Observationer
Handlinger/bemærkninger
Hjertefrekvens
Tachycardi skyldes oftest forhøjet temperatur, smerter eller ubehag, men kan også skyldes påvirket kredsløb eller rytmeforstyrrelser.
Nedgang i hjertefrekvens er normalt ved søvn og ved påvirkning/umodenhed af nervus vagus (ex. under måltider). Fald i hjertefrekvens til under 90 ved søvn er normalt for et maturt barn. Ved bradycardi er det vigtigt at observere barnets vejrtrækning, om barnet ændrer farve (bliver blegt eller cyanotisk) og om barnets hjertefrekvens spontant øges eller om der er behov for stimulation (vurderes efter ca. 1 minut eller hvis barnet ændrer farve).
Det er betydningsfuldt for behandlingen at vide om bradycardien er primær eller sekundær til apnø
Farve (icterus, cyanose, bleg, lyserød, højrød)
Se ovenfor.
Ved icterus kontrolleres bilirubin = total-bilirubin (Bliver automatisk målt ved en syre-base status analyseret på ABL’eren).
Behandlingskrævende icterus optræder normalt mellem 2. og 4. dagen og starter først i ansigtet omkring næsen og breder sig derefter ud på kroppen. Den gule farve forsvinder sidst i ansigtet.
Vigtig tidligt at følge stigningstaksten hos børn med stort henfald af erytrocytter (hæmatomer, høj hæmoglobin, immunisering mv.). Synlig icterus i 1. levedøgn er et faresignal og skal straks konfereres med vagthavende læge.
Ved langvarig icterus (14 dage for mature og 3 uger for præmature) skal lever-/galdesygdom udelukkes og der tages derfor fraktioneret bilirubin (best/ord: Bilirubintype, gruppe) som deler bilirubinsvaret i konjungeret og ikke konjungeret bilirubin.
Præmature er ofte højrøde pga deres tynde, umodne hud og høje hæmoglobin
Observation af farveskift (bleghed, cyanose) kan være vanskelig især hos børn (oftest præmature) med lav hæmoglobin.
Cirkumoral cyanose er ikke unormalt hos nyfødte.
Blodtryk (arterielt)
(Der kan også måles venøst blodtryk og pulmonalt blodtryk, men dette gøres meget sjældent, hvorfor det ikke er omtalt her).
Et normalt mean-blodtryk er svarende til barnets GA og derover. Kommer mean-blodtrykket under barnets GA skal lægen kontaktes.
Invasivt blodtryk måles centralt og continuerligt over skopet (navlearterie eller arterie radialis).
Non-invasivt blodtryk måles manuelt (med manchet).
Non-invasivt BT måles blodtrykket gerne i højre arm, især hos nyfødte, hvor der kan være et flow over ductus arteriosus. For at blodtrykket måles korrekt skal BT’s manchetten have en passende størrelse - især omkredsen er vigtig (se markeringer på selve blodtryksmanchetten). Hvis manchetten samtidig fylder ca. 2/3-dele af ekstremitetdelens længde (overarmen eller låret) er dette optimalt.
Ved mistanke om hjertesygdom måles BT i alle fire ekstremiteter. (Ved forskel på over- og underekstremiteter (højere tryk i o.e. end u.e.) er hjertesygdommen CoA (Coarctatio) sandsynlig).
Ved CPAP-behandling ændres trykforholdende sig i thorax, hvorved kredsløbet kan blive påvirket. Derfor måles blodtrykket altid 1 gang i hver vagt det første døgn efter påbegyndt CPAP-behandling
Præ- og post ductal saturationsmåling
Ved mistanke om hjertesygdom eller føtalt kredsløb måles saturationen altid præ- og post ductalt. 
Dette gøres ved sammenligning af 2 placeringer af saturationsmåler: den præduktale måling foretages på højre hånd og den postduktale måling kan foretages på begge ben.
Blodvolumen
80 ml/kg (85-100 ml/kg).
Det er derfor vigtigt at overveje mængden af blod ved blodprøver samt deres hyppighed.
