Kursus i pædiatri for medicinstuderende Resume Denne vejledning beskriver Københavns Universitets formulerede krav til medicinstuderende i pædiatri, og hvorledes disse krav tænkes effektueret på Afdeling for Børn og Unge, Herlev og Gentofte Hospital. Desuden gives en kort beskrivelse af strukturen på afdelingen. Vejledningen forventes læst inden det kliniske kursus i Afdeling for Børn og Unge påbegyndes. Formål Formålet med opholdet er at gøre den medicinstuderende kvalificeret til at varetage diagnosticering og behandling af børn og unge under supervision. Mål for undervisningen Københavns Universitets målbeskrivelse i pædiatri, november 2014 Efter klinik kursus i pædiatri skal studenten kunne: - Vurdere et barn mht. bevidsthed, velbefindende, herunder smerter eller angst, ventilation, kredsløb, hydrering, ernæring, vækst, psykomotorisk udvikling, kønsudvikling og herfra kunne identificere det akut eller kronisk syge barn. - Skabe kontakt til børn i alle aldre. - Optage anamnese og gennemføre klinisk undersøgelse i henhold til barnets alder og problemstilling. - Have tilstrækkelig rutine til pålideligt og i et rimeligt tempo at indsamle og fortolke kliniske oplysninger om syge børn, foretage en primær vurdering og rapportere effektivt, herunder anvende relevante fagudtryk. - Redegøre for almindeligt forekommende sygdomsproblemer, akut svær sygdom, medfødte tilstande, kroniske sygdomme og de hyppigste degenerative sygdomme hos børn samt deres diagnostik og behandling. Der lægges mest vægt på de kliniske og praktisk aspekter, men den teoretiske baggrund er også vigtig. - Informere og rådgive familier om børns medicinske, psykosociale, og udviklingsmæssig problemer. - Redegøre for organisationen af behandling af syge børn og foreslå visitation. - Vise opmærksomhed på mangler i egen viden og foreslå realistiske måder til at få hjælp i en virkelig situation. Kurset Kurset er praktisk klinisk, og det anbefales at læse pædiatri samtidigt. Mange studerende anbefaler, at man begynder at læse fra starten af kurset. Kurset varer 5 uger og omfatter: - Deltagelse i afdelingens daglige arbejde i børne- og ungemodtagelsen, på sengeafsnit, i klinikker (ambulatorier) og ved konferencer etc. De medicinstuderende er velkomne overalt på afdelingen. - Direkte "konfrontation" med børn og forældre er den bedste måde at blive introduceret til faget på, få en praktisk viden og træne dagligdagens situationer på et hospital. - Deltagelse i 3-4 vagter med reservelægen til kl. 21.00 eller længere tid efter ønske. De medicinstuderende justerer selv det fremsendte dagarbejds- og vagtrul på 1. kursusdag. Under vagterne er der mulighed for at tage del i det akutte arbejde og skrive journaler. Der vil være mulighed for at benytte vagterne i weekenderne. - Afdelingens formaliserede undervisningstilbud er onsdag kl. 8.15-9.00. Undervisning for medicinstuderende Dag 2 og 3 i afdelingen er afsat til undervisning hele dagen. Derefter kan der være undervisning på mandage, tirsdage, onsdage og torsdage kl. 14-16 (13-15). Undervisningen forgår i den gamle skolestue på 10. etage i højhuset. Der undervises bl.a. i følgende emner, som er centrale i pædiatrien: - Neuropædiatrisk undersøgelse - Neuropædiatri inkl. de genetiske aspekter - Bronchitis acuta, asthma bronchiale og atopisk dermatitis - Pneumoni - Meningitis - Gastroenteritis acuta og dehydrering - Mavesmerter - Urinvejsinfektion og urologiske anomalier - Feberkramper og epilepsi - Vækst og pubertetsudvikling - Anæmi - Icterus, specielt hos børn yngre end 2 mdr. - Neonatologi - Diabetologi - Socialpædiatri - Hjertesygdomme - Maligne tilstande Fremmøde Den medicinstuderende skal møde på afdelingen ligesom ansatte læger (8.00-15.00). Om morgenen fordeles studenternes arbejdsopgaver på linje med de øvrige lægers. Der forventes fremmøde timemæssigt svarende til ansættelse som yngre læge. Logbog Logbogen angiver en række kliniske opgaver, der skal udføres under supervision for at få det kliniske kursus godkendt. For at opnå det optimale udbytte af supervisionen er det vigtigt at få feedback - ikke bare en signatur. Ved feedback anbefales det først at fokusere på det som fungerede godt, og så holde fast i det til en anden gang. Herefter er det vigtigt af tale om, om der er noget, som kan gøres på en bedre måde næste gang. Man kan altid lære mere. Anbefalede ”overskrifter” som indledning til samtalen med supervisor: - Den medicinstuderende siger, hvad han/hun mener gik godt. - Supervisor siger, hvad han/hun mener gik godt, og bekræfter i relevant omfang det positive, som den medicinstuderende nævnte. - Den medicinstuderende siger, hvad han/hun vil gøre anderledes en anden gang. - Supervisor foreslår, hvordan det kan gøres og tilføjer evt. egne forslag til forbedring. Der kræves mindst 10 selvstændige, men superviserede, patientkontakter for at få det kliniske kursus godkendt. Det kan være journaloptagelse, ambulant konsultation, stuegang eller børneundersøgelse på barselsgang. Det anbefales at få forskellige kontakter mht. barnets alder, type af kontakt og barnets problem. Den første dag på afdelingen Kl. 8.00: Morgenkonference på Afdeling for Børn og Unge i det fælles personalerum for Børn og Unge, klinik 2, og Børne-og Ungemodtagelsen. - Kl. 9.00-15.00: Introduktion, gennemgang af objektiv undersøgelse af et barn, diskussion af fordelingsskema for studenterne og rundvisning på afdelingen ved klinisk lektor samt afdelingens studentertutor. Afdelingen Alment om Afdeling for Børn og Unge Afdeling for Børn og Unge er en landsdels- og universitetsafdeling. Afdelingen varetager behandlingen af børn fra 0-17 år. Ud over almen pædiatri interesserer man sig på afdelingen for neurologi, oligofrenologi, endokrinologi, herunder diabetologi, neonatologi, socialpædiatri og psykosomatiske lidelser, nefro-urologi, gastro-enterologi og infektionspædiatri samt astma/allergi. Lægestaben Afdelingen er normeret til 59 læger i alt: - 23 reservelæger i for- og mellemvagtslaget: - 10 AP-læger - 4 introlæger - 3 i uklassificeret stilling - 6 i hoveduddd. i pædiatri, fase 2 - 24 læger i bagvagtslaget: - 3 1. reservelæger - 11 afdelingslæger - 10 overlæger m. vagt - 10 læger u. vagt: - 8 overlæger - 2 kliniske professorer - 1 ledende - 2 forskningsansatte: - 1 forskningsprofessor - 1 klinisk assistent Professorerne ###NAVN###, ###NAVN### og ###NAVN### samt de kliniske lektorer ###NAVN###, ###NAVN###, ###NAVN### og ###NAVN### er ansvarlige for afdelingens medicinstuderende. Dagens gang på Afdeling for Børn og Unge Kl. 8.00–9.00: Morgenkonference Alle hverdage i personalerummet i Børn og Unge, klinik 2/ Børne- og Ungemodtagelsen. På hverdage startes med røntgenkonference, herefter informerer de vagthavende læger om nyindlagte patienter og problemer. De medicinstuderende fremlægger tilsvarende kort de patienter, som de har indlagt. Det anbefales at fremlægge mindst 2 patienter under opholdet. Dagarbejdet fordeles blandt de tilstedeværende læger og medicinstuderende. Forstuegang og forambulatorium begynder kl. 08.30. Derefter stuegang/ambulatorium indtil kl. 12.30. Kl. 12.30–13.00: Middagskonference Alle hverdage i Børn og Unge, sengeafsnit 2 Problemstillinger fra formiddagen fremlægges og diskuteres. Man er velkommen til at spise sin frokost til konferencen. Herefter er der videre stuegang, opfølgning på stuegang, svar på prøvesvar m.m., ambulatorievirksomhed, vagtarbejde og specialkonferencer. Kl. 14.00–16.00 (13.00-15.00): Studenterundervisning Kan ligge på mandage, tirsdage, onsdag og torsdage. Kl. 15.30–16.00: Eftermiddagskonference Foregår i køkkenet i Børne- og Ungemodtagelsen. Dagvagtholdet informerer aften-nattevagtholdet om indlagte patienter og overleverer problemstillinger. Lørdag og søndag Konferencer i køkkenet i Børne- og Ungemodtagelsen. Morgenkonference kl. 8.30-9.00, uden røntgenkonference, og eftermiddagskonference kl. 15.30-16.00. Uden for dagtid Arbejdet varetages af 2-3 reservelæger i bunden vagt, 1-2 forvagter og en mellemvagt, en sweeper (R1 eller afdelingslæge) i senvagt til kl 22.00, samt en bagvagt i rådighedsvagt fra kl. 16.00. Forvagterne foretager fortrinsvis arbejdet i børnemodtagelsen med indlæggelse og behandling af akutte patienter, journalskrivning, akutte blodprøver, telefonkontakt fra praktiserende læger og vagtlæger samt bekymrede forældre. Børnemodtagelsen styres af sweeperen. Mellemvagten varetager fortrinsvis problemfødsler, inklusive akut sectio, tilsyn af dårlige børn på barselsgangen samt behandling af børn på neonatalafsnittet. Bagvagten tager stilling til og deltager evt. i undersøgelse og behandling af akutte vanskelige problemer, inkl. arrangering af overflyttelse af børn i samarbejde med sweeperen. Vagttelefoner (internt brug) Forvagt: ###TELEFON### Mellemvagt: ###TELEFON### Senvagt: ###TELEFON### Bagvagt: ###TELEFON### Enheder i Afdeling for Børn og Unge Stationære afsnit Afdelingen har følgende stationære afsnit, hvor børnene kan være indlagt: - Børn og Unge, sengeafsnit 2, på 3. etage i Kvinde-Barn-Centret - her ligger overvejende mindre børn med infektionssygdomme, andre akutte tilstande og børn, der skal isoleres og kirurgiske børn. - Børn og Unge, sengeafsnit 1, på 4 etage i Kvinde-Barn-Centret (5-døgns afsnit) - Center for socialpædiatri samt sengepladser under Sengeafsnit 2. - Behandling af Nyfødte på 2. etage i Kvinde-Barn-Centret - afsnit for syge nyfødte og præmature børn. - Børne- og Ungemodtagelsen, inkl. observationsafsnittet, 1. etage (stueplan) i Kvinde-Barn-Centret, hvor akut syge børn kan blive observeret i op til 24 timer, behandlet og hjemsendt efter endt behandling, så unødige indlæggelser kan undgås. Det anbefales at følge arbejdet med disse børn, da det giver en god praktisk, klinisk erfaring i almen pædiatri. - ###TELEFON### - børnelægevagtsfunktion i Børne- og Ungemodtagelsen for børn op til 12 år. Ambulatoriefunktioner Børnene og de unge kan følges i ambulatorierne efter udskrivelse. Der kommer også nyhenviste patienter med et bredt udsnit af pædiatriske sygdomme. Mange patienter ses udelukkende ambulant. Afdelingen har følgende ambulatorier: - Børn og Unge, klinik 1 (sammen med sengeafsnit 1) er et socialpædiatrisk ambulatorietilbud, der dækker hele Region Hovedstaden. - Børn og Unge, klinik 2, 1. etage (stueplan) i Kvinde-Barn-Centret - astma/ allergi, endokrinologi, nefro-urologi, gastro-enterologi, hjertebørn (ekg), børnekirurgisk ambulatoriefunktion til vurdering af børn mhp. senere operation og alment amb. - Børn og Unge, klinik 3, (indgang 25C): neurologi (inkl. højt specialiseret funktion i hovedpine og Tourettes syndrom), børn med bevægehandicap og/eller med mental retardering. Desuden foregår der fysio- og ergoterapeutisk behandling af børnene. - Behandling af Nyfødte, klinik 1 - neonatologi-ambulatorium. De medicinstuderendes ugeskema (fremsendt) Uge 1-5 justeres på første dag med fordeling af de fastlagte dagarbejds- og vagtrul. Den vagthavende medicinstuderende følger fortrinsvis forvagten eller mellemvagten og tager del i det akutte arbejde og skriver journaler. Evaluering Gerne løbende evaluering. Ved kursusafslutning en uformel mundtlig, gensidig evaluering med uddeling af ros og ris. Fra klinikudvalget fremsendes desuden anmodning om udfyldelse af et elektronisk evalueringsskema, hvor svarene går til universitetet og til afdelingens ansvarlige for de medicinstuderende. Lærebøger Til klinisk kursus i pædiatri anbefales: - ###NAVN### og ###NAVN###, Dansk red. ###NAVN### og ###NAVN### Pædiatri - en illustreret lærebog. FADL's Forlag, 1. udgave, 1. oplag 2010. Samtlige kapitler er anbefalet læseliste. - alternativt anbefales: ###NAVN###, ###NAVN###. Illustrated Textbook of Paediatrics, Fourth Edition. Mosby Elsevier, 2012. Samtlige kapitler er anbefalet læseliste. - ###NAVN###, ###NAVN###. Praktisk Pædiatri. 2. udgave, Munksgaard Danmark, 2006. Samtlige kapitler er anbefalet læseliste. Eksamen Eksamen er mundtlig, med en case lavet over en virkelig patient samt en videocase. På Absalon findes eksempler på eksamenscases. Der er 30 minutters forberedelsestid og 25 minutters eksaminationstid. Man må ikke bruge hjælpemidler, og mobiltelefon skal afleveres. Den medicinstuderende bliver bedømt på, hvordan der redegøres for: - Hvad der er de vigtige oplysninger i casen? - Hvilke problemer (diagnoser) der kan være tale om? - Hvilke observationer og undersøgelser den medicinstuderende vil foretage, og hvordan de vil blive prioriteret indbyrdes og i forhold til behandling? - Hvilken behandling den medicinstuderende vil give? - Hvordan den medicinstuderende vil informere familie og barn og evt. rådgive dem? - Hvordan problemerne kan forklares? - Hvad der kan ske, hvis man ikke gør noget? - Hvilken effekt man kan forvente af behandlingen? Den medicinstuderende vil også blive bedømt på, hvordan hun/han formulerer, hvilken viden hun/han evt. mangler, og hvordan hun/han ville skaffe sig den i en virkelig situation. Der vil blive lagt mest vægt på den kliniske og praktisk orienterede del af redegørelsen, men det er også af værdi, at der vises dybere forståelse. Den sidste dag på afdelingen afholdes prøveeksamen med en case, der ikke anvendes til den rigtige eksamen. Link Journalskrivning for medicinstuderende