Åben indlæggelse SA2, onkologisk gruppe Bornholms Hospital Formål Målgrupper og anvendelsesområde Definitioner Fremgangsmåde Ansvar og organisering Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil Bilag Formål Patienter med kræftsygdom er en patientgruppe, som er at betragte som værende i højrisiko for at udvikle akutte behandlingskrævende komplikationer på grund af sygdommen i sig selv, alternativt på baggrund af kræftbehandling såsom kemoterapi og strålebehandling. Udover dette, er patientgruppen kendetegnet ved stor, psykisk sårbarhed. Alle onkologiske/hæmatologiske patienter i kemoterapi, har automatisk ret til Åben Indlæggelse på Sengeafsnit 2(SA2), onkologisk gruppe. Patienter på BoH vil få Åben Indlæggelse tildelt i forbindelse med opstart af kemoterapi. Bornholmske patienter, som opstartes i kemoterapi udenfor BoH, (på andre onk./hæm. afd.) tildeles Åben Indlæggelse ved 1.kontakt til onkologisk afsnit, BoH. Åben indlæggelse på basis af kemoterapi er midlertidig (gælder op til 4 uger efter afsluttet kemoterapi). Åben Indlæggelse kan også gives på baggrund af dissemineret cancer sygdom, med behov for basal palliation, men altså uden at patienten er i behandling med kemoterapi. Onkologiske/hæmatologiske speciallæger og onkologiske sygeplejersker på BoH, har kompetence til at beslutte Åben Indlæggelse. For onkologiske/hæmatologiske patienter som er turister på Bornholm, gælder samme regler vedr. Åben Indlæggelse. Dog ophører denne efter de har forladt Bornholm, hvorfor slutdato bør anføres under FYI. Målgrupper og anvendelsesområde Plejepersonale og sekretærer på SA2, Ambulatorie 1 og Akutmodtagelsen samt læger på medicinsk og kirurgisk afdeling, BoH. Definitioner Patienter med symptomgivende, kronisk kræftsygdom kan tildeles Åben Indlæggelse til SA2, onkologisk gruppe, da disse patienter har brug for tryghed, kontinuitet og specifikke, onkologiske sygeplejefaglige kompetencer, på en fast medicinsk stamafdeling. Det kan være patienter, som netop pauserer med kemoterapi eller hvor pallierende kemoterapi er indstillet, men hvor behovet ikke er “specialiseret palliativ indsats”. Er der behov og grundlag for “specialiseret palliativ indsats”, kan der i stedet blive tale om Åben indlæggelse til Afsnit for Lindrende behandling. Åben Indlæggelse til Afsnit for lindrende behandling, besluttes via afsnittets palliationslæge, alternativt palliationssygeplejersker. Der skal sendes henvisning til medicinsk afdeling, BoH, med markering af ”specialiseret palliationsbehov”, alternativt laves Best. ord. m.h.p. tilsyn via palliativ sygeplejerske (Se venligst VIP med kriterierne for specialiseret behov: Visitation til afsnit for Lindrende behandling ) Onkologer og onkologiske ambulatoriesygeplejersker har kompetence til at beslutte om Åben Indlæggelse på SA2 skal fortsætte hos patienter, hvor aktiv, onkologisk behandling indstilles, men hvor patienten fortsat har komplekse symptomer og/eller hurtig progression med skønnet behov for Åben Indlæggelse. Ikke-kendte patienter med kronisk kræftsygdom, skal visiteres via onkologisk speciallæge m.h.p. Åben Indlæggelse på SA2, onkologisk gruppe, hvor det typisk vil være en onkologisk sygeplejerske eller forløbskoordinatoren, som har afdækket behovet og skal have det konfirmeret af onkolog. Alternativt sker det via henvisning fra læge udenfor medicinsk afdeling, BoH, eller fx fra praktiserende læge, eller evt. fra andre hospitaler, og henvisningen visiteres via onkolog. Registrering af Åben Indlæggelse på SA2: Dette anføres i SP under FYI med startdato, og hvis aktuelt også slutdato samt hvorfor patienten har fået Åben Indlæggelse. Registreringen foretages af enten sygeplejerske eller sekretær i Ambulatorie 1(onkologisk ambulatorie) eller sygeplejerske eller sekretær på SA2. Fremgangsmåde Åben Indlæggelse er en indlæggelsesform, hvor patient, pårørende, hjemmesygeplejerske eller egen læge, kan aftale akut vurdering mhp. indlæggelse direkte på sengeafsnittet ved en telefonisk kontakt til onkologisk amb. sygeplejerske el. sygeplejerske på sengeafsnittet SA2, onkologisk gruppe. - Mandag til torsdag kl.7:30-15:00 samt fredag kl. 7:30-13:00, kontaktes Amb.1-onkologisk ambulatorie, som vejleder og sørger for at patienten indkaldes til vurdering og blodprøver. Hvis mulig indlæggelse besluttes, udføres lægelig vurdering via reservelægeambulatoriet, inkl. journaloptagelse. Reservelæge i amb.