Akut urinretention, behandling og visitation Formål Målgrupper og anvendelsesområde Definitioner Fremgangsmåde Ansvar og organisering Referencer Bilag Formål At sikre korrekt behandling og visitation af patienter med akut urinrentention. Målgrupper og anvendelsesområde Læger og sygeplejersker i Urologisk afdeling der tilser patienter med akut urinrentention. Definitioner Akut urinretention (AUR, Retentio urinae acutae): En tilstand med pludselig manglende miktionsevne til trods for fyldt blære. Ischuria paradoxa: En tilstand med overfyldt blære og overløbsinkontinens. LUTS: Lower urinary tract symptoms (nedre urinvejssymptomer). Fremgangsmåde 1. Symptomer Manglende vandladningsevne og eventuelt smertefuld vandladningstrang (tenesmi vesicales) eller abdominalsmerter. I sene stadier evt. kvalme, opkast, konfusion, paralytisk ileus og uræmi. Overløbsinkontinens (ischuria paradoxa) med hyppige små vandladninger kan være uden smerter. Årsag - Mænd: Oftest infravesikal obstruktion. - Kvinder: Oftest detrusorinsufficiens. Udløsende/forværrende faktorer kan være: - Pludselig stor diurese. - Vanskelig toiletadgang. - Medikamentelt udløst (alkohol, sedativae, anæstesi, anticholinergicha, antidepressiva, antipsykotika). - Infektiøst og inflammatorisk udløst (urinvejsinfektion, akut prostatit, uretrit, gentital herpes). - Immobilisering. - Mental svækkelse. - Rectumobstipation. - Neurogen betinget (apopleksi, diabetes, MS). Diagnose - Anamnesen er oftest diagnostisk. - Der spørges om vandladningssymptomer (LUTS), feber, hæmaturi og hos kvinder suppleres med gynækologisk anamnese. Evt. udløsende/forværrende faktorer afdækkes. Differentialdiagnoser - Udfyldning i abdomen eller genitalia interna (tumor, graviditet, obstipation). - Urinvejsinfektion. - Anuri. Akutte undersøgelser - Objektiv undersøgelse: Blæredæmpning over symfysen - evt. synlig udfyldning. - Rektaleksploration hos mænd og gynækologisk undersøgelse (efter kateteranlæggelsen) hos kvinder. - Blærescanning/ultralydsscanning kun ved differentialdiagnostisk usikkerhed. 2. Behandling Der gøres blærekateterisation med silikonekateter, der anvendes typisk Ch 14-16. Udtømt volumen noteres i journalen. Ved stor prostata kan Tiemann kateter være nemmere at anlægge. Ved umulig kateterisation transurethralt anlægges suprapubisk kateter, og patienten indlægges. Evt. udløsende/forværrende faktorer søges afhjulpet/behandlet. Alfablokkerbehandling til mænd fordobler sandsynligheden for spontan vandladning efter kateterfjernelse. Rekommanderet alfablokker er aktuelt depottabl. Alfuzosin 10 mg x 1 dgl. som startes under hensyntagen til bivirkninger/kontraindikationer, som beskrevet i Lægemiddelkataloget. Efter behandling - Selvhjulpne patienter uden tidligere retention og med lille retentionsvolumen (mindre end 500 ml) kan engangskateriseres og hjemsendes. - Ved voluminae på 500-1.000 ml kan pt. hjemsendes med KAD (afklemningsregime eller åbentstående afhængigt af fysiske/kognitive evner. Det vil sige afklemningsregime med ventil om dagen og åbenstående til pose om natten) til kateterfjernelse hos egen læge. - Ved volumen over 1.000 ml måles se-creatinin, og pt. observeres for polyuri i et par timer. Ved normal se-creatinin og normal diurese hjemsendes pt. med åbentstående kateter til pose. - Ved forhøjet creatinin, polyuri, hæmaturi, febrilia eller påvirket almentilstand indlægges patienten. - Der må ikke ordineres ”kateter seponering forsøg” ved store urinretentioner over 1 liter eller hvis der har været nyrefunktionspåvirkning. Alle patienter, som hjemsendes med KAD, medgives folder om kateterpleje. Henvisning til videre udredning ###TABEL_1### Ved henvisning til egen læge Dette giver mulighed for at egen læge kan vurdere behandlingsindikationen, iværksætte evt. yderligere medicinsk LUTS-behandling, forestå KAD-skift og foretage relevante for-ambulante undersøgelser (Væske-vandladningsskema, Symptomscoreskema (DAN-PSS), biokemi). Der dikteres en kort behandlingsplan (tidspunkt for evt. KAD-seponering, alfablokkerbehandling og anden farmakologisk behandling) og nedenstående standardtekst til skadessedlen, som medgives patienten, og med dennes accept sendes til egen læge. Patienten instrueres mundtligt i at søge egen læge mhp. ovenstående og på skadessedlen noteres at patienten er informeret om at søge egen læge mhp. evt. henvisning og primær behandling. Standardtekst til patientens praktiserende læge Ovennævnte patient er dags dato behandlet for urinretention. Den foreløbige behandlingsplan er dikteret ovenfor. Patienten er ikke henvist til yderligere urologisk udredning i forbindelse med skadestuebesøget. Vi vil derfor bede egen læge, i samråd med patienten, at vurdere behovet for: - Yderligere behandling ved egen læge - inkl. evt. kateterskift. - Henvisning til yderligere udredning og behandling ved patientens lokale, urologiske afdeling. Ansvar og organisering - Sygehusledelser/hospitalsdirektioner har ansvaret for implementering af dokumentet. - Center-, afdelings- og klinikledelsen har ansvaret for implementering og efterlevelse af dokumentets anvisninger. Referencer Tværregionale vejledninger - Symptomscoreskema (DAN-PSS), anvendelse af - Nedre urinvejssymptomer (LUTS), udredningsforløb Bilag Ingen.