Desinfektion med hospitalssprit 70 % Målgrupper og anvendelsesområde Definitioner Fremgangsmåde Ansvar og organisering Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil Akkrediteringsstandarder Bilag Målgrupper og anvendelsesområde Hospitalssprit 70% er et desinfektionsmiddel til overfladedesinfektion. Denne instruks beskriver: - Anvendelse - Rekvisition - Arbejdsmiljø Vejledningen omfatter alle personalegrupper, som udfører desinfektionsopgaver med Hospitalssprit 70% i Herlev og Gentofte Hospital. Instruksen skal sikre korrekt desinfektion, og at personalet ikke udsættes for gener i forbindelse med arbejdsprocessen. Definitioner Arbejdspladsbrugsanvisning (APB): Et dokument, der indeholder 16 punkter, der bl.a. indeholder informationer om hvordan produktet skal håndteres på arbejdspladsen, hvilke farlige egenskaber det har, hvilke værnemidler der skal bruges, førstehjælp i tilfælde af uheld og hvordan produktet skal bortskaffes m.m.. Det er et lovkrav at der skal forefindes arbejdspladsbrugsanvisninger for alle farlige kemiske produkter på arbejdspladsen, samt at medarbejderne skal kende indholdet af disse. Desinfektion: En proces, der er i stand til at dræbe patogene mikroorganismer i et sådan omfang, at det desinficerede kan benyttes uden risiko for infektion. Hospitalssprit 70 % v/v: Desinfektionsmiddel med ethanol til overfladedesinfektion. Fremgangsmåde Anvendelse af hospitalssprit 70 % - Kan anvendes til desinfektion af overflader, fx udstyr, inventar og kontaktpunkter. - Klorholdigt desinfektionsmiddel anbefales anvendt ved alle isolationspatienter. - Hospitalssprit 70 % kan anvendes til desinfektion af udstyr, inventar og kontaktpunkter ved patienter i isolation, bortset fra patienter i isolation for viral- og bakteriel gastroenteritis, hvor der skal anvendes klorholdigt desinfektionsmiddel, se vejledningen Desinfektion af udstyr, inventar og kontaktpunkter - Hospitalssprit 70 % inaktiveres let af organisk materiale og derfor skal overfladen være synlig ren eller rengjort før desinfektion med hospitalssprit. - Kan anvendes på alle overflader, men noget plast bliver stift efter hyppig desinfektion (fx kabler) og plexiglas bliver mat. - Skal ikke anvendes på store flader pga. risiko for ethanoldampe. - Gennemfugt en ren, tør klud eller papirserviet med hospitalssprit 70 %. Aftør overfladen og lad det tørre. Skift klud/papir hyppigt. - Mindre spild og rester skylles bort med vand. Større rester og opsamlet spild skal bortskaffes som farligt affald. Anvendelse af fordoserede engangsklude med ethanol - Produktet skal indeholde minimum 70 % og maksimum 85 % ethanol. - Anvendes på samme måde, som beskrevet ovenfor. - Nogle fordoserede engangsklude er tilsat en detergent, hvilket bevirker at produktet både har en rengørende og desinficerende effekt. - Anbrudstidspunkt skal skrives på pakken. - Luk pakken, så den slutter tæt efter brug. - Brudt pakke skal kasseres som anvist af producenten. - Bortskaffes som dagrenovation. Rekvisition Brugsopløsning rekvireres via Apoteket. Fordoserede engangsklude rekvireres via SAP. Ansvar og organisering Afdelingsledelsen er ansvarlig for, at personalet er bekendt med instruksen og at de fysiske rammer og nødvendige hjælpemidler er til stede for at instruksen kan følges, herunder at der findes en lokal arbejdspladsbrugsanvisning for Hospitalssprit 70 %. Den enkelte medarbejder er ansvarlig for at kende og følge instruksen. Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer for desinfektion i sundhedssektoren Desinfektion med Wet Wipe Triamin Desinfektion med Klor Akkrediteringsstandarder Ingen. Bilag Ingen.