Forgiftninger præhospitalt Målgrupper og anvendelsesområde Definitioner Fremgangsmåde Ansvar og organisering Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil Akkrediteringsstandarder Bilag Målgrupper og anvendelsesområde Alt præhospitalt sundhedsfagligt personale med funktion på ambulancer, akutlægebiler og specialkøretøjer i Region Hovedstaden. Anvendes ved præhospital indsats og patientbehandling i henhold til egen kompetenceprofil og specifikke medicin- og behandlingsinstrukser. Ambulanceassistenter skal være bekendt med indholdet i denne VIP. Anvendes ved alle patientkontakter, hvor der observeres påvirket bevidsthedsniveau. Instruksen skal sikre korrekt behandling af forgiftede patienter præhospitalt. Definitioner Præhospitalt sundhedsfagligt personale: Præhospitale akutlæger, anæstesisygeplejersker, paramedicinere, ambulancebehandlere og lægeassistenter, der varetager præhospital tjeneste for Region Hovedstaden. Lægeassistent: Ambulancebehandler eller paramediciner med særlig kompetence som assistent for præhospital akutlæge. SSRI: Selective serotonin reuptake inhibitors (antidepressiv middel - lykkepiller). TCA: Tricycliske antidepressiva. Toxidrom: En specifik gruppe af symptomer som ses efter udsættelse for et givent stof eller medikament i toksisk dosis. Akutte forgiftninger: Uønskede symptomer opstået som følge af (u)tilsigtet indtagelse af euforiserende stoffer/narkotika, psykofarmaka og pesticider (se evt. under Afgrænsning). Symptomer og tegn: - Spænder fra asymptomatisk over organspecifikke symptomer til bevidstløshed og hjertestop. - Optræder ofte i toxidromer som anført i nedenstående skema. - Afhænger af agens, dosis og eksponeringstid. - Tilstødende komplikationer skyldes oftest den forgiftedes utilstrækkelige kontrol over egne funktioner. - Anamnese og/eller omstændighederne sammenholdt med sygdomsbillede og objektive fund giver den tentative diagnose om forgiftning. Toxidromer: ###TABEL_1### Gengivet efter Goldfrank’s Emergency Toxicology 2006, 8. edition, McGraw Hill. Oversat af farmaceut, PhD, ###NAVN### GIFTLINJEN/Anæstesiafdelingen, Bispebjerg Hospital. Fremgangsmåde Følgende er en oversigt over en række typiske forgiftningsbilleder. Opioidforgiftning: Bevidsthedssvækkelse / bevidstløshed, bradypnø / respirationsstop, "pin-point" pupiller, bradycardi Benzodiazepinforgiftning: ”medicinpåvirkethed” / bevidsthedssvækkelse / bevidstløshed, sjældent respirationsinsufficiens sekundært til tab af frie luftveje / risiko for aspiration. SSRI forgiftning: Kvalme, opkastning, abdominalia, svimmelhed, tremor / kramper, bevidsthedssvækkelse, sjældent bevidstløshed. Livstruende arrytmier sjældent forekommende. Amfetamin/Kokain/Ecstasy: Sved, uro, takykardi, takyarytmier, pupildilatation, hypertension, hyperthermi, brystsmerter, kardiogent shock, AMI, respirationsstop, kramper, bevidstløshed, cerebrovaskulære blødninger. GHB (gamma-hydroxybutyrat, fantacy, ”flydende ecstasy”): Bevidstløshed, respirationsdepression / -stop, opkastning (obs. beskyttelse af luftvej), hypothermi, aggressivitet, bradycardi, kramper. Poppersforgiftning (amyl, -butyl, -isobutylnitrit): Methæmoglobinæmi med central behandlingsfraktær cyanose / cellulær hypoxi, hypotension, bevidstløshed. TCA forgiftning: Bevidsthedssvækkelse, kardielle arrytmier, hjertestop. Neuroleptikaforgiftning: Bevidsthedssvækkelse, kardielle arytmier. Generelt om monitorering og behandling Forgiftede patienter gennemgås og behandles