Kroppens indhold af vand udgør ca. 90% af vægten hos et barn født i GA 24 og ca. 75% af vægten hos mature.
Ved blodprøvetagning må der pr. gang, maximalt tages 2 ml blod pr. kg legemsvægt.
Er der behov for mere blod i diagnostisk øjemed, skal lægens kontaktes for beslutning om hvilke prøver der kan tages, hvilke der skal/kan udskydes og hvornår de så kan tages.
Hud (Hel, tør, pustler, petekkier, hæmatomer, cupspor, læsioner)
Huden observeres for at identificere pleje- og behandlingsbehov som smertestillende behandling, antibiotika behandling, hudpleje mv. Det er vigtigt at skelne mellem hel og beskadiget hud og vide at der ved alle hudlæsioner er risiko for infektion.
Petekkier er små hudblødninger (bristninger af perifere kar) som opstår pga højt tryk (ex fødsel) eller koagulationsforstyrrelser (sygdom). Petekkier kan skelnes fra "almindelige" røde knopper ved at gnide på dem. Det er petekkier hvis det røde mærke er konstant synligt. 
Pustler er små "bumser" med rødme omkring (modsat talgknopper som er hvide uden rødme omkring)
Ved kranie-hæmatomer skal der tages stilling til blodtryksmåling og gentagelse af hovedomfangets måling.
Ved store hæmatomer følges barnets bilirubinsvar nøje pga. øget risiko for icterus (se ovenfor).
Kefalthæmatom er et afgrænset hæmatom mellem kraniet og den udvendige knoglehinde (aftager efter uger).
Subgalealt hæmatom kan udvikle sig til en meget alvorlig situation, da blødningen ikke bliver afgrænset af knoglehinden og uobserveret kan brede sig i hele kraniets underhud (= tab af stort blodvolumen). Er barnet til observation for subgaleal blødning observeres barnets cirkulation og blodtryk meget hyppigt samt hovedomfang (1 cm's øgning svarer til ca. 30 ml blodvolumen).
Ved mistanke om pågående skjult blødning kontrolleres barnets blodtryk jævnligt efter ordination (se ovenfor)
Kapillærrespons
Er et udtryk for cirkulationen på kapillærniveau – om det perifere væv er kontraheret eller får tilført tilstrækkeligt blod.
Måles ved at komprimere det perifere væv over en knogle (f.eks. pande eller brystben) i 5 sekunder, hvorefter der gives slip og der tælles indtil til huden får oprindelig farve igen.
På et præmaturt normotermt barn kan kapilllærrespons også måles på arme og ben.
Der tales om forsinket kapillærrespons hos en nyfødt, hvis der går mere end 3 sekunder før vævet får samme farve som før (eller som den anden ekstremitet).
Temperatur
Se VIP: Normotermi hos nyfødte - vedligeholdelse
Målet er, at barnet holdes normoterm (36.5 – 37.5) – med og uden tilførsel af varme og/eller fugt. Opvarmning kan også foregå ved at lægge barnet hud-mod-hud hos forældrene.
Nyfødte børn reagerer sjældent med feber, når de har infektion. Temperaturforhøjelse ses hos nyfødte uden infektionssygdom, når de bliver overophedet.
Hos præmature under 1500g måles temperaturen primært axillært (Anvendes et rectaltermometer til målingen lægges der hos præmature 0,3 grad til den målte axillærtemperatur). Temperaturen kan også måles transkutant.
Hos nyfødte med fødselsvægt over 1500g måles temperaturen primært rektalt. Temperaturen kan også måles transkutant eller axillært. (Anvendes et rectaltermometer til axillærmåling lægges der hos mature 0,4 grad til den målte axillærtemperatur) 
Ved blødning, trombocytopeni eller analatresi måles temperaturen axillært eller transkutant. (Anvendes et rectaltermometer til målingen lægges der hos præmature 0,3 grad og hos mature 0,4 grad til den målte axillærtemperatur)
Barnets temperatur måles ved ankomst til afsnittet og 1 time efter.
