Smittefarlige patienter - modtagelse af selvhenvendere i Akutmodtagelsen Formål Målgrupper og anvendelsesområde Definitioner Fremgangsmåde Ansvar og organisering Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil Bilag Formål Denne vejledning er primært til lægesekretærer og triagesygeplejersker i Akutmodtagelsen, med anvisning til hvordan selvhenvendere med mulige smittefarlige sygdomme håndteres ved modtagelse i afdelingen. Målgrupper og anvendelsesområde Ansatte i Akutmodtagelsen. Definitioner Farlige smitsomme sygdomme omfatter fx Corona-virus (MERS og SARS) og viral hæmoragisk feber (mistanke om Ebola, Lassa og Merburg virus). Sundhedsstyrelsen orienterer løbende om retningslinjer i forbindelse med farlige smitsomme sygdomme. Fremgangsmåde Handleplan Patienten registreres i receptionen. Hvis mistanken vækkes på anamnesen kontaktes (pr. telefon) triagesygeplejersken (tlf. 2 25 53) og infektionsmedicinsk bagvagt (tlf. 2 24 75) fra receptionen. Sekretæren orienterer kort om, at det kan dreje sig om noget smittefarligt, og at patienten derfor skal vente i et særligt rum. I receptionen udleverer sekretæren almindelig kirurgisk maske (grøn) uden udåndingsventil, som patienten selv påsætter. Herefter følger/viser sekretæren patienten til samtalerummet. Smitterisiko er meget lav, når der holdes minimum 1½ meters afstand til patienten. Det er derfor vigtigt at patienten får mundbind på med det samme. Pårørende hjemsendes. Hvis patienten er et barn, må en forælder ledsage barnet. Her behandles forældre på samme måde som en smittefarlig patient. Triagesygeplejersken tager ISO kassen, ifører engangshandsker, væskeafvisende langærmet engangsovertrækskittel, FFP3-maske og ansigtsdækkende visir/beskyttelsesbriller. Følgende hygiejniske forholdsregler skal overholdes: - Patienten placeres i enestue (samtalerummet), der kun besøges af triagesygeplejersken iført ISO-dragt/udstyr - Sygehistorie og almentilstand vurderes på afstand - min 1½ meters afstand - Ved stabile patienter skal personalet så vidt muligt undgå tæt kontakt ISO- og Ebola-kasse ISO-kassen indeholder: Engangshandsker, væskeafvisende langærmet engangsovertrækskittel, FFP3-maske og ansigtsdækkende visir/beskyttelsesbriller. Skal anvendes når der ikke er fysisk nærkontakt til patienten. Ebola-kassen indeholder: Den særlige eboladragt. Den skal kun anvendes, når der udføres direkte pleje eller er behandlingskontakt til patienten. De to kasser er placeret i medicinrummet på afsnit 536. Smitterisiko Smitterisiko er generelt ringe eller beskeden, når der holdes minimum 1½ meters aftand til patienten. Ebola: Ingen eller yderst ringe for sekretær og triagesygeplejersken. CORONA (herunder også MERS og SARS): Opfølgende viruskontrol af sekretæren i receptionen og triagesygeplejersken, hvis diagnosen bekræftes hos patienten. Rengøring Receptionen og samtalerummet rengøres med klorrengøring som efter et Isolationsregime. Opskrivning Imens der pågår rengøring, foretages opskrivning i vindfanget ved bærbar PC. Ansvar og organisering Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil Bilag