Værdigenstande MORS, håndtering af

Formål
Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Bilag
 

Formål

 

Formålet er at sikre lovgivningsmæssig korrekt håndtering af afdøde patienters værdigenstande og ejendele.

Tilbage til top

Målgrupper og anvendelsesområde

Personale der håndterer mors, dødsattest, begæring om obduktion, afdødes ejendele og værdigenstande.

Tilbage til top

Definitioner

Værdigenstande

Genstande der anses at have værdi i Skifteretten. Eksempler på værdigenstande kan være:

• Kontanter

• Kort til bank/pengeinstitut (Kredit/debetkort)

• Id kort, samt personlige kort (f.eks. rejsekort mv.)

• Smykker, ure

• Nøgler

• IT-udstyr (musikafspiller, PC, tablet mv.)

• Mobiltelefon

 

Ejendele

  • Med ejendele forstås eksempelvis tøj, sko, briller, tasker

Tilbage til top

Fremgangsmåde

 

  1. Ved mors

Udlevering af værdigenstande til pårørende, herunder ægtefælle eller advokat sker udelukkende på baggrund af skriftlig godkendelse fra skifteretten og mod forevisning af billedlegitimation.

Påsætning af smykker/andre ejendele på afdøde patienter inden begravelse/bisættelse afklares med de efterladte/bedemanden.

 

  1. Optælling på afsnit samt indpakning

Optælling af værdigenstandene

Værdierne optælles af to medarbejdere på afsnittet/klinikken. Optælling skal ske umiddelbart efter 1. ligsyn.

Værdierne noteres på skema til skifteretten (LINK: Til Skifteretten_udfyldes af klinikken_BLEG.docx, Til Skifteretten_udfyldes af klinikken_GLO.docx). Rettelak, korrektionstape og lignende må ikke anvendes. Begge medarbejdere skriver under som dokumentation for optællingen. Nederst på skemaet noteres plombe nummer på den plombe der anvendes til at forsegle værdiposen. Kopi af skema til skifteretten lægges i værdiposen. Originalt skema påhæftes værdiposen med papir clips. Skema indscannes i patientens journal.

Værdiposer og plomber rekvireres i kapellet.

Kort med stor patientlabel (Cpr.nr., navn, adresse og afsnitsnummer) placeres i indvendig lomme på værdiposen, så den kan læses udefra. OBS på ikke at klistre patientlabels fast, idet værdiposerne genbruges. I udvendig lomme påsættes kort med kapellets adresse.

Der henstilles til, at personalet er meget opmærksomt på, hvordan værdigenstande bliver ilagt værdiposen, således det ligger præsentabelt for pårørende der efterfølgende modtager posen.

Påsætning af smykker/andre ejendele på afdøde patienter inden bisættelse/begravelse afklarer de efterladte med bedemanden. Værdigenstande der forventeligt skal følge afdøde i kisten noteres på Skema til værdigenstande i kisten (LINK: Skema til værdigenstande i kiste.docx). Værdierne pakkes i selvstændig værdipose, der efterfølgende kan udleveres til bedemanden af kapellets medarbejdere.

OBS på, at værdigenstande der er noteret på ark til skifteretten IKKE kan udtages af værdiposen uden skriftligt godkendelse fra skifteretten.

 

  1. Aflevering til kapellet

Værdiposen afleveres som udgangspunkt i kapellets åbningstid. Man-torsdag kl. 9-14 og fredag 9-13. Det er afdelingens ansvar at få afleveret værdiposen til kapellet. Kopi med underskrift fra Vagt/kvartermester for modtagelse af værdipose senes retur med portør eller plejepersonale til afdelingen.

Værdier kan altid deponeres i de centrale bokse på hhv. Blegdamsvej (Ved Hjælpemiddeldepotet, Kælder) og Glostrup (bag informationen, Stuen) uden for kapellets åbningstid. Kontroller, at værdiposen er faldet rigtigt ned i boksen. Det skal ske efter hver pose. Afdelingen sender en mail til kapellet, med kopi af skema til skifteretten, med information om at værdiposen er deponeret centralt. Kapellet bekræfter modtagelsen af værdiposen på mail til afdelingen.

Blegdamsvej: ###EMAIL###

Glostrup: ###EMAIL###

Centralt deponerede værdiposer afhentes alle hverdage af kapellets personale. I kapellet sikrer vagtmesteren, at originalt skema til skifteretten er sat fast uden på værdiposen med clips og plomben er ubrudt. Det kontrolleres endvidere, at plombens nummer stemmer overens med det på skemaet anførte.

Modtagne værdier indføres i oversigt/arkiv således, at alle opbevarede værdier kan opgøres og kontrollers løbende. Værdiposerne opbevares i pengeskab i kapellet.

Der modtages kun værdier i plomberede værdiposer.

 

  1. Udlevering til boet

Vagtmesteren sender originalt skema til skifteretten, i afdødes hjemkommune, hvorefter nærmeste pårørende får besked fra skifteretten om, at de kan afhente værdier og ejendele i kapellet.

Kapellet udleverer værdier til pårørende eller advokat mod forevisning af skifteretserklæring om, at vedkommende har fået udlagt boet efter patienten til skifte som arving eller som ansvarlig (advokat) for boet. Billedlegitimation skal forevises.

I de tilfælde pårørende ikke kan afhente værdiposen i kapellet, sendes den anbefalet til bestyrer af boet/pårørende mod dokumentation. Frankeret kuvert sendes med så værdiposen kan sendes retur.

Hvis pårørende eller advokat efter boet ikke har henvendt sig i kapellet efter 6 måneder kontaktes Skifteretten for at kontrollere om hvorvidt boet er færdigbehandlet. Skifteretten oplyser hvem værdierne kan udleveres til hvorefter der tages kontakt til denne person med henblik på udlevering af værdierne.

Hvis boet behandles af kommunen, idet der ikke er fundet pårørende eller arvinger hentes værdierne af kommunen.

Ejendele

Afdødes tøj og andre ejendele opbevares på stamafdelingen og udleveres til pårørende af stamafdelingen.

Er der ingen pårørende tilstede eller ønsker de ikke at modtage ejendelene, følger disse afdøde til kapellet. Udlevering kan ske efter aftale med kapellet. Kapellet opbevarer ejendelene i op til 3 måneder. Herefter destrueres ejendelene.

 

Tilbage til top

Ansvar og organisering

Afdelingsleder har ansvar for at sikre introduktion til personalet, samt at vejledningen efterleves. Klinisk afdeling er ansvarlig for opgørelse af afdødes værdigenstande samt overlevering til kapellet. Kapellet er ansvarlig for, at værdierne behandles efter skiftelovens bestemmelser.

Det er af største vigtighed, at ansvaret for opbevaringerne hele tiden er entydig placeret. Dette er af hensyn til den afdøde, men ligeledes af hensyn til medarbejderne. 

Værdigenstande som opbevares for afdøde patienter skal ikke bogføres i SAP da værdierne ikke repræsenterer en værdi eller forpligtelse for Rigshospitalet. Kapellet fører arkiv/oversigt over alle værdier som Rigshospitalet har i hænde.

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

Bilag

1. Skema til værdigenstande i kiste: Skema til værdigenstande i kiste.docx

2. Skema til skifteretten_Glostrup: Til Skifteretten_udfyldes af klinikken_GLO.docx

3. Skema til skifteretten_Blegdamsvej: 2022_Til Skifteretten_udfyldes af klinikken_BLEG vers dec. 2022.docx

 

Tilbage til top