(primært), alternativt RUD-vagt (71013), orienteres af onkologisk sygeplejerske i Amb.1, om patientens forventede fremmøde, og forvagterne aftaler internt, hvem der påtager sig vurderingen. Det skal tilstræbes, at den lægelige vurdering foretages, inden ambulatoriet lukker – dog selvfølgelig afhængig af, hvornår på dagen, patienten ankommer. Vi forventer færre fremmøder af patienter med Åben Indlæggelse, idet det er ambulatoriets onkologiske sygeplejersker, som kender patienten i forvejen, der varetager den første kontakt. Det giver sandsynligvis mulighed for at yde god vejledning i telefonen, så patienten om muligt kan forblive i hjemmet. - Aften/nat og i weekend/helligdage: Her kontaktes SA2, onkologisk gruppe, hvor sygeplejersken foretager samme telefoniske vurdering, vejleder og evt. tilbyder akut indlæggelse. Ved skønnet mindre hastende problemer, kan vejledningen fra sengeafsnittet være, at patienten opnår kontakt til Ambulatorie 1- onkologisk ambulatorie, førstkommende hverdag i dagtid. Åben Indlæggelse kan kun benyttes ved symptomer, der skønnes relateret til patientens kræftdiagnose, alternativt ved symptomer, der er kendte bivirkninger til aktuel onkologisk behandling. Følgende AKUTTE situationer indicerer akut vurdering på BoH: - Mistanke om febril neutropeni - Mistanke om sepsis - Mistanke om truende tværsnitssyndrom I disse tilfælde følges de nedenfor opdaterede VIP`er med fokus på, hvad der er af akutte opgaver for både læge og sygeplejerske: - Febril leuko- eller neutropeni hos onkologiske patienter, behandling af - Sepsis - initiel observation, diagnostik og behandling af onkologiske patienter - Metastatisk spinalt tværsnitssyndrom/Medullær kompression, visitation, udredning, behandling, pleje og rehabilitering Hvis man i telefonen får mistanke om akut kredsløbssvigt, akut respirationssvigt eller andre akutte tilstande med behov for lægelig vurdering umiddelbart efter ankomst, anbefales patienten at henvende sig direkte til Akutmodtagelsen, BoH for at blive hastevurderet af læge og akutuddannet sygeplejerske. Ved behov, kan vi være behjælpelige med at kontakte Falck eller 112. Ved henvendelser hvor symptomer IKKE relaterer til kræftdiagnosen, bedes patienten henvende sig til egen læge eller 1813. Kontakt fra patient med Åben Indlæggelse - Ved telefonisk kontakt med patient, pårørende, hjemmesygeplejerske eller egen læge omkring Åben Indlæggelse, sikres at patienten har Åben Indlæggelse, ved at slå patienten op i SP og se under FYI - Det tilstræbes, at en sygeplejerske med kendskab til patienten, tager samtalen - Symptomer og problemer defineres og søges, om muligt, løst for at forebygge indlæggelse - Det vurderes, om hjemmesygeplejerske skal involveres, eller det videre forløb kan løses mellem patient og sygeplejerske - Ved behov for at konferere patienten med kollega/vagthavende læge, kan sygeplejersken vælge dette og ringer efterfølgende retur til patienten - Hvis indlæggelse skønnes nødvendig, aftales det om patienten selv kan sørge for transport, eller om denne skal bestilles af sygeplejerske - Falck oplyses om at patienten skal køres direkte på Amb.1 eller SA2 - Patienten bedes medbringe egen medicin og medicinliste - Den sygeplejerske, der har kontakt omkring en patient med Åben Indlæggelse, dokumenterer kort i SP hvilket problem det drejer sig om, og den givne vejledning - Patienter der kommer som selvhenvendere i Akutmodtagelsen, uden forudgående kontakt til sygeplejerske på SA2, vil efter telefonisk kontakt mellem sygeplejersker i Akutmodtagelsen og på SA2, kunne modtages direkte på SA2 - dog afhængig af SA2-sygeplejerskens vurdering ift om den Åbne Indlæggelse kan benyttes i det enkelte tilfælde, belægning, ledige stuer m.m. - Patienter, som kommer ind via 112-transport, skal ALTID vurderes i Akutmodtagelsen først, så det undgås at ustabile patienter ankommer akut på sengeafsnittet uden lægevurdering og uden der er foretaget beslutning om behandlingsniveau. Ansvar og organisering Det er afdelingsledelsens ansvar at implementere denne vejledning. Det er det respektive personales ansvar at kende og anvende vejledningen. Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil Bilag - VIP: Febril leuko- eller neutropeni hos onkologiske patienter, behandling af - VIP: Sepsis - initiel observation, diagnostik og behandling af onkologiske patienter - VIP: Metastatisk spinalt tværsnitssyndrom/Medullær kompression, visitation, udredning, behandling, pleje og rehabilitering - VIP: Visitation til afsnit for Lindrende behandling - Tjekliste til SA2: Modtagelse af Åben Indlæggelse.docx - Guide til Akutmodtagelsen-BoH: Guide til AKM, dec.2019.docx - Patientinformation(Åben indlæggelse på SA2): aaben-indlaeggelse-paa-sengeafsnit-2.pdf