Transportordning (GN transporthold)

Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Akkrediteringsstandarder
Bilag
 


Målgrupper og anvendelsesområde

Neonatalklinikken har et transporthold i døgndækkende beredskab, bestående af speciallæge og specialsygeplejerske.

Beredskabet kan tilkaldes af sygehusafdelinger i Danmark, på Færøerne og i Grønland, til transport af syge nyfødte og små børn op til 1-2 års alder. Ordningen er etableret til afhentning af kritisk syge nyfødte, der skal transporteres til behandling på Neonatalklinikken.

Transport af svært syge nyfødte og helt små børn er en specialopgave. Sygelighed og dødelighed kan reduceres hvis transporten varetages af specialtrænet personale. En række tilstande og sygdomme indebærer særlig risiko under transport:

· Ekstremt tidligt fødte børn (GA 27 uger) eller ekstremt lavvægtige børn (FV 1000g), der skal overflyttes inden for 1. leveuge.

· Børn der er respiratorisk ustabile, herunder alle intuberede børn.

· Børn med pneumothorax eller fri luft i abdomen.

· Børn der er kredsløbsmæssigt ustabil eller insufficiente.

· Børn hvor der er mistanke om alvorlig medfødt hjertesygdom, herunder børn i behandling med prostaglandin.

· Svært asfyktiske børn og børn med kramper.

· Akut syge børn, der skal transporteres med fly.

Normalt vil transportholdet kunne imødekomme ønsket om transport af et sygt barn, hvis den behandlende læge på lokalsygehuset ønsker det. Hvis barnet vurderes at været helt stabilt og uden øget risiko ved transporten, kan der være grundlag for at den lokale afdeling henvises til selv at varetage transporten. Hvis barnet er ældre end svarende til neonatal-perioden kan barnets størrelse og karakteren af sygdommen gøre at transporten bedre varetages af en anden type transportfunktion.

 

Tilbage til top


Definitioner

 

Tilbage til top


Fremgangsmåde

Transportholdet tilkaldes ved at man kontakter bagvagten på Neonatal-klinikken, tlf. ###TELEFON###, eventuelt gennem forvagten, tlf. ###TELEFON###. Ved kontakten aftales indikationen for transporten, samt om der er justeringer i den pågående behandling, der kan være relevante indtil transportholdet når frem til barnet. Transportholdet vil normalt kunne rykke ud fra Rigshospitalet mindre end 1 time efter at aftalen om transport er indgået, forudsat at holdet ikke i forvejen er optaget af en transport. Indtil transportholdet når frem til barnet kan behandlingen konfereres løbende med transportholdets læge over mobiltelefon: ###TELEFON###. Transportholdet overtager ansvaret for behandlingen af barnet når de er ankommet til afhentningsstedet og har modtaget information om barnets tilstand og behandling.

Fremgangsmåde ved afvikling af transport:

Vejledningen indeholder afsnit om:

· Aftale om akut transport

· Ansvarsfordeling

· Dokumentation og behandling under transporten

 

Aftale om akut transport:

Når Neonatalklinikkens transportlæge eller bagvagt bliver anmodet om akut transport tages der stilling til om barnet opfylder kriterierne for at være omfattet af transportordningen. Børn i neonatalperioden der har særlig risiko under transport vil altid blive tilbudt afhentning af transportholdet:

· Ekstremt tidligt fødte børn (GA 27 uger) eller ekstremt lavvægtige børn (FV 1000 g), der skal overflyttes inden for 1. leveuge.

· Børn der er respiratorisk ustabile, herunder alle intuberede børn.

· Børn med pneumothorax eller fri luft i abdomen.

· Børn der er kredsløbs-ustabil eller -insufficiente.

· Børn med mistanke om alvorlig medfødt hjertesygdom, herunder børn i behandling med prostaglandin.

· Svært asfyktiske børn og børn med kramper.

· Akut syge børn, der skal transporteres med fly.

Stabile børn uden øget risiko under transporten bør normalt overflyttes af den henvisende afdelings personale, og kan i nogle tilfælde vente med overflytning til dagtid på førstkommende hverdag.

Hvis barnet er ældre end svarende til neonatalperioden kan barnets størrelse og karakteren af sygdommen gøre at transporten bedre varetages af en anden type transportfunktion. Transportordningen kan omfatte børn op til 1-2 års alder.

 

Såfremt barnet opfylder kriterierne for transport tages der stilling til:

· hvilke særlige behov og krav til behandling der på grund af barnets tilstand kan forventes at være under transporten

· hvilken type transportmiddel der skal anvendes

· om en eller begge forældre kan ledsage barnet under transporten, i det omfang der er ledig plads

· hvor hurtigt transportholdet kan være fremme ved barnet, herunder om transporten må nedprioriteres i forhold til anden samtidig transport-anmodning

· hvilke ændringer i den aktuelle behandling vi kan anbefale indtil transportholdet ankommer til barnet

Rekvirerende afdeling informeres om at transportholdet skal have mulighed for kontakt med forældrene inden transporten af barnet indledes, med henblik på information og samtykke.

Barnets data og aktuelle behandling noteres på transportskemaet sammen med relevante oplysninger om hvor barnet er indlagt og hvem der rekvirerer transporten, samt hvornår aftalen blev indgået (skema som vedhæftet fil + kopier i transport-mappen). Kopi af skemaet gives til modtagende team inden afrejsen fra Neonatalklinikken.

 

Ansvarsfordeling:

Aftale med lokalafdeling om transport:

· Neonatalklinikkens transportvagt, eventuelt gennem bagvagten. Samme person har ansvaret for vejledning vedrørende behandling indtil transportholdet når frem til barnet. 

Tilkald af personale:

· Kontakt til transportlægen: normalt bagvagtens ansvar.