Er barnet hypo- eller hyperterm måles temperaturen hvert 30 minut indtil at barnet er normoterm. Herefter måles temperaturen hver 8.time det første døgn og herefter 1 gang i døgnet sålænge barnet får tilført varme (eller efter behov).
I forbindelse med reduktion i barnets varmetilførsel måles temperaturen ca. 2-3 timer efter reduktionen eller hvis barnets tilstand ændrer sig.
Bliver barnets temperatur for lav øges risiko for føtalt kredsløb og påvirkning af cirkulation. Bliver den for høj øges barnets respiratoriske arbejde.
Symptomer ved hypotermi: irritabilitet, hypotoni, færre spontane bevægelser, svag gråd, overfladigsk, uregelmæssig respiration, bradykardi, kold hud, bleghed, knirken, nedsat spiseevne, nedsat ventrikeltømning og hypoglykæmi
Symptomer ved hypertermi: irritabilitet, apnø, uro, sløvhed, gråd, takypnø, takykardi, varm hud og nedsat spiseevne.
Interventioner ved hypotermi: undgå træk, tilføj ekstra lag tøj, brug opvarmede tæpper/tøj, anvend varme- eller vandmadras, øg temperaturen i kuvøsen, vurdér temperaturen på lufttilførsel (ex.CPAP) eller på maden, læg barnet HMH
Interventioner ved hypertermi: vurder omgivelserne (varmekilder/rumtemperatur) og reducer evt. temperaturen på kuvøse/madras, overvej om barnet har for meget tøj på eller puttet for meget og vurder temperaturen på lufttilførsel (ex.CPAP) eller på maden.
Ødemer
Ødemer har forskellig karakter – declive, generelle eller lokale. Præmature kan ofte være ødematøse som udtryk for forstyrrelser i cirkulation og/eller udskillelse. 
Ødemer kan være tilstede til trods for intravaskulær dehydrering.
Declive ødemer er væskeansamlinger på lavt liggende steder – f.eks. ryg. Vævet mærkes hårdt og spændt. Ses ind imellem hos præmature med et langvarigt indlæggelsesforløb med CPAP-behandling. Her bør der være opmærksomhed på barnets behov for lejringsændringer og bevægelse.
Universelle ødemer kan verificeres ved palpation af leveren, idet universelle ødemer kan give leverforstørrelse.
Lokale ødemer skyldes oftest tryk ovenfor stedet (ingen venøst tilbageløb)
Ved ødemer kan det være hensigtmæssigt at veje barnet dagligt.
Ligeledes kan det være hensigtsmæssigt at fokusere på barnets lejring og bevægelse. Evt. kan en henvisning til fys/ergo være en god idé.
Vandladning (Timediurese (TD))
Timediuresen kaldes også ”fattigsmands” cardiac output (CO) – et udtryk for om cirkulationen til vævet (symboliseret ved nyrerne) er sufficient. Timediureserne måles ved at veje bleer eller ved kateteranlæggelse.
Timediureserne skal helst være 2-3 ml/kg/time – TD under 1 ml/kg/time er for lidt.
Aspirater (fostervand, fordøjet og ufordøjet mad, blodigt, grønt)
Aspiration på en ventrikelsonde foretages primært for at vurdere maveindholdets udseende i forbindelse med mistanke om sygdom.
(Aspiration på ventrikelsonden i forbindelse med måltider kan IKKE bruges som kontrol af spist mængde – se senere).
Aspiratets mængde og udseende skal altid føre til refleksion over eventuel begyndende sygdom eller displacering af sonden samtidig med en vurdering af abdomens tilstand.
Aspiration med tømning af ventrikel skal KUN forsøges udført ved intubation af et barn.
Generelt aspireres der ikke over 3 ml og det fornemmes ved aspirationen om der evt. kunne være mere tilbage i ventriklen.
Aspiration i forbindelse med sondemåltid:
Placering af sonde kan kontrolleres ved aspiration. Hvis denne metode anvendes og der IKKE er andre faktorer der indikerer abdominale problematikker aspireres der maksimalt 1 ml.
