Blygummimateriale, kontrol Formål Målgrupper og anvendelsesområde Definitioner Fremgangsmåde Ansvar og organisering Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil Bilag Formål Sikre at der udføres modtagekontrol samt årlig kontrol af blygummimateriale. Målgrupper og anvendelsesområde Bioanalytikere, radiografer, læger og sygeplejersker der arbejder på afdelinger eller afsnit hvor der opbevares og anvendes blygummimateriale. Definitioner Blygummimateriale: Udstyr der anvendes til beskyttelse af enten personale eller patienter mod røntgenståling på kroppen. Eksempler på blygummimateriale: Blyafdækningsmateriale (dog er plader af metalisk bly ikke inkluderet i denne vejledning), blygummiforklæde, blygummihandsker, gonadebeskytter, thyreoideabeskytter. Materialet indeholder ikke nødvendigvis bly, men skal svække røntgenstråling svarende til en bestemt tykkelse bly. Medicinsk-fysisk ekspert: Den til hospitalet knyttede hospitalsfysiker indenfor diagnostisk radiologi. Blybase: Database (del af Xbase) til dokumentation af kontrol af blygummimateriale. Xbase administreres af de Medicinsk-fysiske eksperter. Fremgangsmåde Alt blygummimateriale skal kontrolleres før ibrugtagning og efterfølgende 1 gang årligt. Kontrollen består af 2 dele: - En visuel, hvor der ses efter, at der ikke er synlige revner eller huller i materialet. For blygummiforklæder, skal det kontrolleres, at alle syninger er intakte, samt at lukkemekanismer fungerer. Der må ikke være tydelige klumper i materialet. - Gennemlysning, der udføres ved at anbringe blygummimaterialet på røntgenlejet, og gennemlyse det ved maksimal billedfelt. Ved gennemlysning må der ikke ses større huller: maksimal størrelse 2 mm, eller en større samling af små huller: maksimalt 10 huller indenfor en radius på 5 cm. Der må ikke være gennemgående revner i blygummiet. Alternativt kan der anvendes CT-skanning, hvor der laves et survey. Kontrollen skal udføres på Radiologisk Afsnit, Hillerød eller Frederikssund, medmindre andet er aftalt med den Medicinsk-fysiske ekspert. Radiologisk Afsnit stiller personale og udstyr til rådighed, men det er ejerne af blygummimaterialet der har ansvaret for at bringe det til Radiologisk Afsnit, og skal deltage i kontrollen. Tidspunkt aftales med overradiograferne: - Radiologisk afsnit, Nordsjællands Hospital, Hillerød: ###TELEFON### - Radiologisk afsnit, Nordsjællands Hospital, Frederikssund: ###TELEFON### Hvis materialet ikke kan overholde ovenstående krav, skal det kasseres. Blygummimateriale skal bortskaffes som farligt affald. Er der tvivl om materialet kan godkendes, kontaktes den Medicinsk-fysiske ekspert. Dokumentation af kontrol Alt blygummimateriale skal kunne identificers entydigt ved brug af nummer eller navn og skal oprettes i Blybase. Efter kontrol skal resultater dokumenteres i Blybase. Den Medicinsk-fysiske ekspert står for oplæring i brug af Blybase. Personale med ansvar for udførelse af kontroller er opført som kontaktpersoner under den enkelte afdeling i Blybase og vil modtage påmindelsesmails, når det er tid til årlig kontrol. Sølvtusch kan anvendes til nummerering. Tuschen kan holde op til et år på blygummiet med gentagne afvaskninger eller spritninger. Kan bestilles på flg.leverandørnummer.:1.053.965, Edding 751, paint marker, sølv. Ansvar og organisering Den Medicinsk-fysiske ekspert har ansvar for indhold og revision af vejledningen. Den Medicinsk-fysiske ekspert har ansvar for rådgivning og oplæring ifm. kontrol af blygummimateriale. Den kliniske afdeling eller tværgående afdling, hvor der findes blygummimateriale har ansvar for at kontrol og dokumentation foretages. Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil Sundhedsstyrelsen, Strålebeskyttelse Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 669 af 1. juli 2019 om ioniserende stråling og strålebeskyttelse Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 671 af 1. juli 2019 om brug af strålingsgeneratorer Bilag