Rengøring - opgaver, ansvar og fordeling - gældende for Herlev matriklen Formål Målgrupper og anvendelsesområde Definitioner Fremgangsmåde Ansvar og organisering Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil Akkrediteringsstandarder Bilag Formål At sikre at rengøringsstandarden på Herlev og Gentofte Hospital til enhver tid kan opfylde kravene i Nationale Infektionhygiejniske Retningslinjer (NIR) og INSTA 800, således at risikoen for smittespredning forebygges. Målgrupper og anvendelsesområde Vejledningen omfatter det overordnede ansvar og opgavefordelingen vedrørende rengøringsopgaver på Herlev og Gentoftes matrikler. Definitioner Rengøring: Proces, der fjerner spild og forurening med humanbiologisk materiale, pletter, støv, løst snavs og affald og fladesnavs, så overflader fremstår synligt rene og æstetiske, vedligeholdelse af overflader sikres, og mikroorganismernes antal reduceres, så ophobning, ophvirvling og opformering undgås. Rengøringsområder: Inventar, vægge, gulv, loft, afskærmning, bord, greb, leje, sanitet og tekniske hjælpemidler. Områderne er nærmere beskrevet i NIR og DS INSTA 800. Fremgangsmåde Denne vejledning beskriver opgaver og ansvar i relation til rengøringsområderne. - Alle lokaler på matriklen skal indplaceres på hygiejne- og rengøringsniveauer fra 1 - 5 i henhold til NIR og DS INSTA 800. - Rengøringstype og frekvens i de enkelte lokaler afhænger af, hvad lokalerne bruges til samt hvordan og hvor ofte de bruges. - Omfanget af rengøringen i de enkelte lokale eller lokalekategorier, bør fremgå af den rengøringsaftale, der er indgået for rengøringen i organisationen. - Alle lokaler i organisationen, hospitalet, hvor patienterne behandles eller opholder sig i længere tidsrum og hvor der er opbevaring eller genbehandling af udstyr tildeles hygiejne- og kvalitetsprofiler, som beskriver lokalets behov for rengøringskvalitet. - For at sikre, at rengøring udføres og lever op til de forskellige formål, er det vigtigt, at der foreligger en detaljeret aftale om rengøring af de enkelte lokaler og kravene til den rengøring som foretages. Aftalen skal klart beskrive, hvad der skal gøres rent, af hvem, hvor ofte der gøres rent, hvor og hvordan udfaldet af rengøringen skal være umiddelbart efter rengøringen er gennemført. - Der findes en del rengøringsopgaver, hvor der kan være tvivl om, hvem der har ansvaret for udførelsen. Ofte er der tale om rengøring af objekter i form af medicinsk udstyr, som er forbundet til en patient, eller som står i lokalet efter brug. De risikerer ikke at blive rengjort, det er derfor vigtigt at beskrive snitfladerne mellem personalegrupperne og få afklaret hvem, der foretager rengøring af hvilke rengøringsobjekter, gerne med en tjekliste. - Afdelingsledelsen i de kliniske afdelinger skal ”i god tid” informere rengøringslederen, hvis funktion og anvendelse af et rum ændres, således at nye aftaler om opgaver og ansvar er klar, når ændringen træder i kraft. - Afdelingsledelsen i de kliniske afdelinger er ansvarlig for, at hygiejnen i afsnitskøkkenerne opfylder fødevarestyrelsens bestemmelser. Opgaven udføres i samarbejde med ledelsen i Service og logistik, rengøringsenheden. - Strålehygiejne: Ved arbejde med åbne radioaktive kilder, skal den ansvarlige leder sørge for, at der er udarbejdet en skriftlig instruks til rengøringspersonalet.