Xolair behandling (sygeplejeinstruks) Målgrupper og anvendelsesområde Denne instruks er målrettet sygeplejersker i allergisygdomme, klinik 1 og hudsygdomme, klinik 1 der dispenserer og administrerer Xolair til patienter med urticaria, samt oplærer patienter i Xolair hjemmebehandling. Formål: At have en standardiseret procedure for patientforløb der omhandler kronisk spontan urticaria (CSU), hvor patient er i Xolair behandling. Xolair behandlingen kan varetages på hospitalet af sundhedspersonalet eller hjemme af patienten selv. Vi ønsker at - Patienten får standardiseret information om behandlingsforløbet med Xolair - Patienten kender til virkning og mulige bivirkning af Xolair - Patienten føler sig tryg ved behandlingen med Xolair og ved hvordan han/hun skal agere ved ændringer i sygdomsintensiteten. Definitioner - Kronisk spontan urticaria (CSU): CSU defineres som spontane udbrud af nælder, angiødem eller begge dele > 6 ugers varighed. - Xolair (omalizumab): Humaniseret IG1k antiIgE antistof registreret til behandling af kronisk urticaria og svær allergisk astma. Til subkutan anvendelse. Fremgangsmåde Patientforløbet: Lægen udreder patient i henhold til instruks og ordinerer Xolair og evt anden medicinsk behandling i sundhedsplatformen. Lægen, som udreder for CSU og ordinerer Xolair behandlingen, sørger sammen med sygeplejersken for at patienten er mundtlig og skriftligt informeret om Xolair. Sygeplejersken udleverer eller laver en best. ord. på et Urticaria Control Test skema (UCT) samt instruerer patienten i hvornår og hvordan det skal udfyldes. Hvis lægen ønsker det kan der også udleveres UAS7 papir skema, . - UCT skal udfyldes første gang inden første dosis Xolair gives således at vi har en baseline måling - UCT skal herefter udfyldes hver gang patient får/tager Xolair. Patienten kan udfylde UCT elektronisk via MinSP. Hvis patienten ikke ønsker dette kan et UCT papir skema udfyldes. Hvis patienten udfylder UCT via papir skal sygeplejersken fører disse svar ind i SP under UCT vurderingsskema. - UAS7 udfyldes af patienten ugen op til sidste injektion inden lægekontrol - dette gøres kun hvis lægen specifikt ønsker det. Patientforløb på hospitalet: Hvis patienten behandles på hospitalet, ses patienten af lægen inden sygeplejersken administrerer første injektion med Xolair. Inden første Xolair injektion måles puls og BT og UCT udfyldes. Efter injektion observeres patienten i afdelingen i 30 min. Såfremt der ikke tilstøder komplikationer, kan puls, BT og 30 min observationstid bortfalde ved de efterfølgende Xolair injektioner. Ved lægekonsultationen laver lægen en plan for interval mellem Xolair, samt dosering af antihistamin indtil næste lægekontrol. Dette dokumenteres i SP. Som oftest kommer patienten til lægekonsultation ved hver tredje Xolair injektion. De mellemliggende Xolair injektioner gives af sygeplejersken uden at patient ser læge. I hudsygdomme, klinik 1 skal patienten skal have tid til injektioner på ”Medicinlisten”. I Allergisygdomme, klinik 1 skal patienten have tid til injektioner på ”Xolair programmet”. Sygeplejersken skal ved besøg, hvor patient ikke ser læge, give Xolair injektionen samt tale med patient om hvordan det går med urticaria/angioødem, spørge ind til evt bivirkninger samt om UCT er udfyldt. Ved symptomfrihed og hvis UCT-skema viser en scorer på 12 eller derover kan sygeplejersken i samarbejde med patienten forlænge intervallet mellem Xolair injektionerne med 1 uge af gangen, dog maksimum op til 8 uger mellem hver Xolair injektion. Ved 8 ugers interval mellem Xolair injektioner må lægen tage stilling til hvorvidt Xolair behandling kan pauseres/seponeres. Patienten skal selv udfylde UCT elektronisk på MinSP. Hvis det ikke er muligt for patienten kan UCT udfyldes på papir og sygeplejersken skriver resultatet ind i SP under UCT vurderingsskema. Efter patientens besøg skal sygeplejersken lave et smartphrase notat i SP hvor ovenstående registreres. Patientforløbet hvis patienten overgår til hjemmebehandling: Lægen vurderer i samarbejde med patienten hvorvidt hjemmebehandling kan og skal opstartes. Forud for opstart af hjemmebehandling skal der foreligge UCT-skema og hvis lægen ønsker det UAS7. Ved lægekonsultationen laver lægen en plan for interval mellem Xolair, samt dosering af antihistamin indtil næste lægekontrol. Dette dokumenteres i lægens kontinuationsnotat i SP. Sygeplejersken oplærer