Inkontinens hos manden kan inddeles i 3 hovedgrupper, nemlig stress-, urge og blandingsinkontinens (stress/urge).
Der er 2 typer af stressinkontinens:
a) med defekt sfinkter
b) overløbsinkontinens.
Stressinkontinens pga. defekt lukkemuskel (sfinkter) skyldes oftest læsion af lukkemusklen i forbindelse med kirurgiske indgreb på prostata.
Behandlingen af stressinkontinens afhænger af inkontinensens sværhedsgrad. Drejer det sig om lettere grader vil bækkenbundsøvelser med optræning af bækkenbundsmuskulaturen i mange tilfælde kunne afhjælpe tilstanden. I de lette tilfælde vil mange også kunne klare sig med et lille indlæg/bind i underbenklæderne. I de sværere tilfælde, hvor der ses en nærmest konstant urinsiven vil patienten kunne tilbydes operation med røntgen- eller ultralydsvejledt transperineal anlæggelse af 2 volumenjusterbare balloner omkring urethra/sfinkterapparatet (ProAct). Fra ballonerne er der via nogle tynde plastictubings forbindelse til et par små titaniumporte placeret i skrotum hvorigennem volumenjustering/titrering af ballonerne kan foregå, således at voluminet netop er stort nok til at patienten bliver kontinent. Såfremt denne procedure ikke kan bringes til at fungere tilfredsstillende kan patienten tilbydes operation med indsættelse af en kunstig lukkemuskel (artificiel sfinkter). Ved denne operation indsættes en manchet (selve den kunstige lukkemuskel) omkring den bageste del af urinrøret. Manchetten er fyldt med væske som, ved hjælp af en pumpe indopereret i pungen, kan pumpes fra manchetten til et reservoir indopereret bag bugmuskulaturen. Når manchetten er fyldt med væske afklemmer den urinrøret, således at urinlækage undgås. Når patienten skal lade sit vand, pumper han ved hjælp af pumpen i pungen væsken fra manchetten til reservoiret. Herved tømmes manchetten for væske og afklemningen af urinrøret ophører. Systemet er således indrettet, at væsken i løbet af de næste 3-5 minutter løber tilbage fra reservoiret til manchetten, således at patienten igen bliver tæt.
Stressinkontinens i forbindelse med en stor, slap, overfyldt urinblære uden fyldningsfornemmelse (overløbsinkontinens) ses ved en række tilstande hvor nerverne til urinblæren er påvirkede. Det kan dreje sig om følger efter diskusprolaps, svulster og ulykker (traumer), ligesom nerverne kan læderes i forbindelse med operationer i det lille bækken (amputation af endetarm, karkirurgi mm). Desuden ses nervebeskadigelse som komplikation til sukkersyge. Overløbsinkontinens kan også udvikles hos den ældre mand, som gennem en årrække langsomt har vænnet sig til en tiltagende forværret vandladning forårsaget af en forstørret blærehalskirtel (prostata), som efterhånden afklemmer urinrøret. Tilstanden er karakteriseret ved symptomer som aftagende strålekraft, hyppige små vandladninger dag og nat, igangsætningsbesvær og manglende blæretømning. Den manglende blæretømning fører efterhånden til at blæremusklen bliver udtrættet, og ikke kan trække sig tilstrækkeligt sammen.
Efterhånden forsvinder også blærefyldningsfornemmelsen, således at patienten efter endt vandladning vil have større og større mængder urin tilbage i blæren (resturin). Denne mænge resturin øges i volumen og kan i udtalte tilfælde udgøre flere liter urin. Under disse omstændigheder vil fysisk aktivitet, som indebærer brug af bugmuskulaturen kunne trykke på den udspilede urinblære, således at der lækkes urin (overløbsinkontinens).
Den ældre mand med urininkontinens skal derfor undersøges for en evt. forstørret blærehalskirtel (prostata), ligesom hans urinstrålekraft vil blive undersøgt (uroflowmetri). Ved hjælp af en ultralydsundersøgelse kan man konstatere om der skulle stå en større mængde urin tilbage i blæren (resturin) efter endt vandladning. Behandlingen af denne tilstand kan bestå i et såkaldt afløbsforbedrende indgreb, som feks. en skrælning af prostata (TUR-P). En sådan operation vil som antydet kunne forbedre afløbet fra blæren, men operationen har ikke nogen bedrende effekt på urinblærens evne til at trække sig sammen. Denne evne (blærekontraktionen) er nødvendig for at sikre en tilstrækkelig tømning af urinblæren. Desværre er denne evne sædvanligvis gået tabt, og kan ikke reetableres. Vandladningen må i stedet foregå ved hjælp af tyngdekraften og ved brug af bugmuskulaturen. I de fleste tilfælde tømmes urinblæren ikke tilstrækkeligt på denne måde, men dog nok til at overløbsinkontinens ofte kan undgås.
Skønner lægen, at et afløbsforbedrende indgreb ikke vil afhjælpe tilstanden, eller har en prostataskrælning (TUR-P) ikke haft den ønskede virkning, vil patienten kunne tilbydes oplæring i selvkateterisation (ren intermitterende selvkateterisation (RIK)). Patienten oplæres i at føre et kateter via urinrøret op i urinblæren. Herved vil blæren kunne tømmes komplet, og den vil ikke inden næste selvkateterisation kunne nå at fylde sig så meget igen,at der opstår overløbsinkontinens.