Særlige situationer ved stomioperation Særlige situationer ved stomioperation Ikke fashioneret sigmoideostomi i nødsituationer: Hvis patienten er meget dårlig (f.eks. cirkulationsustabil på grund af sepsis) så både patientens liv og stomiens vitalitet er truet, kan en ”hurtigmetode” (d.v.s. stomi, der ikke fashioneres) anvendes. Tarmen trækkes ud. Tarmen fikseres med 8 resorberbare knuder til huden. Tarmen afklippes 6 cm over hudniveau. Tarmen ”modner” selv og kan evt. trimmes (se særlig instruks for trimning). Aflastende ikke-fashioneret loop-end ileostomi i nødsituationer Er der problemer med at danne en enløbet, aflastende ileostomi på grund af peritonit, ødem, kort krøs, fedme, tidligere strålebehandling, kan der benyttes en ”loop-end” ileostomi. En ileumslynge, ca. 10 cm fra den blindlukkede ileum trækkes frem igennem stomiåbningen i bugvæggen og placeres over stav. Fashioneres om muligt, men det vil sjældent være indiceret i disse vanskelige situationer. Sigmoideostomi hos meget fed patient Hvis patienten er meget fed med fedt krøs og fed bugvæg, kan det være en fordel at lave stomihullet i fascien og i peritoneum væsentligt større end tarmen. Når tarmen så er ført igennem lukkes på peritonealniveau med et passende antal suturer, så åbningen omkring tarmen bliver tilpas. Aflastende enløbet tarmdelt sigmoideostomi ved truende komplet stenose i rectum Hvis man forudser, at stenosen bliver totalt indenfor patientens levetid, syes det blindlukkede anale ben fast ekstraperitonealt og retrofascielt i nederste sårvinkel. Hvis der kommer tumorstenose, vil der af sig selv udvikles en fistel distalt i såret. Der er således her en ”sikkerhedsventil”. I tilfælde af aflastende stomier for ikke-stenoserende processer (inkontinens, stråle-følger, fistler) foretrækkes en enløbet stomi med blindlukket analt ben efterladt intraperitonealt. Enløbede stomier er lettere at passe, og man er sikker på, at der ikke er overløb i rectum.