Vurdering, revurdering og observation af præhospital patient Formål Målgrupper og anvendelsesområde Definitioner Fremgangsmåde Ansvar og organisering Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil Akkrediteringsstandarder Bilag Formål - At definere områder, der skal afdækkes ved vurdering af patienten. - At definere kriterier for, hvornår patienten skal revurderes. - At sikre sammenhæng mellem undersøgelse, symptombillede og behandling. - At sikre korrekt visitation til relevant behandling. Målgrupper og anvendelsesområde Alt præhospitalt sundhedsfagligt personale med funktion på ambulancer, akutlægebiler og specialkøretøjer i Region Hovedstaden. Anvendes ved præhospital indsats og patientbehandling i henhold til egen kompetenceprofil og specifikke medicin- og behandlingsinstrukser. Ambulanceassistenter skal være bekendt med indholdet i denne VIP. Indholdet i vejledningen bringes i anvendelse ved alle patientkontakter. Definitioner Præhospitalt sundhedsfagligt personale: Præhospitale akutlæger, anæstesisygeplejersker, paramedicinere, ambulancebehandlere og lægeassistenter, der varetager præhospital tjeneste for Region Hovedstaden. Lægeassistent: Ambulancebehandler eller paramediciner med særlig kompetence som assistent for præhospital akutlæge. Fremgangsmåde Det præhospitale sundhedsfaglige personale foretager en vurdering af alle patienter, som de er visiteret til af Region Hovedstadens 1-1-2 AMK-Vagtcentral. Der optages anamnese og foretages objektiv undersøgelse, som følger ABCDE-princippet. Forløbet dokumenteres i den præhospitale patientjournal af det præhospitale sundhedsfaglige personale. Følgende overordnede punkter skal gennemgås ved vurdering af patienten. Detaljeringsgraden afhænger af hastegrad, de kliniske fund og anamnesen. Anamnese: - S: Symptomer - A: Allergi - M: Medicin - P: (Past medical history)Tidligere eller nuværende andre sygdomme. Social anamnese hvis relevant. - L: (Last meal) Sidste måltid / væske? - E: (Events) hændelser, der ledte frem til episoden - R: Risikofaktorer. Alle faktorer, som vurderes at kunne forværre patientens nuværende situation (omgivelser, socialt, psykologisk, fysisk mv.) Objektiv undersøgelse: - A: Luftvej - Fri / delvis obstrueret / obstrueret. - B: Vejrtrækning - Vejrtrækningsfrekvens og SpO2 (alle patienter) - Vejrtrækningsmønster: normal, dyb, overfladisk, asymmetrisk? - Stetoskopi - Thoraxvæggen intakt/stabil? - ETCO2. - C: Cirkulation - BT og P (alle patienter) - EKG hvor relevant - Hud (farve, temperatur, tør / fugtig?) - Kapillærrespons (normalt / forlænget). - Hæmodynamisk betydende frakturer - D: (Disability) Neurologisk - GCS (alle patienter) - Pupiller (Ens, størrelse, reaktion på lys) - Smertevurdering (smertescore 0 - 10) - Ekstremiteter: Sideforskel i bevægemønstre? Kraftnedsættelse / lammelser? - Psykisk vurdering: Deprimeret, angst, aggressiv m.v. - Blodsukkermåling: Alle patienter med sukkersyge, uforklarlig sindstilstand samt alle med GCS < 14. - E: (Exposure / environment) - Patienten afklædes kun i det omfang, det er nødvendigt for en optimal undersøgelse af aktuelle tilstand. Patienten beskyttes mod afkøling. Akutlæge: evt. ultralyd Opsummering: Ud fra anamnese og objektiv undersøgelse dannes et overblik over patientens samlede tilstand (symptombillede) og evt. umiddelbare behandlingsbehov. Behandling: Ud fra symptombillede opstartes relevant behandling i henhold til egne kompetencer. Revurdering: Patienten skal revurderes med nye målinger af BT, P, SpO2, RF, GCS, (evt. ETCO2, EKG, BS, smertescore): - Efter behandling / indgift af medicin - Ved klinisk ustabil patient - Ved fald i bevidsthedsniveau - Hvis patienten har en højrisikolidelse. Eks. AMI, aortaaneurisme eller lignende. - Ved længere transporttider > 10 minutter. Hyppigheden af revurderingen afgøres ud fra patientens tilstand og kørevej til hospital. - En kritisk patient skal revurderes hyppigt – minimum hvert 5. minut. - En ikke-kritisk patient vurderes hvert 10. minut. Ansvar og organisering Delegation Cheflæge i afdeling for Ambulance i Region Hovedstadens Akutberedskab delegerer kompetencerne beskrevet i denne vejledning til ambulancebehandlere, paramedicinere, lægeassistenter og anæstesisygeplejersker, der varetager præhospital tjeneste for Region Hovedstaden. Implementering Cheflæge i afdeling for Ambulance i Region Hovedstadens Akutberedskab er ansvarlig for udarbejdelse, implementering og vedligeholdelse af denne vejledning. Sektionslederne i afdeling for Ambulance i Region Hovedstadens Akutberedskab er ansvarlig for udbredelse af og sikring af kendskab til vejledningen blandt personalet, der varetager tjeneste ved ambulancer, akutlægebiler og øvrige specialkøretøjer i afdelingen. Ambulanceleverandørerne er ansvarlige for den lokale implementering hos ambulancepersonalet. Præhospitalt sundhedsfagligt personale, der varetager præhospital tjeneste for Region Hovedstaden, har et selvstændigt ansvar for at sætte sig ind i nærværende vejledning og overholde den i det daglige virke. Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil Ingen Bilag Ingen