Infektionsmedicin - Amoebiasis

Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

 


Målgrupper og anvendelsesområde

Målgruppe

Personalet ved Afdeling for Infektionssygdomme.

Patienter med mulig eksposition for – eller verificeret infektion med Entamoeba histolytica.

Anvendelsesområde

Diagnostik og behandling af amøbeinfektioner.

Tilbage til top


Definitioner

Amoebiasis skyldes infektion med Entamoeba histolytica, mens Entamoeba dispar er apatogen. Amøbeinfektioner er udbredt i hele verden, men primært i områder med dårlige hygiejniske forhold. Amøber findes i to stadier: Cyster, som findes ved asymptomatisk bærertilstand, og er det infektiøse stadium, og trophozoitter, der kan give anledning til invasiv sygdom. Amøber overføres ved fæko-oral smitte. Transmission sker hyppigst via kontaminerede fødevarer eller drikkevand, men seksuel transmission forekommer via fæko-oral kontakt. Cyster kan overleve i miljøet i uger til måneder og indtagelse af blot nogle få cyster kan medføre sygdom.

 

Amoebiasis kan præsentere sig i flere kliniske stadier:

  1. Asymptomatisk bærertilstand: De fleste amøbeinfektioner er asymptomatiske med udskillelse af cyster i fæces.
  2. Colitis/amøbe dysenteri: Trophozoitter kan invadere og penetrere tarmmucosa og forårsage øget sekretion og vævsdestruktion.Dette giver symptomer i form af diarré, som kan være blodtilblandet, mavesmerter og tenesmi. Feber og vægttab forekommer i nogle tilfælde. Invasiv amøbeinfektion kan forårsage underminerede sår i tarmmucosa eller lokaliseret granulomatøs inflammation. Denne reaktion kan danne et ”amøbom”, der makroskopisk kan ligne en cancer. Inkubationstiden er 1-3 uger. Andre infektiøse gastroenteritter, inflammatorisk tarmsygdom og cancer er differentialdiagnoser.
  3. Ekstraintestinal amøbiasis: Leverabsces/levernekrose er den hyppigste ekstraintestinale manifestation af amoebiasis. Oftest er der tale om en enkelt absces i højre leverlap. Inkubationstiden er typisk 8-20 uger, men kan være længere. Symptomerne er typisk feber, kvalme, appetitløshed, vægttab, smerter under højre kurvatur og til tider tør hoste. Biokemisk er der oftest leukocytose samt forhøjet basisk fosfatase, men sjældent eosinofili. Differentialdiagnoser er pyogen leverabscess, echinokokcyste eller malignitet.

Tilbage til top


Fremgangsmåde

Diagnostik

Ved mistanke om ekstraintestinal amoebiasis/amøbe leverabsces suppleres med:

  

Den medicinske behandling af amoebiasis

Behandling af amoebiasis er en specialistopgave. Luminale midler kræver udleveringstilladelse.

 

Asymptomatisk bærertilstand behandles alene med et luminalt middel:    

Diloxanidfuroat (Furamide®)

Eller

Paromomycin kapsler (Humatin®) 250 mg

 

Amøbe colitis/dysenteri behandles med metronidazol efterfulgt at luminalt middel for at eradikere cyster fra tarmlumen og reducere risiko for relaps og transmission:

Metronidazol tablet

Efterfulgt af

Enten Diloxanidfuroat (Furamide®) eller Paromomycin kapsler (Humatin®) doseret som ved asympomatisk bærertilstand, (se ovenfor).

 

Amøbe leverabsces behandles med metronidazol IV eller PO afhængig af om der er opkastninger. Større abscesser aspireres eller dræneres. Behandlingen med metronidazol skal efterfølges af behandling med luminalt middel for at eradikere cyster fra tarmlumen og reducere risiko for relaps og transmission (uanset om fæcesprøve var negativ på diagnosetidspunktet).

Metronidazol

Efterfulgt af

Enten Diloxanidfuroat (Furamide®) eller Paromomycin kapsler (Humatin®) doseret som ved asympomatisk bærertilstand (se ovenfor).

 

Opfølgning efter behandling

Behandlingseffekt kontrolleres med fæces til PCR for protozoer 4 uger efter endt behandling.

Amøbeleverabscesser kontrolleres med ultralydsscanning 2 måneder efter behandling. Der skal ikke scannes tidligere i forløbet, medmindre der klinisk er manglende respons, da læsionerne kan synes større ved scanning kort efter start på behandling. Det kan tage >1 år før der er komplet radiologisk resolution.

Tilbage til top

 


Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

Haque R, Huston CD, Hughes M, et al. Amebiasis. N Engl J Med 2003; 348:1565.

Peterson KM, Singh U, Petri WA Jr. Enteric Amebiasis. In: Tropical Infectious Diseases: Principles, Pathogens and Practice, 3rd ed, Guerrant R, Walker DH, Weller PF (Eds), Saunders Elsevier, Philadelphia 2011. p.614.

Tilbage til top