Hepatitis C Målgrupper og anvendelsesområde Definitioner Fremgangsmåde Ansvar og organisering Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil Akkrediteringsstandarder Bilag Målgrupper og anvendelsesområde Definitioner Fremgangsmåde Virus: RNA-virus, 6 genotyper og > 50 subtyper. Udbredelse: Globalt er 150 mio. mennesker anti-HCV positive, de fleste kronisk inficerede. Prævalensen er lav i Skandinavien, 0,01-0,1 %. Globalt vurderes HCV at være årsag til hvert fjerde cirrosetilfælde og en lige så stor andel af HCC-tilfældene. I DK er både akut og kronisk hepatitis C anmeldelsespligtig (til SSI, Epidemiologisk afdeling), og i 2021 anmeldtes i alt 150 tilfælde, heraf 4 akutte. Det er skønnet, at der er omkring 17.000 kronisk HCV smittede i DK, men at forekomsten er faldende under de seneste års muligheder for effektiv behandling. Smittevej: Parenteralt (intravenøst stofmisbrug, transfusion (før screening af blodprodukter blev indført), tatovering). Seksuelt overført smitte er sjælden, blandt monogame er incidensen 0-0,6 % per år, højere blandt personer med multiple partnere. Risiko for smitte ved fødslen er 4-7 % hvis mater er HCV-RNA positiv. Risiko for smitte efter nålestik er < 5 %. Inkubationstid: 2-12 uger. Diagnosticering af akut hepatitis C (sjælden): Bygger på anamnese, kliniske, biokemiske samt serologiske fund. HCV-RNA påvises 1-3 uger efter smitte, og anti-HCV bliver positiv efter 4-10 uger. I praksis er måling af anti-HCV valid ved mistanke om akut HCV, dog skal HCV-RNA vælges ved kendt HCV-eksposition (f.eks. nålestik). Diagnosticering af kronisk HCV: Screening med HCV-antistof. Hvis dette påvises, suppleres med HCV-RNA, og pt. henvises til infektionsmedicinsk afdeling. Forløb og prognose: Efter smitte vil langt de fleste patienter have asymptomatisk ”akut hepatitis”. Af disse clearer 15-40 % virus spontant, oftest indenfor 3 mdr. efter symptomdebut. Der kan dog ses sent relapse, hvorfor HCV-RNA skal måles gentagne gange indenfor de første 6 mdr. De resterende 60-85 % udvikler kronisk infektion, der som oftest i lange perioder er asymptomatisk. Leversygdommen progredierer dog hos en del, således er risikoen for udvikling af cirrose efter 20 år ca. 10-15 %. Ved cirrose er den 5-årige kumulative incidens af hepatisk dekompensation op mod 28 % og blandt dem er 5-års overlevelsen knap 50 %. Risikoen for udvikling af HCC blandt HCV cirrosepatienter er øget, den 5-årige kumulative incidens er ca. 10 %. Monitorering af patienter med kronisk HCV: Alle patienter tilbydes antiviral behandling. For patienter med betydende leverfibrose (fibroscanning >12,5 kPa eller FIB4 index >3,25) tilbydes screening for HCC og evaluering for tegn på portal hypertension. Screening for HCC: Patienter med fibroscanningsværdi >12,5 kPa, både ubehandlede og behandlede, anbefales halvårlig screening med α-føtoprotein og abdominal ultralydscanning. Behandling: Den antivirale behandling af HCV foregår i infektionsmedicinsk regi. Cirrosepatienter skal parallelt hermed fortsætte kontrol i vort regi grundet risiko for udvikling af komplikationer til portal hypertension. Behandlingsmålet er vedvarende clearance af HCV-RNA, og patienter, der fortsat har umålelig HCV-RNA i plasma 3 måneder efter endt behandling, betragtes som helbredte for hepatitis C. Akut HCV: Skal henvises til inf. med. afd. idet patienter, der fortsat er HCV-RNA positive 12 uger efter symptomdebut, skal vurderes mhp antiviral terapi. Kronisk HCV: Indikation for antiviral behandling: - Positiv HCV-RNA Behandlingsstrategien afhænger af genotype og fibrosegrad. Førstevalgsbehandling er direkte aktive antivirale (DAA) lægemidler, som specifikt hæmmer forskellige faser af HCV’s livscyklus, og behandlingsvarigheden er oftest 12 uger. Helbredelse for HCV-infektion opnås hos omkring 90% af behandlede. Ved dekompenseret cirrose eller recidiverende HCC må levertransplantation overvejes. Vaccination: Ej mulig. Ansvar og organisering Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil Fattovich G et al. Effect of Hepatitis B and C Virus Infections on the Natural History of Compensated Cirrhosis: A Cohort Study of 297 Patients. Am J Gastroenterol 2002; 97: 2886-2896. Serum instituttets hjemmeside: Overvågning af Hepatitis C forekomst. https://www.ssi.dk/sygdomme-beredskab-og-forskning/overvaagning-i-tal-grafer-og-kort Hepatitis B og C guidelines. Version 8, 2018. Dansk Selskab for Infektionsmedicin. Link: http://www.infmed.dk/guidelines#hepatitis_guidelines_v8_2018.pdf OBS: Ny hepatitis C guideline på vej på DSGH’s hjemmeside, under ”Andre” guidelines.] Soriano V et al. Treatment of hepatitis C with new fixed dose combinations. Expert Opin Pharmacother. 2017 Aug;18(12):1235-1242. Akkrediteringsstandarder Bilag