Diabetes - behandling af børn og unge med diabetes ved operative indgreb Resume Formål Målgrupper og anvendelsesområde Definitioner Fremgangsmåde Ansvar og organisering Resume Børn med diabetes er specielt udsatte ved operative indgreb, hvor der er et højt stresshormonniveau. Derfor skal disse planlægges, og det skal tilstræbes, at barnet har en god metabolisk kontrol før indgrebet. Det primære mål ved anæstesi og operation af børn og unge med type 1-diabetes er en god blodglukosekontrol, hvorved hypoglykæmi samt eksessiv hyperglykæmi og ketonæmi undgås. Et blodglukoseniveau mellem 6 og 12 mmol/l på operationsdagen skønnes at være acceptabelt. Det anbefales, at diabetespatienter opereres tidligt på dagen for at opnå den bedste diabetesregulation. Formål At sikre ensartet og sufficient behandling af børn og unge med diabetes under operative indgreb. Målgrupper og anvendelsesområde Sundhedspersonale på Afdeling for Børn og Unge samt Afdeling for Bedøvelse, Operation og Intensiv Behandling. Definitioner Børn defineres her som < 15 år og/eller en legemsvægt < 40 kg. Kortvarige operationer varer under 1 time. Længerevarende operationer varer over 1 time. Fremgangsmåde Præoperativ observation Patienten indlægges dagen før operationen, og såfremt blodglukosen på indlæggelsesdagen er i niveauet fra 6 til 12 mmol/l, skal der ikke foretages yderligere før operationen. Diabetespatienters kalorieindtagelse og aktivitetsniveau ændres ofte i forbindelse med indlæggelse, hvilket kan påvirke blodsukkerkontrollen. Samtidig kan psykisk stress i forbindelse med kirurgiske indgreb påvirke blodglukoseniveauet på operationsdagen. Barnet faster ifølge afdelingens sædvanlige vejledninger. Uændret insulin-behandlingsregime dagen forud for operationen. Før operation skal børnene være ketonstoffri og vedvarende forhøjede blodglukoseniveauer over 12 mmol/l bør undgås. Korte operative indgreb (< 1 time) Om morgenen præoperativt Subkutan injektion af langsomt virkende insulin (Levemir, Tresiba eller Lantus) svarende til ca. 50 % af totale døgndosis. Ved pumpebehandling Pumpen lades in situ og skal køre med eksisterende basalrate. Væskebehandling 5 % glukose opløsning i.v. ud fra barnets væskebehov i den pågældende alder (se Dehydrering og væskebehandling af børn og unge - 1 mdr. - 18 år (NBV)) fx 4ml/kg/time. Om aftenen postoperativt Der gives Novorapid til måltider svarende til kulhydrat-insulinratio, og ved høje blodsukre suppleres med NovoRapid. Dosis beregnes ud fra barnets sensitivitetsfaktor og insulin on board. Ved pumpebehandling Der fortsættes med eksisterende basalrate. - Ved høje blodsukre (> 10 mmol/l) benyttes den midlertidige basalrate. Indstilles primært på 110 % i 2-4 timer. Ved høje blodsukre kan den midlertidige basalrate øges til 120-150 %. - Ved lave blodsukre (< 4 mmol/l) benyttes også den midlertidige basalrate, men skrues ned. Længerevarende operative indgreb (> 1 time) Om morgenen præoperativt Der opsættes kalium-natrium-glukose-infusion. Infusionshastighed 4-5 ml/kg/time. Novorapid gives separat i et sidedrop (50 enheder hurtigtvirkende insulin i 50 ml 0,9 % natriumklorid sv.t. 1 IE/ml). Opløsningen infunderes med 0,05 ml/kg/time. Ved højt insulinbehov (fx > 1IE/kg/døgn) kan dosis øges med op til 50 %. Insulininfusionen reguleres, så blodglukoseniveauet holdes mellem 6 og 12 mmol/l. Parenteral væske og insulinbehandling fortsættes til barnet kan spise og drikke. Herefter opstartes vanlig subkutan insulinbehandling. Ved pumpebehandling Pumpen seponeres til barnet atter kan spise og drikke. Ovenstående behandling følges. Monitorering Blodglukose hver time til stabile værdier. Ansvar og organisering Præoperativt dagen før operationen Mellemvagt/ bagvagt på afdeling for Børn og Unge informeres om patienten og ordinerer insulin og væske i henhold til ovenstående inden klokken 14.30. Peroperativt På operationsgangen er det anæstesipersonalets ansvar, at retningslinierne i nærværende kliniske vejledning følges. På opvågningsafsnittet På opvågningsafsnittet er det opvågningssygeplejerskernes ansvar, at retningslinierne i nærværende kliniske vejledning følges. Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil Dehydrering og væskebehandling af børn og unge - 1 mdr. - 18 år (NBV) (Bilag)