anvendelse af tvangsindgreb er opfyldt. I overlægens/overtandlægens fravær kan beslutning tages af en anden læge/ tandlæge med faglig indsigt på området. Overlægen/overtandlægen skal snarest muligt tage stilling til den anden læges/tandlæges beslutning. Tvangsindlæggelse kan kun ske på et offentligt sygehus. Se mere om proceduren for tvangsindlæggelse i 3.1. 2.2.4. Gennemførelse af personlig hygiejne på tvangsindlagte patienter En overlæge/overtandlæge kan beslutte, at en patient, der er tvangsindlagt, og som ikke selv er i stand til at varetage nødvendig personlig hygiejne, skal have foretaget personlig hygiejne under anvendelse af tvang, hvis dette er nødvendigt af hensyn til patienten selv eller af hensyn til medpatienter eller personale. I overlægens/overtandlægens fravær kan beslutning tages af en anden læge/tandlæge med faglig indsigt på området. Overlægen/overtandlægen skal snarest muligt tage stilling til den anden læges/tandlæges beslutning. 2.2.5. Tilbageholdelse og tilbageførsel – også af patienter, der ikke er indlagt under tvang En overlæge/overtandlæge kan beslutte, at en patient, der er tvangsindlagt på et offentligt sygehus, skal tilbageholdes på sygehusafdelingen, hvis patientens fortsatte indlæggelse er nødvendig for at gennemføre tvangsbehandlingen. En overlæge/overtandlæge kan, hvis betingelserne for anvendelse af tvangsindgreb er opfyldt, beslutte, at en patient, som er tvangsindlagt, skal føres tilbage til afdelingen, hvis patienten har forladt afdelingen. En overlæge/overtandlæge kan beslutte, at en patient, der ikke er tvangsindlagt, skal tilbageholdes eller tilbageføres, hvis patientens fortsatte indlæggelse er nødvendig for at gennemføre behandlingen, og hvis patienten opfylder betingelserne for tvangsindlæggelse. I overlægens/overtandlægens fravær kan disse beslutninger tages af en anden læge/tandlæge med faglig indsigt på området. Overlægen/overtandlægen skal snarest muligt tage stilling til den anden læges/tandlæges beslutning. 3. Procedurer i forbindelse med tvangsindlæggelse 3.1. Erklæring om tvangsindlæggelse Ved beslutning om tvangsindlæggelse skal den besluttende læge/tandlæge udfærdige en erklæring herom - se bilag 5. Erklæringen skal basere sig på lægens/tandlægens undersøgelse af behovet for at tvangsindlægge patienten. Erklæringen må ikke være udstedt af en læge/tandlæge, der er ansat på den sygehusafdeling, hvor tvangsindlæggelsen skal finde sted, eller være udstedt af en læge/tandlæge, der er inhabil. Den besluttende læge/tandlæge, der udfærdiger erklæring om tvangsindlæggelsen kan således være læge/tandlæge uden for sygehus (for eksempel patientens egen alment praktiserende læge) eller læge på anden sygehusafdeling. Undersøgelsen skal være foretaget inden for de seneste 7 dage forud for tvangsindlæggelsen. Nærmere regler om indholdet af erklæringer om tvangsindlæggelse, BEK nr. 1394 af 04/12/2017. 3.2. Iværksættelse og gennemførelse af tvangsindlæggelse Politiet træffer bestemmelse om tvangsindlæggelsens iværksættelse og gennemførelse. Den læge/tandlæge, der har besluttet, at patienten skal tvangsindlægges, skal så vidt muligt være til stede ved tvangsindlæggelsens gennemførelse, indtil politiet forlader stedet sammen med den patient, der skal tvangsindlægges. Iværksættes tvangsindlæggelsen ikke i umiddelbar forlængelse af lægens/tandlægens undersøgelse, underretter politiet denne om tidspunktet for gennemførelsen af tvangsindlæggelsen. Nærmere regler om politiets opgaver i forbindelse med tvangsindlæggelse ved somatisk behandling af varigt inhabile, BEK nr. 907 af 26/06/2018. 3.3. Obligatorisk efterprøvelse Overlægen/overtandlægen har ansvaret for, at patienten ikke tvangsindlægges, tilbageholdes eller tilbageføres i videre omfang end nødvendigt for at gennemføre den besluttede tvangsbehandling. Overlægen/overtandlægen skal, henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage efter at tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse eller tilbageførsel blev iværksat, og herefter mindst hver fjerde uge, så længe disse tvangsindgreb opretholdes, påse, om betingelserne for tvangsindgrebene fortsat er opfyldt. Finder overlægen/overtandlægen, at betingelserne for disse tvangsindgreb ikke længere er opfyldt, skal de straks bringes til ophør. 