· Kontakt til transportsygeplejersken: ansvarshavende sygeplejerske i modtagende team har ansvaret.

Bestilling af transportmiddel:

· Transport udelukkende med ambulance: ansvarshavende sygeplejerske i modtagende team har ansvaret for at bestille ambulancen, se separat vejledning (vedhæftet).

· Transport med fly eller helikopter: transportvagten eller bagvagten varetager normalt bestillingen, se separate vejledninger (vedhæftede) om valg af transportform og bestilling af fly- og helikoptertransport. Helikoptertransport rekvireres gennem vagtcentralen, der også koordinerer eventuel ambulancetransport ved afhentningssygehuset. 

 

Afvikling af transporten:

· Transportlægen har ansvar for at planlægge transporten, herunder at tage stilling til om transporten kræver udstyr, medicin eller luft- og iltforsyning ud over det der normalt er til rådighed i transportenheden.

· Transportlægen og transportsygeplejersken har begge ansvaret for at transportenheden er klar inden afrejsen.

· Transportsygeplejersken har ansvaret for at transportenheden (kuvøse + tasker, andet udstyr inkl. fyldte luft- og iltflasker) er klargjort til transport, og at den bliver rengjort og fyldt op igen efter transporten (se separat vejledning: ”Transportkuvøse”.

· Transportholdet overtager ansvaret for barnets behandling når de er ankommet til afhentningsstedet og har modtaget rapportering om barnets tilstand og aktuelle behandling. Den indbyrdes ansvarsfordeling følger de almindelige retningslinier for Neonatalklinikken.

· Ved ankomst til Neonatalklinikken afrapporterer transportholdet til vagtholdet, der derefter overtager ansvaret for behandlingen af barnet.

 

Dokumentation og behandling under transporten:

Når transportholdet har overtaget ansvaret for behandlingen regnes barnet for indlagt på Neonatalklinikken. Allerede påbegyndt medicinsk behandling noteres med art og tidspunkt på transportskemaet. Basisværdier fra overvågning og behandling registreres på observationsark efter vores almindelige retningslinier. Specielt skal tidspunkt for afrejse fra Neonatal-klinikken, ankomst til lokalafdeling, afrejse fra lokalafdeling samt ankomst til Neonatalklinikken noteres på transportskemaet.

 

Inden barnet kan transporteres skal følgende være overvejet:

· Opvejer formålet med transporten den risiko der er ved transporten, eller er tilstanden så kritisk, at transporten bør udsættes eller aflyses ?

· Hvilke særlige problemer er der ved transporten af barnet ? Se evt. vedhæftet vejledning: ”Særlige kliniske problemer under transport

· Foreligger der sufficiente parakliniske data på barnet (rtg.-billeder, blodprøver) ?

· Kan barnets tilstand stabiliseres yderligere, skal den pågående behandling optimeres eller intensiveres før afrejsen ?

· Hvilken grad af monitorering er nødvendig under transporten ? Skal overvågningen intensiveres før transporten (f.eks. med arterie-kateter, navle eller perifert) ?

· Er der et tilstrækkelig antal velfungerende IV-adgange ?

· Er den planlagte transportform optimal til barnets tilstand, eller skal anden transportform overvejes ? (vil kun sjældent være relevant).

· Er der grund til at anmode om politi-ekskorte på grund af behov for kort transporttid, jævn transporthastighed eller på grund af tæt trafik ? Eskorten rekvireres gennem ambulance-personalet.

 

Inden transporten med barnet påbegyndes:

· Forældrene skal være informerede om diagnoser og risiko, og skal have givet samtykke til transport og behandling, både den aktuelle behandling og en eventuelt intensivering af behandlingen. Information og samtykke noteres i Neonatalklinikkens journal efter ankomsten dertil.

· Hvis barnet har en livstruende tilstand bør man overveje at tale med forældrene om nøddåb i tilfælde af yderligere forværring af tilstanden.

· Der gives tilbagemelding til Neonatalklinikken, enten til det team der skal modtage barnet, eller til bagvagten / forvagten, med information om den kliniske problemstilling, eventuelle ændringer i diagnose og behandlings-intensitet, og om der kræves særlig udredning eller behandling ved ankomsten til Neonatalklinikken (f.eks. kardiologisk udredning, HFO, NO, ECMO).

 

Under transporten revurderes tilstanden løbende. Ved behov for ændring i behandlingen kan det i meget sjældne tilfælde være nødvendigt at standse ambulancen mens en procedure, f.eks. til intubation, gennemføres. Stabilisering af behandlingen skal dog som hovedregel være gennemført før transporten starter, således at der ikke opstår et behov for væsentlig intensivering undervejs. Aflæste værdier fra overvågning af barnet registreres på observationsark efter Neonatalklinikkens almindelige retningslinier for intensiv overvågning.

 

 

Ved ankomsten til Neonatalklinikken (eller anden modtagende afdeling) afrapporteres til vagtholdet inden de overtager ansvaret for behandlingen. Transportvagten anfører i journalen notat om

· baggrunden for transporten

· barnets tilstand herunder relevant objektiv undersøgelse inden starten af transporten

· information af forældrene og indhentet samtykke

· forløbet af transporten.

Endvidere sikrer transportvagten, at transportskemaet er tilfredstillende udfyldt.

 

Hvis barnet afleveres på en fremmed afdeling skriver transportvagten fuld journal inkl. neobaseregistrering og epikrise på barnet, svarende til at barnet har være "indlagt" på Neonatalklinikken under transporten..

Tilbage til top


Ansvar og organisering

 

Tilbage til top


Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

 

Tilbage til top


Akkrediteringsstandarder

 

Tilbage til top


Bilag

Særlige kliniske problemstillinger under transport: Fil bilagSærlige.doc

 Tilbage til top