Ansatte ved Afdeling for Infektionssygdomme.
Patienter med ferskvandskontakt i Schistosoma endemisk område.
Diagnostik og behandling af schistosomiasis (bilharziose, sneglefeber).
Schistosomiasis skyldes infektion med en blodikte. De hyppigst forekommende af de fem human patogene species er Schistosoma haematobium og Schistosoma mansoni, der overvejende er udbredt i Afrika og Brazilien. Mennesket er hovedvært for de voksne ormepar, der lever i de større veneplekser omkring urogenitale organer (S. haematobium) og tarmen (S. mansoni) med udskillelse af æg i urin og fæces. I ferskvand udklækkes æggene til miracidiaer, der søger deres specifikke sneglemellemvært, hvor yderligere udvikling og deling foregår til det efterfølgende cercariastadie, der frigives til ferskvandet af sneglen. Ved ferskvandskontakt vil mennesket blive inficeret af den hudpenetrerende cercaria, der via lymfebanerne føres til lungerne og videre til leveren, hvor yderligere modning til de kønnede voksne orme foregår. Herefter vandrer ormeparret til de viscerale veneplekser og påbegynder ægproduktion som del af parasittens livscyklus.
Schistosomiasis kan præsentere sig i tre kliniske stadier:
Diagnostik:
En grundig rejse- samt ferskvandsekspositions-anamnese giver et vigtigt fingerpeg om mulig schistosomiasis infektion
Hgb, trombocyttal, L+D, IgE, levertal, nyretal, crp
Schistosoma antistoffer: Tages tidligst 6 uger efter eksposition. Hvis prøven er taget tidligere end 12 uger efter eksposition og er negativ gentages den 12 uger efter sidste eksposition
Urinstiks for blod
Evt døgnurin til mikroskopi for S. haematobium æg ved mistanke om urogenital schistosomiasis
Symptomer på cercarial dermatitis har oftest udspillet sig længe inden den rejsende er hjemvendt. Der findes dog aviære schistosomiasis former i DK, som kan give anlednng til cercarial dermatitis, men ikke er yderligere sygdomsfremkaldende for mennesker.
Muligheden for akut schistosomiasis bør som differential diagnose overvejes ved debut af feber 1-2 måneder efter ferskvandseksposition i et Schistosoma endemisk område. Tilstedeværelse af eosinofili er mere reglen end undtagelsen ved akut schistosomiasis, mens det omvendte gør sig gældende for kronisk schistosomiasis.
De færreste hjemvendte rejsende udvikler organrelaterede symptomer på kronisk schistosomiasis, eftersom der blot vil være tale om en mild infektion pga. få ormepar, i modsætning til individer fra endemiske områder med svær infektion, dvs. mange ormepar, og omfattende æg-udløst patologi. Omend hæmaturi/hæmospermi og dysuri i forbindelse med S. haematobium infektion og diarré i forbindelse med S. mansoni infektion således sjældent optræder hos rejsende, så synes der ofte at være et element af træthed i det kroniske infektionsforløb. Med baggrund i den milde infektion hos rejsende er mulighederne for at opnå positivt ægfund urin/afføring ganske små. Da sensitiviteten ved serologisk undersøgelse er lidt lavere for S. haematobium end for S. mansoni, anbefales det at undersøge en døgnurin for æg af schistosoma ved eksposition og symptomer forenelige med infektion med S. haematobium.
Behandling af schistosomiasis er en infektionsmedicinsk specialistopgave og brug af praziquantel kræver tilladelse fra Sundhedsstyrelsen.
er ofte få ved behandling af hjemvendte rejsende pga. lav ormebyrde. Derimod kan patienter fra endemiske områder udvikle urticaria under behandling pga. frigivelse af antigener ved ormedrab. Denne reaktion kan dæmpes med antihistamin, gerne givet forebyggende - Praziquantel er ikke længere kontraindiceret til gravide.
Patienter, som blev undersøgt alene på grund af eksposition og som ikke har haft symptomer behøver ikke yderligere opfølgning efter behandling. Patienter, som havde symptomer og/eller eosinofili tilbydes klinisk kontrol og blodprøver (leukocyt+differentialtælling og IgE) 3 måneder efter behandling. Serologi kan ikke benyttes til kontrol af behandlingsrespons. Undersøgelse af urin/fæces for æg har ikke megen værdi, dels fordi der oftest vil have været umålelig lav æg-udskillelse i forvejen, dels fordi ikke-levende æg fortsat kan udskilles i lang tid efter behandling.
Gryssels B, Polman K, Clerinx J, Kestens L. Human shistosomiasis. Lancet. 2006; 368: 1106-18