Instruksen skal sikre en entydig tværfaglig vurdering og kommunikation samt rationelle handlinger i de situationer, hvor Neonatalafdelingens ressourcer til behandling ikke rækker til at dække behovet hos de indlagte børn.
Formålet med zone-inddelingen er dels at opnå en entydig kommunikation med obstetrisk afdeling om, hvornår kvinder, der planlagt skulle føde på Rigshospitalet, skal udvisiteres til et andet fødested, og dels en afklaring af, om nogle af de indlagte børn akut skal overflyttes til andet sygehus for at skaffe kapacitet til de tilbageværende børn
Ved visitationen skal den gravides sikkerhed, barnets sikkerhed og familiens øvrige behov prioriteres i nævnte rækkefølge.
ZONE: en klassifikation af niveauer for, hvornår der skal afviges fra de almindelige regler for visitation til og fra Neonatalafdelingen. Det drejer sig således IKKE kun om forskellige grader af travlhed.
Ansvaret for og retten til at ændre på niveauet af zone ligger hos det team, der udgøres af bagvagten og sygeplejekoordinatoren, samt ved behov hos afdelingsledelsen.
Bagvagt og sygeplejekoordinator konfererer dagligt om overblikket over indlagte og potentielt indlagte børn, set i forhold til afdelingens behandlingskapacitet.
Kontakten finder sted i tilslutning til morgenkonferencen, og i weekend og helligdage i tilslutning til lægernes vagtskifte.
Bagvagten har på det tidspunkt opnået overblik over de intensivt syge børn, og hvilke børn der måtte være på vej, og sygeplejekoordinatoren har overblik over fremmødet i afdelingen, samt plejetyngden hos de indlagte børn.
Ud fra dette foretages en klassifikation af pladsituationen i grøn, gul eller rød zone:
GRØN zone: visitationen følger almindelige regler (se VIP: Visitation til og fra Neonatalklinikken )
GUL zone: alle gravide og nyfødte uden behov for højt specialiseret behandling kan omvisiteres eller udvisiteres
RØD zone: alle gravide og nyfødte kan omvisiteres eller udvisiteres
Koordinator melder til afdelingsjordmoder (DECT 5-1333) umiddelbart efter morgenkonferencen hvilken Zone Neonatalafdelingen er i.
Vi skal tilbyde hjælp med prioritering af evt. udvisitation af gravide. Det tilsvarende felt i ’GN-børn’ opdateres og forvagten orienteres.
Se VIP: Visitation ved GN-zoneinddeling
Zone-inddelingen finder så vidt muligt kun sted 1 gang i døgnet. Sygeplejekoordinator og bagvagt konfererer løbende ved større ændringer i behandlingsbehovet hos de indlagte børn, og de konferer altid under eller umiddelbart efter lægernes vagtoverlevering om eftermiddagen.