Fingermadning

Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Akkrediteringsstandarder
Bilag
 


Målgrupper og anvendelsesområde

 Fingermadning kan bruges til børn der kan koordinere sytte/synkerefleks når:

1. Barnet har forkert sutteteknik, hvor barnet presser tungen mod ganen eller ikke er god til at svøbe.

2: Barnet nægter at tage brystet eller hvis barnet er for søvnigt eller sløvt til at die eller spise på kop. Nogle gange kan fingermadning få et barn til at vågne op. I så fald fortsættes måltidet selvfølgelig ved brystet, hvis mor har mælk

3. Moderen ikke er tilstede og barnet er for sløvt til at spise af kop, men sutter godt på en finger

4. Hvis amningen af en eller anden årsag stoppes for en tid

Man må afveje hvad der vil være bedst, når barnet ikke kan die og man gerne vil undgå at lægge sonde; Fingermadning, kop eller flaske.

Såfremt barnet godt kan tage brystet, men moderen bare ikke har nok mælk endnu (for eksempel diabetes børn) er det bedre at fæstne sonden på brystet, hvis barnet skal have supplerende mælk. Barnet kan så suge mælken fra beholderen samtidigt med, at det dier på brystet. (se vejledning: Ammesugerør)

Det kan evt. være en god situation for fædre at give fingermad. De får en god kontakt med barnet, en fornemmelse af hvordan det må være at amme, og det er mere intimt end at give mælk på kop.

Det ser ud til at fingermadning er rarere for barnet end kopmadning. Barnet gør noget de fleste kan; sutter!

Tilbage til top


Definitioner

 Fingermad er en madningsteknik, hvor barnet, mens det sutter på en voksens finger, suger mælk fra en kop via en sonde, altså bruger sonden som sugerør.

Tilbage til top


Fremgangsmåde

 Da fingermadning for de fleste opleves som en ret intim handling, anbefales det at det primært er forældrene, der giver barnet mad med finger.

Fingermadning er mere lig at die end flaskemadning, da bevægelsen af tunge og kæbe er lig den barnet bruger når det dier. For at spise på fingre må barnet holde sin tunge nede og hen over gummerne, munden må være vidt åben og kæben må bevæges fremefter.

 Teknik

Fingermadning læres bedst ved at se det gjort og ved at prøve det selv.

1. Vask dine hænder og rens om nødvendigt dine negle. Det er bedst hvis fingerneglen på den finger du vil bruge er klippet kort. Sygeplejepersonale tager en handske på, og skyller den finger, der ønskes brugt med sterilt vand.

2. Barnet og du skal sidde komfortabelt. Find en position hvor barnet kan sutte på din finger uden du skal holde hånden i en uhensigtsmæssig stilling. (Det er nemmest hvis barnet halvt vender ryggen til en. Barnet skal fortrinsvis være på arm, men hvis barnet af en given årsag ligger i vuggen er fingermadning nemmest hvis man sidder ved hovedenden)

3. Du skal bruge en grøn sonde (eller sug) og mælk i en flaske eller medicinbæger.

4. Placer sonden langs den finger barnet skal sutte på. Du holder sonden i position på fingeren ved at holde den ind til fingeren med din tommelfinger.

 5. Før fingeren til barnets mund, idet du vender fingerblommen opad, således at barnet kan sutte på finger + sonde. Det kan være nødvendigt at hjælpe barnet med at få fingeren ind i munden, hvis barnet er sløvt. Fingeren skal holdes fladt i barnets mund. Barnet sutter ved at arbejde med sin tunge og underkæbe mod fingeren. Sonden skal så lang ind i barnets mund, at det øverste hul er inde i munden (kan være bedre at bruge et grønt sug, som kun har et hul).

OBS!! Ved forkert sutteteknik kan man øve barnet i at holde tungen nede og svøbe. Her bør fingeren placeres med fingerblommen nedad, og man yder et let tryk mod tungen, mens barnet sutter."

 

 

###TABEL_1###

 

Tilbage til top


Ansvar og organisering

 

Tilbage til top


Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

 

http://www.nbci.ca/index.php?option=com_content&view=article&id=5:finger-and-cup-feeding&catid=5:information&Itemid=17
 
 
http://nbci.ca/index.php?option=com_content&view=category&layout=blog&id=6&Itemid=13

 

Tilbage til top


Akkrediteringsstandarder

 

Tilbage til top


Bilag

 

Tilbage til top