Hæmodialyse blodvolumen (hemoscan)

Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Akkrediteringsstandarder
Bilag

Målgrupper og anvendelsesområde
Målgruppe: Læger og sygeplejersker der arbejder med hæmodialyse
Indikation:
Alle patienter der dialyseres på Artismaskinen skal efter hver dialyse have noteret deres slut blodvolumenværdi med henblik på justering af deres tørvægt.
Patienter med tendens til kramper og eller blodtryksfald skal have noteret deres blodvolumenværdi ved symptomer, samt ved slut med henblik på optimering af tørvægt og væsketræk.
Formål: 
- Bedre mulighed for fastsættelse af tørvægt
- Bedre mulighed for forebyggelse af blodtryksfald

Definitioner

Fremgangsmåde
Princip:
Alle slangesæt til Artismaskinen indeholder en hemoscan-kuvette på arteriesiden, der sættes i sensorbjælkens hus. Her registreres ændringer i Hgb-koncentrationen (Hgb skal være mellem 3,7 og 9,9).
Når det reelle blodflow har været stabilt og > 180 ml/minut i ca. 5 minutter, laver maskinen en ”nul-værdi”.
Blodvolumen er herefter et udtryk for, hvor meget mindre væske der er i blodbanen i løbet af dialysen – eller med andre ord, hvor meget blodet koncentreres op i takt med, at der trækkes væske. Blodvolumen på –10 ved slut betyder således, at der er 10 % mindre væske i blodbanen i forhold til start ”nulværdi”.
Da langt størstedelen af væsken findes ekstravaskulært, skal den først ”transporteres” ind i blodbanen, for at vi kan trække den ud.
Blodvolumen(BV)-reduktionen er et udtryk for ultrafiltrationen (UF) minus ”patientens genopfyldningsrate”.
Blodvolumentallet varierer fra patient til patient afhængig af den enkeltes hjertefunktion, karrenes reaktionsevne og hastigheden af væsketransporten ind i blodbanen.
For den enkelte patient er den procentiske ændring i blodvolumen, som patienten tåler, ofte ret konstant fra gang til gang.
Ved gentagne blodvolumenregistreringer får man derved en idé om, hvor meget væske den enkelte patient kan tåle at trække pr. dialyse, og om tørvægten er korrekt.
Forberedelse:
Patientkortet (eller maskinen) skal kodes til at måle blodvolumen og der skal indtastes en grænseværdi tilpasset den enkelte patient.
Når behandlingen er startet kan den sidst målte blodvolumen aflæses på oversigtsskærmbilledet.
Under hemoscanindstillinger er det muligt at se en kurve der viser blodvolumen-ændringerne og en alarmgrænse.
Fremgangsmåde:
Blodvolumenværdi aflæses som minimum ved HD-slut og noteres på teknikarket.
Ved store udsving i blodvolumekurven: BT, BV, aktuelle træk og klokkeslæt noteres på teknikark.
Ved ubehag (krampe/BT-fald): Blodvolumenværdi noteres, slå UF fra i 5 minutter, ny blodvolumenværdi noteres (se vurdering af kurver).
Faktorer, der påvirker blodvolumenmålingerne noteres på teknikarket under bemærkninger.
- Lejring (Trendelenburg/siddende)
- Indtagelse af mad/drikke
- Væsketræk
- Indgift af iv-væsker på patientarterieslangen (før blodpumpen) kan medføre at BV-målingen bliver unøjagtig
Vurdering af kurver:
Ideel kurve:
Den ideelle kurve vil altid begynde med et fald i blodvolumenværdi, fordi man fylder slangesæt og filter med ca. 250 ml blod fra patienten.
Herefter bør der kun være et moderat fald. Slut blodvolumen ca. –10 til max. –15 (dog meget individuelt).
Kurven behøver ikke være helt lige, da patienterne ikke frigiver væske helt ens.
Vandret/flad kurve:
En vandret kurve trods væsketræk hos patienter uden eller med meget ringe egendiurese tyder på overhydrering.
Væsketrækket bør øges indtil kurven minder om den ideelle kurve. Herefter fastsættes ny tørvægt.
Andre symptomer på overhydrering: Højt BT, perifere ødemer, halsvenestase, lungestase, natlig dyspnø, anamnese tydende på faktisk vægttab.
Stejl/brat faldende kurve:
Stort blodvolumenfald/stejl kurve tyder på, at patientens intravaskulære volumen formindskes for hurtigt. Patienten trækkes for hurtigt i forhold til hans evne til at mobilisere væsken fra det perifere væv og ind i blodbanen.
Patienter, der får BT-fald/kramper skal have aflæst blodvolumenværdien og UF slået fra.
I visse tilfælde skyldes faldet, at væsken bliver trukket for hurtigt.
Det kan evt. være nødvendigt at forlænge dialysetiden ved store væsketræk mhp mere skånsom behandling.
I andre tilfælde er det ikke muligt at mobilisere mere væske fra vævet, og der må sættes en ny højere tørvægt.
Andre symptomer på behov for højere tørvægt: Lavt BT, lægkramper, tegn på dehydrering (nedsat hudturgor), BT-fald under HD, ortostatisk svimmelhed, anamnese tydende på faktisk vægtøgning.

Ansvar og organisering

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

Akkrediteringsstandarder

Bilag