Læger og sygeplejersker med ansvar for behandling og pleje af hjertekirurgiske patienter der pga. atrieflimren får foretaget RFA eller MAZE.
RFA vil sige radiofrekvensablation på venstre atrium omkring de hhv. højre- og venstresidige lungeveners indløb ved paroxystisk atrieflimren eller persisterende atrieflimren.
MAZE vil sige “labyrintformet” cryoablation på venstre atrium bla. omkring de hhv. højre- og venstresidige lungeveners indløb ved alle typer atrieflimren. Der udføres også ablationslinier på højre atrium.
Amiodaron (handelsnavn: Cordarone / Cordan) er et bredt virkende antiarytmikum med dokumenteret effekt ved atrieflimren i forbindelse med hjertekirurgi.
RFA foretages vha. en bipolær RFA tang typisk i forbindelse med aortaklapoperation eller CABG. Ved langvarig persisterende atrieflimren (over 1 år og venstre atrium over 45 mm) er succesraten lav og det kan overvejes om man skal nøjes med lukning af venstre aurikel.
Ved brug af AtriCure udstyr appliceres RFA tangen og der ablateres gentagne gange indtil ablationen er transmural (konduktanskurven falder på under 5 sekunder). Herefter løsnes tangen og re-appliceres og proceduren gentages. Det er vigtigt at undgå kul på tangens kæber eller at vævet folder, dette medfører inkomplette ablationslinier.
MAZE foretages vha. en flexibel cryoprobe typisk i forbindelse med mitralklapoperation hvor der er åbnet til venstre atrium. Cryoproben (AtriCure) modelleres så man kan foretage en cryocirkel omkring hhv. de venstresidige og højresidige lungevener. Herefter forbindes disse cirkler med to cryolinier som en box og der sluttes med cryolinier herfra til hhv. venstre aurikel og til mitralannulus henover sinus coronarius. I højre atrium laves cryolinie fra cava sup. til cava inf. og herfra via incisionen cryolinier ud i hhv. højre aurikel og ned til tricuspidalannulus.
Alle patienter der har fået foretaget RFA eller MAZE i forbindelse med hjerteoperation eller sjældent som isoleret procedure, behandles med amiodaron som anført:
Første postoperative døgn: Amiodaron 1200 mg intravenøst
De 5 følgende døgn: Amiodaron 400 mg x 3 dagligt peroralt
Ved udskrivelse: Amiodaron 200 mg x 1 dagligt
Som vedligeholdelsesdosis i mindst 1 måned eller til kardiologisk kontrol.
Ved manglende effekt fortsættes 400 mg x 3 dagligt til samlet dosis på 10 gram, hvorefter der skiftes til vedligeholdelsesdosis 200 mg x 1.
Amiodaron er kontraindiceret ved bradykardi og AV-blok. Telemetri og fungerende pacemaker er obligatorisk de 3 første postoperative døgn som ved vanlig hjertekirurgi.
Supplerende beta-blokker kan tillægges med forsigtighed. Ved genoptag af vanlig beta-blokker gives typisk halv dosis 2 gange dagligt (fx. metoprolol 25 mg x 2 peroralt).
Endelig bør DC-konvertering altid forsøges ved postoperativ vedvarende atrieflimren.
Ved udskrivelse sikres det at patienten er i relevant AK-behandling (INR 2,0-3,0 ellers supplerende lavmolekylær heparin) eller NOAK. Patienten henvises til vanlig kardiologisk kontrol 1-2 måneder postoperativt og evt. DC-konvertering hvis udskrevet med atrieflimren.
Hvis Holter-monitorering 3-6 måneder postoperativt viser stabil sinusrytme kan AK-behandling eller NOAK seponeres.
Forfatter ###NAVN###
Faglig ansvarlig: ###NAVN### ###NAVN###
Til brug ved hjertekirurgi på Rigshospitalet, København
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
1. The Society of Thoracic Surgeons 2017 Clinical Practice Guidelines for the Surgical Treatment of Atrial Fibrillation. Badhwar V et al. Ann Thorac Surg. 2017;103:329-341.
2. Amiodarone after surgical ablation for atrial fibrillation: Is it really necessary? A prospective randomized controlled trial. Ad N et al. J Thorac Cardiovasc Surg. 2016;151:798-803.
3. Role of an aggressive rhythm control strategy on sinus rhythm maintenance following intraoperative radiofrequency ablation of atrial fibrillation in patients undergoing surgical correction of valvular disease. Sponga S et al. J Cardiol. 2012;60:316-20.
4. Dansk Cardiologisk Selskab, National Behandlingsvejledning: nbv.cardio.dk
5. Dansk Lægemiddel Information A/S: pro.medicin.dk
Akkrediteringsstandarder
Ikke relevant.
Ingen bilag.