Forgiftning - behandling Formål At støtte vagthavende i behandlingen af forgiftningstilfælde. (Målgrupper og anvendelsesområde) (Definitioner) Fremgangsmåde Alment Effekten af behandlingen aftager med tiden fra giftindtagelsen og vil i de fleste tilfælde være begrænset efter mere end to timer. Gastrointestinal dekontaminering bør dog også udføres efter to timer ved formodet alvorlig forgiftning og især, hvis der er formodning om hæmmet ventrikeltømning - f.eks. efter indtagelse af stoffer med antikolinerg effekt, opiater, slow release præparater, dannelse af lægemiddelkonglomerater, dyb bevidstløshed, samtidig indtagelse af større mængder alkohol og tungt fordøjeligt materiale som svampe. Beslutningen afhænger af følgende forhold: - Giftens effekt og potens - Indtaget mængde - Patientens tilstand Ubetydelig forgiftning Ingen gastrointestinal dekontaminering. Betydelig forgiftning - Lægemiddel adsorberes til kul: Anvend kul - Lægemiddel adsorberes ikke til kul: Ventrikeltømning med sonde. Livstruende forgiftning - Lægemiddel adsorberes til kul: Ventrikeltømning med sonde efterfulgt af kul i sonde - Lægemiddel adsorberes ikke til kul: Ventrikeltømning med sonde. Aktivt kul Børnedosis er 1 g/kg (max 50 g). Brugsopløsningen fremstilles ved opslæmning af 50 g kulpulver eller granulat i 350-400 ml vand. En anden beregningsmetode er: 10 g kul/g indtaget medicin. Patienten kan selv drikke opslæmningen, eller den kan indgives via en tynd nasogastrisk sonde. Under indgivelsen omrystes beholderen med korte mellemrum. Kontraindikationer Indtagelse af ætsende stoffer med risiko for organperforation, letflydende kulbrinter med aspirationspotentiale (organiske opløsningsmidler), og stoffer som ikke adsorberes til kul (se liste nedenfor). Ved bevidsthedspåvirkning bør kul kun gives med anæstesiologisk assistance og ved bevidstløshed efter sikring af luftvejene ved hjælp af intubering (årsag: aspiration af aktivt kul kan forårsage alvorlig kemisk pneumoni). Overveje intubation for at sikre mod aspiration ved bevidsthedssvækkelse, risiko for snarlig bevidsthedssvækkelse eller krampeanfald. Stoffer der ikke adsorberes til aktivt kul: - Stærke syrer - Stærke baser - Petroleumsprodukter - Borsyre - Etanol - Jernforbindelser - Litiumforbindelser - Arsenforbindelser - Bromider - NaCl - KCl Ventrikelaspiration Ventrikelaspiration udføres med lillefingertyk plastslange med sidehuller ved den butte ende. Vågne patienter instrueres om proceduren, der ikke må udføres under modstand. Aspirationen udføres bedst med patienten i venstre sideleje med sænket hovedgærde. Hos vågne med bevaret svælgrefleks kan det evt. gøres med patienten siddende. Sonden blødgøres i varmt vand og nedlægges gennem munden. Sug appliceres forsigtigt og intermitterende, og sondens placering ændres flere gange. Ved tyktflydende ventrikelindhold indgives tempereret vand (37 ºC) gennem sonden, 50 ml ad gangen, maksimalt 200 ml i alt til voksne. Vandet tilstræbes ophentet fuldstændigt, da det kan opløse og displacere giften distalt. Efter indgrebet suges mund og svælg rene. Under indgrebet gives nasal ilt. Kontraindikationer Forgiftning med ætsende stoffer og organiske opløsningsmidler, nylig operation eller mekaniske misforhold. Ved bevidsthedspåvirkning bør indgrebet udføres med anæstesiologisk assistance. Specielle forgiftninger Link til opslag i Giftlinjens action cards og forgiftningsvejledninger Giftlinjen kontaktes på ###TELEFON###. (Ansvar og organisering) Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil VIP: Forgiftninger- Giftlinjens actioncards og forgiftningsvejledninger The Harriet Lane Handbook. 2002 Mosby. Ugeskrift for Læger 1999; 40: 5559-5563 (Bilag)