4. Delegation af beslutninger Beslutninger om anvendelse af tvangsbehandling og tvangsindgreb kan kun tages af læger og tandlæger, og beslutningskompetencen kan ikke delegeres til andre. Derimod kan selve gennemførelsen af tvangsbehandlingen/tvangsindgrebet delegeres til andre sundhedspersoner efter reglerne om autoriserede sundhedspersoners brug af medhjælp. Ved sundhedspersoner forstås autoriserede sundhedspersoner og personer, der handler på disse vegne. 5. Tvangsprotokol Beslutninger om anvendelse af tvang skal tilføres en tvangsprotokol, herunder oplysninger om beslutningens indhold og begrundelse. Det samme gælder resultatet af den obligatoriske efterprøvelse af beslutning om og opretholdelse af tvangsindlæggelse, tilbageholdelse og tilbageførsel. Se bilag 2. Enhver anvendelse af tvang på baggrund af lægens/tandlægens beslutning skal tilføres en tvangsprotokollen med angivelse af tvangens nærmere indhold. Kopi af tvangsprotokollen skal indgå i patientjournalen. Tilførsler til tvangsprotokollen skal foretages i forbindelse med eller snarest muligt efter, at beslutningen om tvangsbehandling, fysisk fastholdelse, beroligende medicin, tilbageholdelse og tilbageførsel eller endelig beslutning om tvangsindlæggelse er truffet eller anvendt. Beslutning om og anvendelse af personlig hygiejne skal ikke tilføres tvangsprotokollen. Nærmere regler om indholdet af tvangsprotokoller ved beslutninger og anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile, BEK nr. 1396 af 04/12/2017. 6. Indberetning til Sundhedsdatastyrelsen Fra 1. juli 2018 skal beslutninger om anvendelse af tvang indberettes til Sundhedsdatastyrelsen via LPR senest den 10. i måneden efter beslutningen om tvangsbehandlingen eller tvangsindgrebet er truffet. Sundhedsdatastyrelsen stiller de indberettede oplysninger til rådighed for regionsrådet til brug for regionsrådets overvågning af anvendelsen af tvang. Sundhedsdatastyrelsen stiller endvidere oplysningerne til rådighed for Styrelsen for Patientsikkerhed til brug for styrelsens tilsyn med sundhedsområdet efter sundhedsloven og til opsamling af viden til brug for læring i sundhedsvæsenet. Beslutning om personlig hygiejne skal ikke indberettes. Nærmere regler om pligt til indberetning og videregivelse af indberettede oplysninger om beslutninger om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile, BEK nr. 1370 af 01/12/2017. 7. Klager til Tvangsbehandlingsnævnet Lægen/tandlægen der træffer beslutning om tvang, skal - vejlede den nærmeste pårørende, værgen eller fremtidsfuldmægtigen, som samtykker til tvangen, om mulighederne for at indbringe klage for Tvangsbehandlingsnævnet, jf. § 4 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, og - efter anmodning fra patienten, dennes pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig indbringe klager over beslutninger herom for Tvangsbehandlingsnævnet. Klage til Tvangsbehandlingsnævnet har opsættende virkning, hvilket indebærer, at tvangsbehandlingen/tvangsindgrebet skal standses, indtil der er truffet afgørelse. Hvis tvangsbehandlingen udøves af andre end den besluttende overlæge/overtandlæge, skal sidstnævnte underrette udførende sundhedsperson om, at tvangsbehandlingen/tvangsindgrebet skal standses. Tvangsbehandlingsnævnet træffer afgørelse, om betingelserne for den anvendte tvang var tilstede på tidspunktet for iværksættelsen. Det må forventes, at nævnet vil anlægge en stram fortolkning af nødvendigheden, idet det ikke vil være tilstrækkeligt, at der tale om en behandling, man normalt vil tilbyde denne type patienter. Der vil således skulle foreligge et behandlingsbehov af en vis tyngde. Der kan ikke klages over anvendelse af personlig hygiejne til Tvangsbehandlingsnævnet. Klager herom skal rettes til sygehusmyndigheden. Oplysninger Lægen/tandlægen skal samlet fremsende sagens akter, herunder - et udfyldt oplysningsskema - en erklæring (udtalelse) om den besluttede tvang som supplement til