(Herlev) - Ved arbejde i MR og CT skannerrum og tilhørende betjeningsområde, skal den ansvarlige leder for udstyret sørge for, at der er udarbejdet en skriftlig instruks til rengøringspersonalet samt aftale uddannelse af de medarbejdere der skal arbejde i scannerområdet med afdelingsledelsen. - Hospitalet auditeres årligt af en ekstern leverandør og internt af servicelederne resultatet af den eksterne audit offentliggøres på intranettet og de interne auditeringer bliver hvert kvartal lagt på regionens drev R:\Udvalg for rengoering og hygiejne\Rengøringsdata. - Rengøringensledelsen og afdelingsledelserne i de kliniske afdelinger afholder hyppigt møder. Disse møder skal foregå på afsnitsniveau mellem serviceleder og afdelingssygeplejerske/afsnitsleder. Ved disse møder gennemgås områdets planer for rengøring af alle rum. Resultat af rengøringsaudit gennemgås, og plan for udbedring af evt. kritikpunkter aftales. - Der skal foregå en løbende dialog mellem rengøringens ledelse og afdelingsledelserne i de kliniske afdelinger med hensyn til at løse opgaven i henhold til standarden. Dialogen kan foregå mellem rengøringsleder og afdelingssygeplejerske/afsnitsleder, således at det enkelte afsnit lever op til standarden. Ansvar og organisering - Ansvaret for at afdelingen opfylder rengøringsstandarderne ligger hos afdelingsledelsen i de kliniske afdelinger. Opgaven udføres i samarbejde med rengøringsledelsen. - Ledelsen i rengøringen er ansvarlige for, at: - Rengøringsenheden udarbejder rengøringsplaner, som beskriver hvilke rengøringsområder rengøringsenheden er ansvarlig for. - Det er rengøringsenheden, der er ansvarlig for at uddanne medarbejderne i standarderne og følge op på at medarbejderne har tilstrækkelig uddannelse, erfaring og indsigt til at varetage opgaven kompetent. - Der sker en løbende/daglig kvalitetskontrol af og opfølgning på rengøringsniveauet af de rengøringsområder, som rengøringsafdelingen er ansvarlig for. - Personalet i rengøringsenheden er bekendt med vejledninger, instrukser og arbejdsplaner på området. - Ledelsen i de kliniske afdelinger er ansvarlig for, at: Der sker en løbende kvalitetskontrol af og opfølgning på rengøringsniveauet af de rengøringsområder, som den kliniske afdeling er ansvarlig for. - Afdelingens personale er bekendt med vejledninger, instrukser og arbejdsplaner på området. - For at rengøringspersonalet kan levere rengøring i henhold til de aftalte hygiejne- og kvalitetsprofi-ler, forudsætter det, at rengøringspersonalet har fri og uhindret adgang til de overflader, som skal rengøres. Dette er ensbetydende med, at der skal være ryddet op. Alle forudsættes at tage del i ansvaret for oprydningen. Når der er ryddet op og klargjort til rengøring, bliver der gjort rent på alle overflader, som er omfattet af rengøringsaftalen. Samtidig er der erfaring for at både personales, patienters og besøgendes adfærd påvirkes positivt, hvis der er orden. - Afdelingsledelsen i de kliniske afdelinger og ledelsen i rengøringsenheden er ansvarlig for at gøre opmærksom på mangelfuld rengøring i rengøringsområder, som de ikke har ansvar for. Denne information gives til nærmeste leder. - Personalet i de kliniske afdelinger og i rengøringsenheden er ansvarlig for at kende og følge vejledninger, instrukser og arbejdsplaner. - Afdelingsledelserne i de kliniske afdelinger sikrer, at der ved indkøb af rullende materiel, inventar, medicoteknisk udstyr, hjælpemidler, renoverings- og ombygningsopgaver o.a. altid foregår en rengøringsmæssig og hygiejnemæssig vurdering. - Hospitalet har en politik for indkøb af rullende materiel, inventar, medicoteknisk udstyr, hjælpemidler, renoverings- og ombygningsopgaver, således at det sikres, at rengøring og hygiejne altid medtænkes i de nævnte situationer. Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil - https://www.ssi.dk/~/media/Indhold/DK%20-%20dansk/Smitteberedskab/Infektionshygiejne/NIR/NIR%20Rengoering.ashx - DS/INSTA 800:2011. 3. udgave. Rengøringskvalitet – System til fastlæggelse og bedømmelse af rengøringskvalitet. Akkrediteringsstandarder DDKM: 1.5.3, 1.5.6 Bilag Ingen