Hypokaliæmi opstår oftest ifb m tab renalt på baggrund af behandling med diuretika (hvor metabolisk alkalose tyder på kaliummangel) og renal tubulær dysfunktion, f.eks. renal tubulær acidose eller efter ATIN. Desuden kan kalium tabes fra mave-tarmkanalen.
Behandling:
Hypokaliæmi ned til 3.0 mmol/l behøver normalt ikke behandling.
Deficit kan estimeres som (4.5 - p-K+) x vægt x 0.7, men ofte giver det for lave doser. Der justeres på basis af udviklingen i S-Kalium. Renalt kaliumtab kan kvantificeres med måling af U-Kalium (på centrallaboratoriet)
Peroral substitution foretrækkes og skal gives i små doser f.eks. 0.2 mmol/kg x 12.
Intravenøs substitution skal sættes op som infusion afhængigt af behov med max dosering på 0,3 mmol/kg/time til maksimalt 0,50 mmol/kg/t (cave: hjertestop).