Sygepleje til børn med tracheostomi
Daglig pleje
For begge type tuber (cuffet og uncuffet) er plejen den samme. Tuberne har to ”vinger” med et lille hul til bændel, der holder tuben fast om halsen. Vingerne kan være lige eller vinklede opad. Lige vinger er bedst til små børn.
Bændlet skal være tilstrækkeligt stramt til at holde tuben på plads, men ikke så stramt, at det generer barnet. Man skal kunne få en lillefinger ind mellem bændel og barnets hals.
Sidder bændlet for løst kan tuben bevæge sig i trachea og genere barnet, så barnet bliver ved med at hoste. Nogle børn har sølvkæde i stedet for bændel, da sølv giver færre hudgener (sølvkæder bestilles via RCØ).
Tuben kan genere vævet i området omkring stomaet, fordi den trykker mod huden. Specielt hos små børn, kan der være store problemer med at undgå tubetryk og sikre at huden altid er tør.
Derfor bruges Metalinegaze, som lægges under tuben.
Metaline sørger for at:
- Suge sekret væk fra huden, så der hele tiden er tørt omkring stomaet.
- Beskytte huden mod tryk.
Metalsiden vender ind mod huden. Metaline skiftes hver dag eller flere gange om dagen, hvis der er meget sekret omkring tuben. Har barnet ingen problemer med tryk, irritation af huden eller sekretproblemer behøver man ikke at bruge metalinegaze. Der findes forskellige typer tracheostomi servietter, hvis barnet har brug for det, men ikke kan benytte metaline gaze.
Når der laves tubepleje, skal der altid være 2 personer til stede. Er barnet uroligt og i starten, er det en god ide med 3 personer: En til at aflede barnet, en til at holde tube og en til at udføre plejen. Spædbarnet kan med fordel svøbes.
Husk, at en ucuffet tube lettere kan falde ud end en cuffet tube. De fleste større børn vil let kunne hoste en ucuffet tube ud, hvis man ikke holder på tuben, når bændlet skiftes
Huden omkring stomaet vaskes med sterilt Nacl og sterile vatpinde, når tracheostomien er nyanlagt. Man vasker altid i et tag rundt om og væk fra tuben. Når holdesuturerne er fjernet efter 1-2 tubeskift kan man bruge sterilt vand. I stedet for vatpinde kan man bruge gazeswaps.
Hos børn med nedsat immunforsvar bruges Idoscrup:
Gør svampen våd, så den skummer, og brug vatpinde til at føre skummet rundt om stomaet. Lad Iidoscrup virke i 30 sekunder, hvorefter huden tørres efter med sterilt vand på vatpinde eller gazeswaps.
Ved tegn på infektion med pus, rødme, hævelse, ømhed og varme podes der fra området til D+R, og lægen kontaktes, da barnet formodentlig skal i antibiotisk behandling.
Ved tegn på infektion bruges altid Iidoscrup.
Før bændlet skiftes, skal barnet vaskes under bændlet med sæbe. Specielt i nakken sveder små børn meget. Man behøver ikke at skifte bændlet hver dag, men det er en god ide at vaske under bændlet dagligt.
Specielt hos små børn med korte halse kan der let opstå irritation af huden under bændlet. Når bændlet skiftes, er det vigtigt, at huden ses efter for tegn på infektion og rødme. Det er vigtigt at tørre godt efter vask.
Tracheostomipleje udføres en gang dagligt, med mindre barnet har meget sekret omkring stomien, hvor det gøres ved behov.
Sugning
Et barn kan være tracheostomeret af mange årsager, men alle børn med tracheostomier har nedsat hostekraft. Den normale hoste-refleks fungerer ikke optimalt. Et host består af en dyb inspiration, epiglotis lukker, efterfulgt at en kraftig expiration. Epiglotis åbner hurtigt, når trykket i lungerne stiger og skaber en kraftfuld expiration, der fører sekret med op. Hos et tracheostomeret barn kommer luften ikke ud gennem epiglotis og det er derfor ikke mulig at skabe et overtryk.
En tube i trachea er desuden et fremmedlegeme og vil derfor ofte fremkalde ekstra sekret. Derfor er det ofte nødvendig at suge ved behov, men ikke hos alle børn. Man skal være opmærksom på at excessiv sugning medfører irritation af vævet og dermed måske endnu mere sekret.
Fremgangsmåde
Det er vigtigt altid at sikre sig, at der er fri passage gennem tuben ved at suge med langt sugekateter gennem tuben. Man suger ikke længere end tuben er, men der skal suges igennem tuben.
Er passagen snæver, kan der skylles med få dråber saltvand, før der suges.
Der suges på følgende måde:
- Sprit eller vask hænderne
- Tag handsker på
- Vælg den rigtige størrelse sugekateter i forhold til tuben. Sugekatetret skal kunne passere let gennem. (Tommelfingerregel: Dobbelt op (tube 4,0 sugekath 8 ch) af tubestørrelse)
- Får barnet ilt kan det være nødvendigt at give barnet ekstra ilt et min. før sugning for at undgå at barnet falder i saturation/puls
- Rør aldrig ved den ende af katetret, der skal ned i tuben
- Kateter og sug samles
- Tænd suget
- Indfør sugekateter i tuben svarende til længden af tuben. Tubelængden markeres på sugekateter, der hænger på sengegavlen
- Sug intermitterende på vej op
- Der suges i tuben, og herefter næse og mund, hvis det er nødvendigt.
- Sug kun ved behov
- Sugeslangen skylles igennem, sugekatetret kasseres
- Tag handsker af og vask hænder efter endt procedure
Reference: Seidman A. Peggy et al. Tracheostomy management. A multidisciplinary Approach.
Referencer: Sheila K. Adam, Sue Osborne: ”Intensiv terapi:” ”Viden og praksis”. 2.udgave, 2 oplag, 2002