symptomatisk, som anført i VIP-vejledning: Vurdering, revurdering og observation af præhospital patient. Ud fra anamnese, symptombillede og klinisk arbejdshypotese indledes behandling indenfor egen kompetenceprofil og specifikke behandlings- og medicininstrukser. Specifik behandling ved Opioidforgiftning: - Naloxon (antidot): - Voksne: - 0,4 mg i.v. (evt. 0,8 mg i.m.), kan gentages i refrakte doser med 2-3 minutters interval ved moderat respirationspåvirkning og dosis afvejes overfor risiko for gennembrud af smerter hos kroniske smertepatienter. - I praksis anvendes ofte 0,8 mg im efterfulgt af 0,4 mg iv af hensyn til patients eventuelle afståen fra indlæggelse. - Ved forgiftning med buprenorphin er der ofte behov for højere initialdosis (1,2-2,0 mg i.v.). - Ambulancepersonalet følger rammedelegation for naloxon. - Børn (akutlægebil): - 10 mikrogram/kg legemsvægt i.v. Hvis i.v. injektion ikke er mulig, anvendes i.m. injektion. Som hos voksne kan dosis gentages 2-3 gange. - Nyfødte (akutlægebil): - En enkelt dosis på 0,2 mg (60 mikrogram/kg legemsvægt) givet i.m. ved fødslen som et alternativ til den anbefalede dosis på 10 mikrogram/kg legemsvægt i.v. Benzodiazepinforgiftning (akutlægebil): - Flumazenil (antidot) (akutlægebil) - Voksne. Initialt 0,3 mg (3 ml) i.v. Målet er sufficient respiration, oxygenering (valid kurve) over 94 % med O2 tilskud og aflåst sideleje. Ved utilstrækkelig effekt gentages injektionen efter 2-3 min. - Relativt kontraindiceret til andet end ren benzodiazepin-overdosering. Kokain, ecstasy og/eller amfetamin (akutlægebil): - Benzodiazepin, idet stofferne tillige sænker krampetærsklen. Giftlinjen kan kontaktes ved behov hele døgnet. Telefonnummeret forefindes i ambulancer og akutlægebilers telefoner under navnet "Giftlinjen". Pesticider Cholinerge symptomer ses tillige ved (u)tilsigtet indtag af pesticider, hvoraf enkelte er højtoxiske. Utilsigtede indtag ses hyppigst i forbindelse med omhældning af flydende pesticid til anden beholder end originalembalagen, eksempelvis plastic sodavandsflaske med skruelåg. Afgrænsning Nærværende vejledning dækker ikke CBRNE-udløste tilstande. Ansvar og organisering Delegation Cheflæge i afdeling for Ambulance i Region Hovedstadens Akutberedskab delegerer kompetencerne beskrevet i denne instruks til ambulancebehandlere, paramedicinere, lægeassistenter og anæstesisygeplejersker, der varetager præhospital tjeneste for Region Hovedstaden. Implementering Cheflæge i afdeling for Ambulance i Region Hovedstadens Akutberedskab er ansvarlig for udarbejdelse, implementering og vedligeholdelse af denne instruks. Sektionslederne i afdeling for Ambulance i Region Hovedstadens Akutberedskab er ansvarlig for udbredelse af og sikring af kendskab til instruksen blandt personalet, der varetager tjeneste ved ambulancer, akutlægebiler og øvrige specialkøretøjer i afdelingen. Ambulanceleverandørerne er ansvarlige for den lokale implementering hos ambulancepersonalet. Præhospitalt sundhedsfagligt personale, der varetager præhospital tjeneste for Region Hovedstaden, har et selvstændigt ansvar for at sætte sig ind i nærværende instruks og overholde den i det daglige virke. Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil - Vejledninger fra Giftlinjen, BBH - Beredskabsstyrelsen (www.beredskabsstyrelsen.dk) - Medicin.dk - Goldfrank’s Emergency Toxicology 2006, 8. edition, McGraw Hill. - VIP-vejledning: Vurdering, revurdering og observation af præhospital patient Bilag Ingen