patient i selvadministration af Xolair. Oplæringen foregår hvis muligt i umiddelbar forlængelse af lægekonsultationen. Hvis dette ikke er muligt, for enten patient eller sygeplejerske, aftales en ny dag til oplæring med patienten og tiden bookes på en af de fastlagte oplæringstider. I Hudsygdomme, klinik 1, bookes patienter til oplæring på ”Medicinlisten”. I allergisygdomme, klinik 1 bookes patienter til oplæring på ”sygeplejeprogrammet”. Sygeplejersken informerer patienten om at intervallet mellem Xolair injektioner kan øges ved symptomfrihed og hvis UCT-skema viser en scorer på 12 eller derover. Patienten må forlænge intervallet mellem Xolair injektionerne med 1 uge ad gangen (eller længere hvis aftalt med læge). Patienten må ikke reducere i intervallet mellem Xolair injektionerne. Sygeplejersken dokumenterer oplæring og medicinudlevering i SP ved brug af Xolair smartphrase. I allergisygdomme, klinik 1 udleverer sygeplejersken en hvid Xolair mappe og informerer om indholdet. Sygeplejersken informerer patienten om at han/hun ved kontroltid på hospitalet skal medbringe de udfyldte UCT skemaer, hvis han/hun ikke kan udfylde UCT via MinSP. Sygeplejersken skal indtaste de papir udfyldte UCT skemaer i UCT vurderingsskemaer i SP. Dette kan gøres med tilbagevirkende kraft. UCT skal dog som udgangspunkt udfyldes elektronisk af patienten via minsundhedsplatform.dk. eller via app'en MinSP. Sygeplejersken eller lægen kan ordinere UCT til elektronisk udfyldning. Hvis patienten udfylder UCT elektronisk kommer patientens udfyldte UCT automatisk i SP under fanen synopsis, og derunder patientrapporteret data. Hvis der på patientens besvarelse er en hængelås, skal sygeplejersken trykke på denne og sige ja til Break the glass. Når sygeplejersken siger ja til Break the glass, skal der angives en årsag. Her vælges behandling. Ved overgang til hjemmebehandling vil sygeplejersken udleverer: - Xolair injektioner til næste lægekontrol. - Køletaske + kølelementer - Kanylespand - evt UCT skema,hvis patient ikke kan udfylde UCT via MinSP - Patientinformation om Xolair hjemmebehandling - Patientinformation fra Novartis - Hvid Xolair mappe (Hvid Xolair mappe udleveres kun fra allergisygdomme, klinik 1) Sygeplejersken informerer patient om: - Hvordan Xolair injektioner administreres - Bivirkninger til behandling - At tjekke op på holdbarhedsdato - Forhold ved rejse (opbevaring på fly samt rejsepas) - Tjekker op på at patient ved hvor langt intervallet mellem Xolair injektioner er og at patient har tid til næste lægekonsultation - Informerer patient om hvordan UCT-skema og evt UAS7-skema udfyldes (UAS7 skema bruges kun i hudsygdomme, klinik 1, hvis lægen specifikt har bedt om det) - Hvordan patienten kan komme i kontakt med os ved spørgsmål. UCT til elektronisk udfyldning via min sp ordineres ved at gøre følgende: Under ordinationer skriver du : Pt spørgskema. Derpå dobbeltklikker du på proceduren. Hvorefter du bliver bedt om at udfylde hvilken spørgeskema serie det drejer sig om. Her skal skrives UCT. Derpå godkendes og signeres. Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil Referencer - Xolair indlægsseddel. http://www.indlaegssedler.dk/indlaegssedler/indlaegsseddel/21288 - Xolair produktresume. https://www.ema.europa.eu/documents/product-information/xolair-epar-product-information_en.pdf - Regional vejledning om Xolair: https://vip.regionh.dk/VIP/Admin/GUI.nsf/Desktop.html?Open&login - Lægemiddeldispensering og -administration.: https://vip.regionh.dk/VIP/Admin/GUI.nsf/Desktop.html?Open&login - Oplæring i injektionsteknik og udlevering af medicin. Sygeplejeinstruks. https://vip.regionh.dk/VIP/Admin/GUI.nsf/Desktop.html?Open&login - Håndtering af intravenøse adgange, infusionsvæsker, hætteglas, pumper mm.: https://vip.regionh.dk/VIP/Admin/GUI.nsf/Desktop.html?Open&login - Christensen, S. L. & Jensen, B. H. (2002). Didaktik og patientuddannelse – sygeplejens pædagogiske felt. 1. udgave, 1.oplag. Gads forlag. Kp.7 (Teach -back metoden). - Schnor, H. (2013). Den uddannede patient. I: Graubæk, A. M. Patientologi - At være patient. Side 207-229. - Region hovedstadens, enheden for brugerundersøgelser: Forsknings og udviklingsrapport 2007: Kroniske syges oplevelse med sundhedsvæsenet. https://patientoplevelser.dk/files/dokumenter/artikel/kroniske_syges.pdf - Til dig i behandling med Xolair (omalizumab) - brochure fra Novartis Bilag Ingen