oplysningsskemaet, udfærdiget af overlægen/overtandlægen, - udskrift af tvangsprotokoller, - kopi af journalen for det pågældende behandlingsforløb, og - kopi af erklæring udfærdiget i forbindelse med tvangsindlæggelse, hvis dette har været iværksat. Frister Oplysningerne skal indsendes - samtidig med klagen og senest 48 timer efter, at den besluttende læge/tandlæge har modtaget anmodningen om, at klagen skal indbringes for Tvangsbehandlingsnævnet, eller - hurtigst muligt og senest 48 timer efter, at lægen/tandlægen har modtaget en anmodning herom fra Styrelsen for Patientsikkerhed, når beslutningen om tvang fortsat har gyldighed og senest 6 hverdage efter, at anmodningen er modtaget, når beslutningen om tvang ikke længere er gyldig. Lægen/tandlægen er endvidere forpligtet til på begæring fra Styrelsen for Patientklager, at indsende yderligere oplysninger hurtigst muligt og senest 48 timer efter, at anmodningen er modtaget, når beslutningen om tvang fortsat har gyldighed og senest 6 hverdage efter, at anmodningen er modtaget, når beslutningen om tvang ikke længere er gyldig. Tvangsbehandlingsnævnet skal træffe afgørelse i klagesager inden 14 hverdage efter klagens modtagelse. I sager som vedrører beslutninger om tvang, som ikke længere er gyldige, skal afgørelsen træffes snarest muligt (senest 6 uger efter klagens modtagelse). Klager skal være indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over. Klage skal dog senest indgives 5 år efter den dag, hvor klageforholdet har fundet sted. Der kan ikke dispenseres fra de nævnte klagefrister. Nærmere regler om lægers og tandlægers pligt til medvirken ved oplysning af sager ved Tvangsbehandlingsnævnet, BEK nr. 1395 af 04/12/2017. Ansvar og organisering - Hospitalsdirektioner/sygehusledelser er ansvarlige for at distribuere dokumentet til relevante afdelinger. - Center-, afdelings- og klinikledelser er ansvarlige for at dokumentet efterleves i relevante afdelinger. - Beslutning om iværksættelse af tvangsbehandling træffes af en læge. - Den enkelte medarbejder har ansvaret for at kende og anvende vejledningen. Referencer - Lovbekendtgørelse nr. 126 af den 27. januar 201 om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile - Bekendtgørelse nr. 1394 af den 4. december 2017 om erklæringer til brug ved tvangsindlæggelse ved somatisk behandling af varigt inhabile - Bekendtgørelse nr. 1396 af den 4. december 2017 om tvangsprotokoller ved beslutninger og anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile - Bekendtgørelse nr. 1370 af den 1. december 2017 om pligt til indberetning og videregivelse af indberettede oplysninger om beslutninger om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile - Bekendtgørelse nr. 907 af 26. juni 2018 om politiets opgaver i forbindelse med tvangsindlæggelse ved somatisk behandling af varigt inhabile - Bekendtgørelse nr. 1395 af den 4. december 2017 om lægers og tandlægers pligt til medvirken ved oplysning af sager ved Tvangsbehandlingsnævnet - Oplysningsskema - Informationsmateriale om afslutningen på livet, Styrelsen for Patientsikkerhed - En god afslutning på livet, Styrelsen for Patientsikkerhed Tværregionale vejledninger - Informeret samtykke til behandling - Livstestamente - anvendelse, oprettelse og tilbagekaldelse Bilag Bilag 1 Skabelon til erklæring til brug ved tvangsindlæggelse ved somatisk behandling af varigt inhabile - word Bilag 1 Skabelon til erklæring til brug ved tvangsindlæggelse ved somatisk behandling af varigt inhabile - pfd Tvangsprotokolskabeloner ved beslutninger om og anvendelse af tvang: Bilag 2 - Tvangsbehandling - Fysisk fastholdelse - word Bilag 2 - Tvangsbehandling - Fysisk fastholdelse - pdf Bilag 3 - Tvangsprotokol - Beroligende medicin - word Bilag 3 - Tvangsprotokol - Beroligende medicin - pdf Bilag 4 - Tvangsprotokol - Tvangsindlæggelse - word Bilag 4 - Tvangsprotokol - Tvangsindlæggelse - pdf Bilag 5 - Tvangsbehandling - Tilbageførsel og tilbageholdelse af varigt inhabil tvangsindlagt patient - word Bilag 5 - Tvangsbehandling - Tilbageførsel og tilbageholdelse af varigt inhabil tvangsindlagt patient - pdf