Tilsyn fra afsnit for Intensiv Behandling Formål At skabe konsensus, klarhed samt entydighed over de patientrelaterede arbejdsopgaver, der opstår i forlængelse af et intensiv tilsyn, således at patienten opnår det optimale udbytte af tilsynet med størst mulig patientsikkerhed. Målgrupper og anvendelsesområde Sundhedfagligt personale på afsnit for Intensiv Behandling. Afdelinger der rekvirerer tilsyn fra afsnit for Intensiv Behandling. Definitioner Intensiv tilsyn: Tilsyn udgående fra Intensiv afsnit. Tilsynet vil blive udført af speciallæge fra Afdeling for Bedøvelse, Operation og Intensiv Behandling eller af læger under hoveduddannelse i anæstesiologi. Fremgangsmåde Denne vejledning beskriver retningslinier for rekvirering og afvikling af tilsyn fra Intensiv afsnit. Telefonisk kontakt som ikke behøver tilstedeværelse af ITA vagt Der skal være konsensus om at opkaldet ikke initialt behøver fysisk tilstedeværelse af ITA bagvagt. Hvis dette er opfyldt sikres med tydelig kommunikation følgende: - Behandlingsstrategi udformes i tæt samarbejde mellem de to læger. - Behandlingsmål og tidshorisont for hvornår disse skal opnås aftales. - Det er stamafdelingens læge som journalfører. - Hvis behandlingsmål ikke opnås, skal ITA bagvagt umiddelbart kontaktes. - Det forventes at ITA bagvagt fysisk ser patienten, sammen med det behandlende team på stamafdeling. - Hvis ITA bagvagt er optaget af andre uopsættelige opgaver kontaktes anæstesibagvagt. Før tilsyn Intensiv tilsyn kan rekvireres telefonisk døgnet rundt på DECT 82112 af bagvagt eller speciallæge fra rekvirerende afdeling. I situationer hvor patienten har behov for umiddelbar hjælp, og i vagtperioder kan tilsyn rekvireres af forvagter. Forvagten skal, i de tilfælde hvor det er muligt, konferere med bagvagt inden kontakt til intensivlægen, således at der forligger et klart mål med tilsynet og indikation for dette. Intensiv tilsyn er ofte af uopsættelig karakter og vil derfor normalt blive udført umiddelbart efter rekvisition. Under tilsyn Under selve tilsynet er det en forudsætning for optimalt udbytte og maksimal patientsikkerhed at rekvirerende afdeling repræsenteres af læge og plejepersonale der besidder indgående kendskab til den patient tilsynet drejer sig om. I tilfælde hvor modtagende læge / plejepersonale endnu ikke har overblik over patientens tilstand, f. eks i skadestue eller i akut-modtagelsen, er det personalet med det bedste kendskab til patienten, der skal være til stede under tilsynet. Det overordnede mål med tilsynet er at danne konsensus, klarhed og entydighed omkring det videre patientforløb. Resultatet af det intensive tilsyn kan blive - Patienten overflyttes direkte til intensiv afsnit til videre behandling. Intensiv afsnit overtager det overordnede og direkte behandlingsansvar og bliver stamafdeling for patienten. Intensiv afsnit overtager også kontakt- og plejeansvar. Behandlingsstrategi udformes altid i tæt samarbejde med stamafdelingen. - Patienten overflyttes ikke umiddelbart til intensiv afsnit men vurderes at kunne behandles på stamafdeling. Det er således forsat stamafdelingen, der har behandlings-, kontakt-, og plejeansvar. Behandlingsstrategi udformes i samråd mellem intensivlæge og stamafdelingens læge, men det er stamafdelingen, der bærer ansvaret for at behandlingsplaner bliver fulgt, herunder administration af medicin og væsker, monitorering og intervention hvis patientens tilstand forværres. Ved forværring af tilstand vil patienten oftest blive overflyttet til intensiv afsnit. - Der findes ikke indikation for intensiv terapi, oftest på baggrund af irreversibelt organsvigt. Patienten forbliver på stamafdeling og videre behandling vil ofte være af palliativ karakter. Det er således forsat stamafdelingen, der har behandlings-, kontakt-, og plejeansvar. Intensivlægen skal dokumentere, hvorfor der ikke findes indikation for intensiv terapi i patientens journal. Efter tilsyn Hvad enten patienten overflyttes til intensiv afsnit eller forbliver på stamafdelingen, er det vigtigt at der er konsensus, klarhed og entydighed omkring de ved tilsynet fremkomne patientrelaterede arbejdsopgaver og beslutninger. Der skal således ved tilsynets afslutning ikke være tvivl om hvilke opgaver der varetages af hvem. Det er vigtigt, at der ved denne planlægning også tages hensyn til aktuelle plejemæssige kompetencer og ressourcer både i stamafdelingen og på ITA. Ved afslutning af tilsyn skal der foreligge plan for det videre forløb herunder: - Behandlingsplan - Ordinationer - Type og hyppighed af monitorering - Behandlingsmål med angivelse af tidshorisont for opnåelse af mål - Plan for handling hvis behandlingsmål ikke opnås, herunder evt. rekvirering af fornyet intensiv tilsyn Plan og arbejdsopgaver skal være grundigt beskrevet i SP. I de få tilfælde hvor der ikke skabes konsensus mellem intensivlæge og stamafdelingen, må afdelingernes områdeledelser involveres. Uden for dagtid må evt. uoverensstemmelser løses pr. konduite og altid med udgangspunkt i det gode og optimale patientforløb. Ansvar og organisering Stamafdelingens læger har ansvaret for at rekvirere intensiv tilsyn som beskrevet ovenfor. Intensivlægen stiller indikation for overflytning til Intensiv afsnit. Hvis intensiv terapi ikke er indiceret, skal dette dokumenteres i journal. Hvis patienten overflyttes til Intensiv afsnit, overtager intensivlægen det direkte behandlingsansvar, og patienten får Intensiv afsnit som stamafdeling. Hvis patienten forbliver på stamafdelingen, er det stamafdelingens læger, der har behandlingsansvaret. Det er også stamafdelingens læger, der har ansvaret for at, de ved intensiv tilsyn planlagte, ordinationer effektueres korrekt og rettidigt. Det er endvidere stamafdelingens læger, der har ansvar for at rekvirere fornyet intensiv tilsyn hvis ikke korrekt fulgt behandlingsplan fører til ønsket behandlingsrespons, eller hvis patientens tilstand i øvrigt forværres. Hvis der findes indikation for umiddelbar intensiv intervention, og ITA vagthavende er optaget af andet uopsætteligt arbejde, er det vagthavende, der har ansvar for at kontakte anæstesibagvagt mhp. hjælp. Links Mobilt Akut Team, organisering og tilkald af Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil - Akkrediteringsstandarder - Bilag -