Ordinerende læge og personale på endokrinologisk sengeafsnit 3131 PE1
Polyuri-polydipsi syndromet opdeles i 4 typer:
Central diabetes insipidus, nefrogen diabtes insipidus, gestationel diabetes insipidus, primær polydipsi.
ADH: Antidiuretisk Hormon, Vasopressin
Copeptin: 39 aminosyre langt glykosyleret peptid, der ligesom vasopressin er en del af 164 aminosyre ’precursor’ proteinet pre-pro-vasopressin. I modsætning til vasopressin kan copeptin måles i klinisk rutine med kommercielt tilgængelige simple og robuste assays. Copeptin er en stabil surrogat markør for vasopressin
Indikation for udførelse af tørsteprøve:
Skelne mellem diabetes insipidus og primær polydipsi hos patienter med polyuri og diurese over 3 liter i døgnet. Hos patienter med diabetes insipidus kan testen være med til at afgøre, om det er på hypofyse/hypothalamisk eller renal baggrund.
Diabetes insipidus er sandsynlig ved Plasma-Osm > 295 mOsm/kg samtidig med Urin-Osm < 295 Osm/kg. Diagnosen er usandsynlig, hvis der samtidig foreligger Plasma-Osm < 295 mOsm/kg og Urin-Osm > 600 mOsm/kg.
Forberedelse:
Sikre at patienten ikke har ubehandlet hypofyseinsufficiens (binyre- og thyreodea-akse). Udelukke andre årsager til polyuri: ukontrolleret osmotisk diurese inkl diabetes mellitus, nefropati, hypoaldosteronisme, hypercalcæmi samt medin-induceret polyuri. Polyurien kvantiteres ved opsamling af døgnurin, og patienten fører et vandladningskema for 1 eller 2 døgn med angivelse af væskeindtag og vandladningsmængde på klokkeslet.
Ved større urinvolumina må det vurderes, om patienten eventuelt allerede skal ’væskesnøres’ tidligere (døgn til timer før teststart). Ved begrundet mistanke om psykogen polydipsi opnås de bedste resultater når patienten forud for testen har forsøgt sig med et begrænset væskeindtag på ca. 3-4 l dagligt i 2-3 dage. I sjældne tilfælde er det indiceret at indlægge patienten til væskerestriktion under kontrol af væskebalance og elektrolytter forud for testen.
Eventuel desmopressin-behandling pauseres fra 8 timer før testen. Behandling med Hydrokortison og Eltroxin fortsættes uændret.
Metodologiske problemer:
Der er ingen generel konsensus om procedure for tørsteprøve, og der gives kun vejledende grænser for de målte parametre ved fortolkningen. Nyrernes evne til akut at producere hypertonisk urin er hæmmet ved polyuriske tilstande uanset årsag.
Copeptinanalysen er simpel og robust, og den er tilgængelig som rutineanalyse på Klinisk Biokemisk Afdeling på Nordsjællands Hospital med en verificeret detektionsgrænse på 0,69 pmol/l. Prøven kan analyseres i såvel plasma som serum, og der kræves blot 50 µl prøvemateriale i EDTA glas.
Testdato aftales med sengeafsnit og laboratoriet (afsn. 2131).
Der arrangeres fast vagt ved sygeplejerske, der er oplært i at udføre testen. Patienten skal være under observation i hele testens forløb (fast vagt og ingen uobserverede toiletbesøg).
Såfremt urinvolumen er < 5 l /døgn (uden behandling) skal patienten vanligvis tørste fra kl. 7 samme morgen med mindre andet er aftalt med visiterende læge. Patienten skal være velhydreret forud for undersøgelsen. Patienten tillades mindre morgenmåltid forud for testen. Faster med hensyn til kaffe, te og tobak fra 8 timer før testen.
Patienten skal møde i afdelingen senest kl. 7.00
Materialer:
Venflon (minimum grøn, evt. hvid)
Personvægt
Til hver prøvetagning:
Skema til registrering af resultater (bilag).
Udførelse:
Patienten vejes (før vandladning) kl. 7. Herefter lader patienten vandet, og urinen kasseres. Patienten vejes igen og denne vægt er startvægten. Perifer veneadgang anlægges så testen kan startes kl. 08.00. Patienten skal være under overvågning (fast vagt, som ikke må forlade patienten) under undersøgelsen, dels for at undgå farlig dehydrering og dels for at sikre, at patienten ikke drikker under testen. Patienten må heller ikke spise under testen.
Ved hver prøvetagning (1 gang i timen) tages i rækkefølge:
Kl. 8 (0t-tiden) og kl. 14 (6t-tiden) samt hvis testen afbrydes før tid måles forudgået af ½ times hvile: Copeptin.
Blod- og urin-osmolalitetsbestemmelse foretages løbende under testen i nefro-endokrinologisk laboratorium 2131. Resultaterne samt urinvolumen og vægt skemaføres (skema i bilag).
Endokrinologisk vagthavende læge skal kontaktes med henblik på at stoppe testen hvis:
- urinosmolaliteten stiger til over 600 mosmol/kg
- hvis patientens vægttab er mere end 3 – 5 % af startvægten
- hvis patienten bliver dårlig
Når testen stoppes, skal der tages slutprøver.
Afslutning:
Om testen skal afsluttes med desmopressin (Minirin) afgøres efter en lægelig vurdering af de foreliggende svar på serum- og urin-osmolaliteter. Hvis diuresen falder til < 30 ml/time standses testen. I modsat fald gives efter 6 timer og udtaget blod- og urin-prøve 1 µg desmopressin sc eller im eller 3 nasale pust à 10 µg desmopressin og testen fortsætter i yderligere 2 timer.
Bivirkninger til ADH: abdominalsmerter, diaré, hypertension, karspasmer med angina pectoris og risiko for hyponatriæmi.
Lægen skal hos patienter med polyuri, der har fået desmopressin overveje indlæggelse til næste dag og i hvert fald instruere patienten i reduceret væskeindtag de næste 16 timer (svt ca½ af den mistede mængde væske = vægttab) for at undgå overhydrering og hyponatriæmi såfremt, det drejer sig om en patient med primær polydipsi.
Fortolkning:
Hos normale vil urinvolumen falde til < 30 ml/time, urinosmolalitet stige til > 600 mosmol/kg og plasma osmolalitet forblive < 295 mosmol/kg (U:P ratio > 2) og ændrer sig ikke efter indgift af desmopressin.
Plasma ADH er en ustabil analyse, som der ikke kan lægges stor vægt på. Klinisk Biokemisk afd på Nordsjællands Hospital kan måle copeptin (vasopressin surrogat).
Patienter med diabetes insipidus: Diurese uændret > 30 ml/time og urinosmolalitet lavere end serum-osmolalitet og < 300 mosmol/kg, medens plasma osmolalitet stiger til > 295 mosmol/kg.
Behandling:
Start med Tabl. Minirin 0,05 - 0,1 mg x 2-3 /dag eller evt Minirin nasalspray: 10 - 20 µg x 1-2 under tæt monitorering af elektrolytter.
Afdelingsledelsen er ansvarlig for implementering af instrukser.
Stankovic J et al Ugeskr Læger 2020;182:V09200670
Moses AM. Front Horm Res 1985; 13: 156-75.
Zerbe RL et Robertson GL. NEJM 1981; 305: 1539-46.
Harrison's Textbook of Medicine. Chapter 330. Moses AM & Streeten HP.
Hypofysesygdomme diagnostik behandling kontrol Region ØST