Dapson "Scanpharm" Målgrupper og anvendelsesområde Definitioner Fremgangsmåde BESKRIVELSE: 4.4’-diaminodiphenyl sulfon. Tabletter á 50 mg. Er indregistreret. Tilskudsberettiget. INDIKATIONER: Dermatitis herpetiformis og erythema elevatum diutinum. Som supplement ved bulløse sygdomme som slimhindepemphigoid, lineær IgA-dermatose, chronic bullous disease of childhood og lignende med aktivering af neutrofile granulocytter. Kan også anvendes ved lichen planus, pyoderma gangrænosum, relapsing polychondritis, og acne conglobata. DOSERING: Initialt 50-100 mg dgl. Kan øges til 200 mg dgl. i kortere tid. Når remission indtræder reduceres dosis gradvis til vedligeholdelse, der normalt ikke overskrider 150 (200) mg. Glutenfri diæt ved dermatitis herpetiformis kan virke Dapson-besparende. VIRKNING: Har bakteriostatisk effekt på bl.a. Mycobacterium leprae. Den antiinflammatoriske og immunmodulerende virkningsmekanisme ved dermatologiske sygdomme kendes ikke i detaljer. Synes at hæmme neutrofil myeloperoxidase og neutrofilocyt kemotaksi og medfører dermed nedsat frigivelse af vævsbeskadigende oxidanter og elastase. BIVIRKNINGER: Hæmolytisk anæmi hyppig. Let, dosisafhængig, methæmoglobinæmi ses næsten altid. Tre procent (0.03) er uden betydning, 12 % (0.12) kan være acceptabelt, men 20 % (0.20) er sædvanligvis ikke acceptabelt. Der kan også ses kvalme, opkastning og takykardi. Neurologiske bivirkninger med synsforstyrrelser, perifer neuropati, opticusatrofi, søvnforstyrrelser, hovedpine og svimmelhed er beskrevet. Sjældent ses eksantem eller mononukleose-lignende billede. Agranulocytose er beskrevet. Nyrebeskadigelser med papilnekroser ses meget sjældent. Disse bivirkninger indicerer øjeblikkelig seponering. KONTRAINDIKATIONER: Sulfa-allergi. Glukose-6-fosfat dehydrogenase mangel øger risiko for hæmolyse markant selv ved små doser. Forsigtighed hos patienter med hjerte-/lever- og nyresygdomme. Må ikke anvendes ved amning. Bør undgås til gravide grundet manglende oplysninger. INTERAKTION: Probenecid, trimethoprim og pyrimethamin kan øge plasmakoncentrationen af dapson. Rifampicin kan sænke plasmakoncentrationen af dapson. FORUNDERSØGELSER: Glukose-6-fosfatdehydrogenase måles før behandlingsstart på alle med anden etnisk baggrund end nordeuropæisk. Kontrolblodprøverne. KONTROLUNDERSØGELSER: Hæmoglobin, methæmoglobin, trombocytter, retikulocytter, leukocyt- og differentialtælling og haptoglobin måles ugentligt de første 4 uger, herefter månedligt to gange. Herefter kontrol af kreatinin, ALAT og basisk fosfatase hver 3.-4. måned. Ansvar og organisering Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil Akkrediteringsstandarder Bilag