Hvis barnet IKKE har abdominale problematikker er det ikke muligt at vurdere et måltids størrelse eller ventriklens indhold ved aspiration, da ventriklen er et organ med mange folder og hulrum samtidig med at ventrikeltømningen allerede starter ved begyndelsen af måltidet.
Ved mistanke om abdominale problematikker kan der forsøges at aspirere mere ved enkelte måltider. Aspirat af mælk (fordøjet eller ufordøjet) på 3 ml hos børn med aktuel vægt > 750 g accepteres uden at reducere i måltidets størrelse. Dette er 5 ml hos større børn > 2 kg.
Afhængig af barnets tilstand OG den mængde barnet har fået tilført ved forgående sondemåltid KAN aspirater over 3 ml føre til reduktion af måltidet og skal føre til observationer og overvejelse om tegn på mulig påvirket cirkulation (Eks.: hypotermi, begyndende sepsis, lukning af ductus, NEC).
Da den tilbageværende mængde mad i ventriklen ikke kendes nøjagtigt observeres barnet under det efterfølgende måltid for symptomer på fyldt ventrikel (Gylpen, barnet "tygger på maden", bliver uroligt, får smerter/ubehag, bradycardi, apnø e.lign).
Det er vigtigt at måltidets hastighed afpasses barnets signaler.
Typer af aspirater:
Ufordøjet mælk:
Består aspiratet af ufordøjet mad skal barnet observeres for en eventuel årsag til forsinket ventrikeltømning (Eks.: lejring, hypotermi, påvirket kredsløb med nedsat blodflow til tarmene etc)
Blodtilblandet aspirat:
Er aspiratet blod-tilblandet kan det være af flere årsager såsom at barnet har slugt blod fra fødslen eller fra moderens brystvorter, blødning fra slimhinden efter sugning eller sonde-anlæggelse,”irriterede” slimhinder fra oesophagus eller ventrikel, men kan også indikere alvorlige tilstande som blødning fra lungerne eller mave-tarmsystemet. Årsagen efterforskes og diskuteres med lægen..
Koagler og/eller blod i den (u)fordøjede mælk fordrer IKKE at aspiratet kasseres, kun hvis mængden af blod er massiv.
Grønt aspirat:
Grønt aspirat (tilbageløb af galdesaft fra tyndtarm til ventrikel) skyldes oftest at sonden ligger for dybt (i duodenum), at barnet har en forsinket ventrikeltømning eller får for lidt mad. Er aspiratet lysegrønt observeres barnet under og efter måltidet i forhold til almen tilstand og symptomer fra ventriklen (smerter/ubehag, gylpen, "tygger på maden", bliver uroligt, bradycardi, apnø e.lign)
NEC (Nekrotiserende enterocolitis) bør mistænkes ved tiltagende grønne aspirater (især i forhold til farven (græsgrøn eller irgrøn) ved samtidig tegn fra abdomen eller ved ændret/ påvirket almen tilstand hos barnet. Derfor skal græsgrønt eller irgrønt aspirat ALTID give anledning til at grundig observation af barnet. NEC kan i løbet af kort tid have et meget akut forløb fra første symptom til multiorgansvigt eller andre abdominalkirurgiske lidelser. Der lyttes efter tarmlyde og der tages eventuelt blodprøver og røntgenoversigtsbilleder. 
Abdomen vurderes for størrelse, konsistens, tarmrejsning, misfarvning og smertefokus (evt. hernier). 
Kassering af aspirater:
Da aspirater indeholder fordøjelsesenzymer skal aspirater som udgangspunkt IKKE kasseres. Dette gælder også fostervand. Er barnet helt nyfødt (indenfor de første få timer) og barnet virker forkvalmet af fostevand, KAN det overvejes at kassere dette.
Som udgangspunkt er det KUN græsgrønne aspirater eller ekstremt blodige aspirater der kasseres (se ovenfor).